Marinecenter drømmer om Knut-effekt

Fødslen af en marsvinekalv i Fjord&Bælt i Kerteminde får gæsterne til at flokkes om den nye dyreunge. Fjord&Bælt tvivler dog på den langvarige effekt.

Det er ikke kun den nye marsvinekalvs mor, Freja, der har taget den nye dyreunge til sig. Masser af gæster stimler i disse dage sammen om bassinet for at se den danske verdenssensation. I går lukkede centret 867 besøgende ind gennem tælleapparaterne.

- På kort sigt har marsvinekalven betydet, at vi har fået en stigning i vores besøgstal på mellem 25 og 50 procent, siger Thomas Egesborg Pedersen, butikschef i Fjord&Bælt, til Ritzau.

I Berlins zoologiske have oplevede man i år en enorm interesse for den nye isbjørneunge Knut. På Fjord&Bælt drømmer man også om at komme på verdenskortet, men tager situationen med sindsro.

- Det ville selvfølgelig være fint, hvis den nye marsvinekalv blev hele verdens darling og folk strømmede til fra nær og fjern. Men jeg tror det er tvivlsomt, at vi når en så langt som til en decideret Knut-effekt, siger Thomas Egesborg Pedersen.

/ritzau/