Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Debatten om Karina Pedersens bog ‘Helt ude i hampen’ tager nu en ny drejning, da avisen Metroxpress må beklager at have begået fejl i en yderst kritisk artikel om forfatteren.
Rettelsen kommer efter, at BT i dag har afdækket, at Metroxpress i artiklen 'Vi havde fest for klassen uden Karina sidste år' tager afsæt i et udsagn fra Karina Pedersen, som der ikke er belæg for.
I en skrivelse på mx.dk står der følgende over artiklen:
»I en tidligere udgave af denne artikel fremgik det fejlagtigt, at Karina Pedersen skulle have påstået, at alle i hendes tidligere folkeskoleklasse er på overførselsindkomst. Karina Pedersen har dog kun sagt ‘klassekammerater’, hvilket også fremgår senere i metroxpress’ artikel, hvor det korrekte citat er gengivet. Metroxpress’ beklager fejlen,« står der på mx.dk.
I artiklen tages Karina Pedersen til indtægt for, at hun mener, at 'alle hendes klassekammerater hverken har job eller uddannelse'.
Bladets journalist har i artiklen interviewet størstedelen af de personer, Karina Pedersen gik i klasse med i syvende klasse på Alléskolen tæt ved ghettoen Korskærparken i Fredericia, hvor hun voksede op.
Ved at tage afsæt i skoleklassen hævder Metroxpress, at langt hovedparten af klassekammeraterne er i job og slet ikke er ‘belastede’, som Karina Pedersen ellers – ifølge avisen – påstår.
Men Karina Pedersen nævner slet ikke klassen i sin nye bog.
»Ikke et eneste sted nævner jeg mine tidligere klassekammerater i bogen. Den handler slet ikke om dem. Og i øvrigt kommer en del af klassen også fra villakvartererne, og det er ikke dem, jeg skriver om i min bog,« siger hun.
Til gengæld bruger Metroxpress et citat fra en Politiken-artikel i 2009, hvor Karina Pedersen er citeret for følgende:
’Mine søskende og mine klassekammerater på førtidspension, sygedagpenge eller kontanthjælp er de ægte resultater af velfærdsstaten.’
Ud fra det citat konkluderer Metroxpress, at Karina Pedersen påstår, at ‘alle i klassen og omgivelserne har hverken job eller uddannelse’.
»Jeg har aldrig hævdet, at alle ikke har job eller uddannelse. Jeg konstaterer, at nogle er på førtidspension, sygedagpenge eller kontanthjælp. Men ikke alle. Og det er Metroxpress’ afsæt for historien,« siger Karina Pedersen.
Chefredaktør på Metroxpress Simon Stilling erkender i dagens avis, at der ikke er dækning for at citere Karina Pedersen for at alle hendes klassekammerater er på førtidspension, sygedagpenge eller kontanthjælp.
»Vi har bestemt os for at lave faktatjekket på grund af citatet fra Politiken, hvoraf det fremgår, at det er en del af klassen, der kommer fra underklassen og er på overførselsindkomster«.
Men I hævder, at hun har sagt, at hele klassen er på overførselsindkomst. Det har hun ikke . . .
»Der er jo mange kilder i spil, og mange små nuancer tegner det samlede billede. Hvis vi har skrevet, at det er alle, så er der ikke dækning for det.«
Så er jeres præmis også forkert?
»Det er jeg ikke enig i, det er ét punkt ud af mange, som er med til at tegne det samlede billede,« siger Simon Stilling.