Mistænkt anholdt i badeby efter to drabsforsøg i København

Med hjælp fra politiet på den spanske solkyst har Københavns Politi fået gennembrud i sag om to drabsforsøg.

En 24-årig mand, der har været internationalt efterlyst i forbindelse med to drabsforsøg i Danmark, er blevet fængslet i Spanien.

Han begæres nu udleveret til Danmark, oplyser Københavns Politi torsdag eftermiddag.

De to drabsforsøg fandt ifølge politiet sted under den seneste bandekonflikt i København.

Ekstra Bladet skriver på baggrund af flere sydspanske medier, at anholdelsen fandt sted på Costa del Sol.

Manden er af afghansk oprindelse og betegnes som farlig, efter at han ifølge politiet i september affyrede mere end 20 skud med en AK47-riffel mod medlemmer af en rivaliserende bande i København.

En af dem blev alvorligt såret af et skud i maven, skriver Ekstra Bladet.

Ifølge det sydspanske medie Axarquiaplus har spansk politi siden slutningen af sidste år været på sporet af den 24-årige. I denne uge lykkedes det så at pågribe manden i badebyen Benalmádena.

Ifølge Ekstra Bladet ønsker Københavns Politi ikke at sige mere om de to drabsforsøg.

/ritzau/