Ministerier slås om prisen på Forsvaret

Forsvarskommissionen bliver foreløbig en måned forsinket, fordi Forsvarsministeriet og Finansministeriet ikke kan blive enige om forsvarets budget i næste forligsperiode.

Foto: Claus Bjørn Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forsvarsministeriet og Finansministeriet kæmper en lang og indædt kamp om størrelsen af forsvarsbudgettet i den forligsperiode, der skal aftales næste år. Kampen mellem de to ministerier og deres venstreministre, forsvarsminister Søren Gade og finansminister Lars Løkke Rasmussen, er hovedårsagen til, at Forsvarskommissionens arbejde ikke har rokket sig ud af stedet i de seneste måneder.

Det oplyser flere kilder til Berlingske Tidende. Uenighedernes størrelse i kroner og ører har det ikke været muligt at få oplyst, men på Forsvarskommissionens møde i går oplyste formanden, tidligere forsvarsminister Hans Hækkerup (S), at kommissionens betænkning nu er udskudt til 31. marts. Efter den tidligere plan skulle betænkningen afleveres 27. februar, men endnu mangler Forsvarskommissionen at modtage udkast til de centrale kapitler med anbefalinger.

Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Ib Poulsen, beklager, at regeringen ikke har været i stand til at »levere varen«.

»Vi mener jo, at det skal være behovet, der sætter den økonomiske ramme. De internationale aktiviteter koster mere og mere, og derfor henter man pengene i ekstrem grad fra det øvrige forsvar. Man undlader at besætte stillinger og man hiver varer ned fra lagerhylderne«, siger han. SFs forsvarsordfører, Holger K. Nielsen, mener ikke, at Forsvarskommissionens arbejde skal bremses af manglende økonomiske rammer fra regeringen. »Men det er som om man absolut vil lave konklusionerne og indgå forlig på forhånd, i stedet for at tage tanker og ideer op fordumsfrit«, siger han.

Forsvarsminister Søren Gade har tidligere i år sagt offentligt, at der er behov for flere penge, hvis forsvaret skal kunne opretholde det nuværende engagement i Afghanistan og Kosovo. Særligt Afghanistan slider voldsomt på materiel og driftsøkonomi.