Manden der slog ihjel for din skyld

Drab er ikke altid ulovlige. Nogle gange er de endda nødvendige. Lars Møller er tidligere jægersoldat. Han har flere gange stået i situationer, hvor det var nødvendigt at slå ihjel for Danmarks sikkerhed. En opgave som aldrig har været svær for ham.

Lars Møller, veteran fra Afghanistan og Irak, finder ro i den nordjyske natur. Foto: Tine Sletting Jakobsen
Læs mere
Fold sammen

»I sidste ende vælger man, om det er dig eller mig, når man står i situationen. Jeg tror, at alle ville vælge »mig«, hvis de var motiverede nok. Det handler om motivation. For en soldat er opgavens løsning motivationen.«

Der skal krydses mange markveje og snørklede skovveje for at nå ud til Lars Møllers hjem, hvor larm og kaos er noget, man hører om på TV.

»Det var et stort ønske for mig at bo på landet. Naturen giver mig ro. Den er ærlig,« forklarer han.

Men når naturen bliver mørk, og natten nærmer sig, har Lars til tider søvnbesvær. Mange ville måske tro, at det skyldes tanker om dagens samtaleemne. At slå ihjel. Det mener Lars ikke. Han siger, at han er afklaret.

»Det er svært at forklare til normale ører, men man skal huske, at der er en grund til, at det er soldater og ikke diplomater, der er sendt af sted. Vi er udstyret med våben, og vi er trænet til at bruge dem. Det er jo soldater, fordi man skal kunne anvende dødelig magt. Soldater er jo ikke trænede psykopater, som smadrer ting, brænder landsbyer ned og tager liv for sjov. Det har et formål,« forklarer han.

Skyd eller bliv skudt

Når danske soldater bliver sendt af sted til væbnede konflikter, skal de overholde den humanitære folkeret. Det omfatter blandt andet Genève-konventionerne, hvor man ikke bevidst må dræbe civile. Men det omfatter for eksempel ikke drab på fjendtlige soldater. Derfor kan soldater slå ihjel uden at blive retsforfulgt.

Lars er tidligere jægersoldat og har i kraft af sit arbejde stået i situationer, hvor det enten var fjenden eller ham, som ville overleve. Valget har aldrig været svært.

»Det kan virke følelsesmæssigt koldt, når man står i situationen. Hvis der står én med et våben, så udgør han en trussel, og så skyder man, for ellers skyder han mig eller en af mine kammerater. Det er en nødvendighed, og det har jeg lært at leve med.«

Jørn Beckmann, professor i psykologi:

»Ligesom der er et potentiale i mennesket for kærlighed og omsorg, er der det samme for at slå ihjel. Det stammer helt tilbage fra vores tid som jægere, hvor vi blev nødt til at gå ud og slå dyr ihjel for at skaffe mad. Det anlæg og potentiale ligger stadig i os den dag i dag.«

Lars går barfodet rundt i sin lune stue med lyden af en knitrende brændeovn i baggrunden. Det er svært at forestille sig, at den selv samme mand har stået kampklar med store, tunge støvler i Afghanistan og været den afgørende faktor mellem liv og død.

I 2001, da terrorangrebet mod World Trade Center fandt sted, vidste Lars, at han for første gang skulle i krig.

»Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gerne ville af sted. Det var det, jeg var trænet til. Det var dér, jeg kunne gøre nytte for Jægerkorpset. En måned senere var jeg i Afghanistan.«

Klar til at dø for opgaven

Det praktiske gik, som Lars havde forventet. Det havde de trænet. Han havde på forhånd besluttet, at han var klar til at dø for opgaven som jægersoldat, og det kunne meget vel være blevet tilfældet. Alligevel var det svært at forudse de tanker, som dukkede op.

»Jeg havde aldrig før prøvet at være bange for, at jeg ikke skulle se min søn igen. Det prøvede jeg der. Og jeg var da også ude i nogle situationer, hvor jeg tænkte: »OK, det her er faktisk så farligt, at det ikke er sikkert, at jeg kommer hjem igen.« Men jeg havde gjort mig det klart, at det var jo sådan, det var. Jeg måtte tage en beslutning, hvor jeg sagde: »Hvis ikke jeg kan dø for opgaven, så kan jeg slet ikke være jægersoldat,«« fortæller Lars, mens han sikrer sig, at kaffen ikke er blevet kold.

Når man er klar til at ofre sit eget liv for Danmark, skal man også være klar til at ofre andres. Fjendens. I Afghanistan var han med til at smide bomber, som slog ihjel. Selv om det var på afstand, var det stadigvæk at slå ihjel, forklarer han.

Jørn Beckmann, professor i psykologi:

»Jeg er ikke tvivl om, at man har nemmere ved at slå ihjel i et samfund som for eksempel Irak eller Syrien, der er hærget af krig og brutalitet, end man har i vores samfund i Danmark, der har flere feministiske dyder.«

Detaljer er upassende

Der skulle gå endnu et år efter oplevelserne i Afghanistan, før Lars for første gang stod i en situation, hvor han med sit team måtte skyde et andet menneske. Det var i Irak i 2003.

»Man kan ikke tænke, om det er en familiefar med tre børn, hvis man eksempelvis skal redde et gidsel. Så fjerner man truslen og løser opgaven. Det er egentlig ret simpelt. Det kan godt virke lidt åndsforladt, men det er faktisk ikke så svært.«

Lars har ikke lyst til at tale om drab i detaljer. Det, mener han, er upassende og irrelevant. Men alle opgaver, hvor der bliver taget liv, stikker ud i hans erindring. De situationer har nemlig været mere alvorlige end andre. Men det nager ham ikke, siger han, mens rynken i panden, der i daglig tale er mest kendt som bekymringsrynken, synes dybere.

»Hvis ikke vi gør, som vi gør, så skal man være villig til, at der måske er selvmordsbombere i København i næste uge. Mit job var at løse opgaven, og den var at undgå terror i Danmark. Det var let for mig at finde en motivation i det.«

Slog ihjel for dig

I et kort øjeblik i den lune stue for enden af den lille grusvej i Nordjylland, langt fra ørkensandet i Afghanistan, overvejer Lars muligheden for at kunne være blevet venner med nogle af de folk, han har været i krig mod, hvis situationen havde været en anden. Han vil ikke udelukke det. Men det giver ikke jægersoldaten skyldfølelse.

»Det har aldrig pint mig. Jeg føler jo i virkeligheden, at jeg har gjort det for dig eller for min søn. For os alle sammen. Det er jo ikke mig, der har valgt det. Det er politikerne. Jeg fralægger mig ikke ansvar, tværtimod har jeg været villig til at tage en opgave, som andre ikke har lyst til eller kan.«

Nu, flere år efter, sidder Lars tilbage på sin Morten Korch-agtige gård, fysisk langt væk fra den krig han kæmpede, og de ofre det krævede.

»Jeg er stolt over, at nogen udvalgte mig til den opgave. Det er aldrig for sjov, at nogen slår ihjel.«

Lars Møller understreger, at udtalelserne er helt personlige og ikke et udtryk for Jæger­korpsets holdninger. Artiklen er lavet udelukkende ud fra interview med Lars i hans hjem.