På indre Nørrebro har hver fjerde indbygger rod i noget andet kultur end dansk. Dermed er stedet vel blevet multikulturelt. Ikke? Og er det ikke smukt, næsten romantisk, at forestille sig fru Hansen fundere over, om hun skal købe bulgur eller quinoa i helsekostbutikken. Halvvoksne knægte med store retrobriller og uldcardigans på firseragtige cykler suse gennem mini-Somalia i Griffenfeldsgade? Ibrahim, der hilser på Gud og Allah og de autonome? Sikken spraglet sammenkomst mellem de bedste ting fra hele verden og en salig accept af hinandens forskelle.

Eller er dén forestilling kun en lalleglad illusion, som man kan drukne i, når man begår en serie artikler om Den Sorte Firkant?

Ikke hvis man spørger imam Abdul Wahid Pedersen.

- Nogle synes, det er fedt med bajere og store hunde, der tumler rundt, og nogle er hunderædde for dem med bajerne og de store hunde. Nogle synes, det er fedt at stå sammen i en gruppe nede på Blågårds Plads i dynejakker og hætterne trukket ned over øjnene. Og så er der andre, som er bange for at gå forbi dem. Det er jo et værre blandet miljø. Bohemer, bumser, perkere, gammeldanskere, ølfolket, halalfolket – men de er der allesammen, siger han.

I distrikt 8 på Indre Nørrebro bor 14.286 personer med forskellige baggrunde. Hver fjerde har ikke-vestlig baggrund - typisk tyrkisk, pakistansk, eks-jugoslavisk, irakisk eller libanesisk. Allerflest har frikadelledanske rødder.

Men hvorfor er det sådan lige her? Det ligger i det diverse og sammensatte kvarters historie, fortæller Garbi Schmidt, der blandt andet forsker i kulturmøder og Nørrebros multikulturalitet på Roskilde Universitet.

I den offentlige debat om Nørrebro, hvor begrebet typisk kædes sammen med snakken om etnicitet og integration, bliver begrebet negativt og multikulturen er et udgangspunkt for konflikt. Problemer, kriminalitet, bandekrig. Udlændinge, der ikke kan integreres. Ord, der synes at følge debatten om multikultur. Sammen med et andet ord: parallelsamfund, som Garbi Schmidt ikke vil afvise, at der er tale om:

- Det er nok både-og på Nørrebro. Der er klart grupperinger, som lukker sig om sig selv, som vi ser det med bandekonflikten. Men også miljøet omkring Ungdomshuset opførte sig sådan og blev til et parallelsamfund, siger Garbi Schmidt.

Men grupperingerne kan også være uønskede og komme af manglende ressourcer, påpeger hun. I den sammenhæng har det intet med holdninger eller værdier at gøre.

Det parallelle og isolerede opstår eksempelvis, når socialt udsatte familier af forskellige grunde ikke kommer ud af deres eget kvarter. Så får multikulturen en social slagside.

Så socialklasse spiller en rolle, siger Garbi Schmidt. Og etnisk herkomst, siger Abdul Wahid. Tolerance er et tredje aspekt. Og spørger man socialordfører for Socialdemokratiet i Københavns Borgerrepræsentation, Lars Aslan Rasmussen, der har tyrkisk-kurdiske rødder og har levet hele sit liv på Nørrebro, så er manglen på tolerance på indre Nørrebro så udtalt, at han som fortaler for jøders og homoseksuelles rettigheder ikke har lyst til at komme i området omkring ghetto Blågården og Blågårds Plads mere:

- Det er særligt slemt, hvis jeg er i TV og forsvarer bøssers rettigheder som politiker. Så får jeg enten at vide, at jeg er en falden muslim - fordi rettroende muslimer ikke går til valg - eller også råber de slet og ret »forrædder« eller »bøsse«. Det underlige er, at det eneste sted, jeg bliver chikaneret er der, hvor jeg selv bor. På Nørrebro.

I hans øjne har indre Nørrebro det store problem, at alle så gerne vil forherlige det som mangfoldighedens højborg, at det bliver et tabu, at visse dele af indbyggermassen ikke kan leve op til det rosenrøde billede om tolerance.

- De fleste politikere med min blandede baggrund oplever disse ting på Nørrebro, men ingen har lyst til at vælte forestillingen om det mangfoldigt favnende Nørrebro, hvor der er plads til alle, for så bliver indvandrerne bare stigmatiserede. Men alle ved godt, at man skal passe lidt på, så bøsser lader være at gå hånd i hånd på Blågårds Plads, og jøder ifører sig heller ikke lige kalotten i den Sorte Firkant. Og så er der da ikke plads til alle, og gid vi kunne tale om det, i stedet for at tie det ihjel af skuffelse, siger han og tilføjer:

- Nørrebro huser både de allermest tolerante i det her land, dem, som virkelig vil sameksistens og multikultur og alt det der - og så et meget lidt tolerant mindretal. I ghettoen trives modviljen mod det danske samfund i de uintegrerede grupper i ghettoen, og dermed blomstrer isolation og social kontrol op. Man holder øje med hinanden og bliver enige om, at det er bedst at holde sig for sig selv, gifte sig med hinanden og ikke omgås danskere, siger han.

I hans øjne er der én løsning:

- Vi skal bo sammen. Ikke bare i samme postnummer, men dør om dør. Lige nu bor de hvide ude i de pænere dele af Nørrebro, mens indvandrerne bor inde i ghettoen. Vi bor ikke sammen. Regeringen bør hjælpe kommunalpolitikerne til fx at kunne give rabat til studerende, der vil flytte ind i ghettoen. Hvis vi bor så tæt sammen, så tror jeg, at vi om nogle år har skoler på Nørrebro, der ikke består rent af indvandrere, flere kalotter i gadebilledet, flere blandede ægteskaber. Mindre parallelsamfund.

Spørger man Abdul Wahid Pedersen, så er der nu alligevel mere tale om multikultur end parallelsamfund, men:

- Vi er slet ikke gode nok til at få den til at fungere. Selvfølgelig skal vi ikke have store, forkromede håb om, at vi alle sammen mødes på bænken oppe på Pladsen, en med en rød sodavand og en anden med en flaske pullimut, og så sidder vi der hver dag og hygger os. Sådan vil det ikke være. Men bare det at skabe et uformelt rum, hvor alle kan mødes, det skal vi blive bedre til. Og det er vigtigt for Nørrebro. Fordi vi er nødt til at få det til at køre. Vi har ikke noget valg. Ingen spørger, om vi vil. Vi skal, siger han.

Læs flere artikler i serien »Kære Nørrebro« på www.b.dk/nørrebro.

Ser du multikultur eller parallelsamfund i Den Sorte Firkant? (deltag i debatten nedenfor - og hold venligst en god tone)