Muhammed-tegners sidste streg

Kurt Westergaards sidste avistegning er sat til auktion. Pengene går til projekt i Ghana.

Foto: Kurt Westergaard

Det er allerede begyndt at strømme ind med bud på Jyllands Posten-tegneren Kurt Westergaards sidste tegning. Netop nu er højeste bud 15.000 kroner, men galleriejer Erik Guldager fra Galleri Draupner, der står for auktionen, forventer, at slutbuddet bliver højere. 

- Vi kan allerede nu mærke at der er en kæmpe interesse for Kurt Westergaards sidste avistegning. Antallet af besøgende på vores hjemmeside er mangedoblet det seneste døgn, efter vi har sat tegningen til salg, siger Erik Guldager til TV 2/Østjylland.

Sidste gang galleriet udbød en Westergaard-tegning til auktion, indbragte den 100.000 kroner.

75-årige Kurt Westergaard, der er kendt for at have tegnet Profeten Muhammed med en bombe i turbanen, meddelte i går, at han stopper som avistegner på Jyllands-Posten. I dag bringer avisen så hans sidste tegner, der viser Westergaard til hest, som en anden Don Quijote, der forlader et æsel, som bærer på en bombe med ordet "ytringsfrihed".

"Idealismens Don Quijote siger farvel og tak. Virkelighedens Sancho Panza bliver - indtil videre," står der under tegningen, som Erik Guldager kalder tegningen "en klassiker fra kurts hånd".

- Den seje aldrende gæve jyde, der stadig kæmper for det vi alle har så kært... ytringsfriheden, skriver han på galleriets hjemmeside.

Pengene fra Kurt Westergaards tegning går ubeskåret til et projekt i Ghana, som Jyllands-Postens VM Explorer-ekspedition netop har besøgt i forbindelse med VM i fodbold. Her bruger udviklingsorganisationen Ibis fodbold som motivation for eleverne i landsbyskolerne.

På Galleri Draupners hjemmeside er det muligt at byde på tegningen indtil lørdag kl.14.00, hvor auktionen stopper.