Kvinden, der slog sin mand ihjel

En decembernat i 1994 fik Susanne nok. Efter års trusler og vold frigjorde hun sig fra sit ægteskab. Hun sagde godnat til sin mand, gik ud i køkkenet efter to knive og slog ham ihjel.

»Straffelovens §237 – manddrab – ved den 11. december 1994 kl. ca. 02.50 på adressen Gudumvej 60 A, 2. th., Gistrup, at have tilføjet Lasse Andersen knivstik, hvilket bevirkede, at Lasse Andersen den 12. december 1994 kl. 03.19 afgik ved døden.

Tiltalte har erkendt sig skyldig og har forklaret om forholdet.«


Der var næsten ikke noget blod. Hun havde forestillet sig, at der ville være mere. Men der var kun nogle få dråber på den brede af knivene. Og en smule rødt mellem de små, grønne blomster på hendes T-shirt. Hendes åndedræt var hårdt efter løbeturen fra købmandsgården og rundt på villavejene. Hun vidste ikke hvorfor, men hendes ben havde bragt hende tilbage dertil, hvor hun var stukket af fra, stadig med knivene knuget hårdt i hænderne. Nu stod hun dér. For enden af kælderskaktens trappe under købmandsgården kun i T-shirt og trusser. Selv om det var midt i december, ænsede hun ikke kulden, mærkede ikke den kolde beton eller de regnvåde blade. Hun holdt øje med ambulancen. Dens lygter lyste pladsen foran købmandsgården op. De kørte ham ind på båren.

»Det var min kone, der stak mig,« var det sidste, hun hørte.

Så kørte ambulancen væk i mørket. Langsomt vendte hun sig væk fra lygterne og politibilerne og gik op ad trapperne. Hendes bare fødder var næsten lydløse i gruset.

»Smid knivene,« havde en vågen betjent råbt.

Men hun smed dem ikke. Hun lod dem bare falde til jorden. Slap dem. Hun vidste, at hun nu var i sikkerhed.

Der bliver begået omkring 40 drab om året i Danmark. Drabsmændene er oftest mænd omkring 35 år. Susanne Petersen var 18 år, da hun dræbte sin mand.

Langt de fleste manddrab sker inden for hjemmets fire vægge. Omkring hvert tredje drab bliver begået af en enten tidligere eller nuværende partner, som det skete den nat i december, hvor Susanne Petersen stak den seks år ældre Allan Andersen med en køkkenkniv. Allan var hun blevet gift med et halvt år tidligere.

Susanne blev født den 23. december 1975. Den smilende, mørkhårede pige voksede op lidt uden for Hobro, i det forsamlingshus hendes forældre forpagtede. Moderen var uddannet smørrebrødsjomfru, faderen var skibskok og maler, og når parret fik en tår over tørsten, kunne de godt finde på at slås. Skoletiden var hård og ensom. Storebroderen var flyttet hjemmefra, og det var svært for Susanne at få venner, for det var så pinligt, det der foregik derhjemme. Heller ikke til spejder eller håndbold fik hun de slyngveninder, som hendes jævnaldrende drev rundt med armen om efter skole.

Da Susanne var 12 år, blev hendes forældre skilt, og hun flyttede med sin mor på krisecenter. De fik sig derefter et lille hus på Runddyssen i Svenstrup, men der gik ikke længe, før alkoholen fik overtaget over moderen. Faderen turede de danske landeveje rundt som vagabond, da han ikke længere kunne klare forsamlingshuset alene. Året efter Susanne og moderen var flyttet fra faderen, blev Susanne sendt på børnehjem i Hjørring.

Her boede hun de næste to år. Susanne og de andre børn på børnehjemmet gik i specialklasse på Holmegårdsskolen. De blev stemplet af de andre børn, og var man ikke en rod, så blev man det.

Susanne havde et lille værelse for enden af den lange gang på første sal. Her stod et skrivebord, en sovebriks og et bord med en stol. Der var et vindue, som kunne åbnes. Men kun helt det første stykke tid. Efter utallige flugtforsøg kom der lås på. I loftet hang en lampe. Den prøvede Susanne at hænge sig i, da hun var 13 år gammel. Forsøget endte med, at hun sad på gulvet med lampen oven på hovedet, og så blev hun flyttet til et værelse uden loftslampe. Men det var nu ikke så skidt. Det var nemmere at stikke af fra.

Da Susanne var 14 år gammel, flyttede hun ind hos sin far i Vaarst på deltid. Han var kommet videre fra landevejsrytteriet efter godt og vel halvandet år, havde fundet sig en kæreste i den lille landsby og fået sig en lejlighed nær hendes. Når Susanne ikke var hos faderen, boede hun hos sin aflastningsfamilie i Langholt. Hun begyndte i 8. klasse på Gistrup skole. En dag i skolens rygerum mødte hun den lidt ældre Tina, hvis kæreste havde en tvillingebror. Allan.

Allan var ikke den pæneste fyr, hun nogensinde havde set. Men Tina havde forsikret hende om, at han var lige noget for Susanne. Hun mødte ham ved busstoppestedet i Langholt, hvor hun stod og ventede. Bus nummer 11 trillede ind, og ud kom den her spinkle fyr med lyst hår, som hverken var rigtig lang eller rigtig kort. Han var ikke meget højere end Susanne, men han var dygtig til brydning og havde grønne øjne. De to faldt let i snak, og dagen efter tog Susanne på besøg hjemme hos Allan i Aalborg Øst.

Lejligheden var fyldt med skodder, dåser og knallertdele. Allan boede sammen med sin bror Bo, og de to holdt af at rode med motorer og drikke øl. Alt havde et lyserødt skær over sig, så selv om Susanne godt vidste, at det var tosset at have knallerter stående inde i stuen, var det okay. Hun var forelsket.

Der gik dog ikke mere end to måneder, før Susanne fandt ud af, at Allan havde en anden pige. En han havde set længe. Susanne gjorde det forbi, og var det ikke for hendes nye kæreste Morten, ville hun aldrig være stødt på Allan igen.

Susanne stødte på Morten på diskoteket Hr. Nielsen i Jomfru Ane Gade i Aalborg. Det var lørdag den 18. maj 1991. Han var spændende, syntes hun. Næsten med det samme flyttede hun ind hos ham i Nørresundby. Susanne var 15 år gammel, og for første gang fik hun tæsk i et forhold. Morten var voldelig. Meget voldelig. Engang på Kongerslev Marked sparkede han Susanne i maven. Da løb hendes far efter ham, men han fangede desværre ikke Morten og fik heller ikke chancen igen. Fire dage senere begik faderen selvmord med en halv flaske snaps og 22 gigtpiller.

Susanne arbejdede i kiosken i Løvvangcenteret i Nørresundby. Det var Mortens far, der ejede biksen. Susanne stod bag disken og langede smøger, slik eller blade over til kunderne. En dag kom han ind gennem dørene. Hun genkendte ham med det samme. Året var 1992, og Allan arbejdede på Røgilds Lervarefabrik i Nørre Uttrup. Efter arbejde ville han have en øl på Center Pubben ved siden af den kiosk, hvor Susanne arbejdede. Han ville også have smøger, og der stod Susanne. De faldt i snak, og Susanne fortalte Allan om Morten. Hvordan han behandlede hende. Slagene og sparkene. Allan lovede, at han nok skulle redde hende. De lavede en aftale, og dagen efter tog hun over til Allans mor efter arbejde, hvor han hentede hende. Fra da af troede hun på guld og grønne skove med ham.

De første måneder var fine. Susanne var forelsket på ny, men så en aften gik det galt, fordi hun kom til at vælte Allans øl.

De sad hjemme i sofaerne hos ham i hans lejlighed i Nørresundby. De havde fået nogle øl, og da Susanne gik rundt om bordet for at komme ud i køkkenet, kom hun til at ramme øllen, som væltede ned på gulvet. Da faldt det første slag. Flere fulgte, og til sidst fandt Susanne sig selv grædende ude i gården uden nogen steder at tage hen. Hendes fordrukne mor boede i den anden ende af byen, hendes far var død, hendes storebror boede i Vaarst, og venner var der ingen af. Hun havde ikke andre valg end at gå ind til Bo og Allan igen.

 

Slagene blev hverdag. Susanne turde ikke give igen. Allan kunne kigge på hende, og så kunne hun krybe i et musehul. Han kunne blive hysterisk, hvis hun glemte at hælde kaffen på kanden.

Susanne begyndte at drikke. Skolen var hun blevet smidt ud af i 8. klasse, kort efter hun havde mødt Allan. Allan var heller ikke bleg for at skylle bajere ned. Bodegaturene var Susannes sociale liv. Dem og så øllene. De gjorde det nemmere at holde livet ud. Men udlejerne kunne ikke altid holde parret ud. Først blev Allan og Susanne smidt ud af lejligheden i Nørresundby, så blev de smidt ud af huset i Vadum, og derfra flyttede de til Suldrup. Her fik de et lille hus, hvor de havde en smugkro. Drukken og volden tog til. Allan blev paranoid og skiftede navn til Lasse. Og han ville giftes. Susanne var sikker på, den eneste grund var, at han så vidste, hvor han havde hende.

Den 6. juni 1994 blev Susanne gift på Støvring Rådhus i en hvid elastikkjole og med gulerodsfarvet hår. Der var intet frieri og ingen ring. Hele Allans familie var der. Det var det, der irriterede Susanne mest, for de rottede sig altid sammen mod hende. At hun faktisk stod og blev gift, rørte hende ikke. Da ceremonien var overstået, løb de to unge mennesker ud af døren med ris flyvende om ørerne. De smilede. Så nærmest lykkelige ud, selv da de blev kørt væk i Allans storebrors slamsuger.

Slagene fløj ned over hende en aften i huset i Suldrup. Han klemte hende om halsen med begge hænder. Det gjorde ondt, og hun var bange. Da han slap, styrtede hun ud på gaden i sensommernatten, panisk vinkende efter en bus. Ved synet af blodet og den lilla ring om pigens hals åbnede buschaufføren døren og lod hende komme med. Susanne kørte hele vejen til Svenstrup ud til sin mor.

»Jeg slår ham simpelthen ihjel,« sagde hun, da moderen havde fået hende ind i huset.

Det var første gang, hun sagde det højt.

Så en dag stak hun af fra Suldrup. Susannes bror ville gerne hjælpe hende ud af forholdet. Han fik hende lejet ind i et lille kvistværelse på købmandsgården i Vaarst, hvor han selv boede.

Dagene på købmandsgården fløj af sted. Det var et pust af frihed. Næsten ubeskriveligt. Indtil den fjortende dag, hvor Allan bankede på døren med alle sine ting i hænderne. Fra den dag flyttede han også ind på købmandsgården i Vaarst. Hverdagen fortsatte, som hun huskede den med øl og tæsk. Naboerne lukkede øjnene for volden, og Susanne søgte ikke hjælp.

Tankerne murrede rundt i hovedet på hende. Bladene knasede under deres fødder. Det var torsdag den anden uge i december, og Susanne og hendes stedsøster gik en tur i det rimfrostkantede Vaarst.

»Jeg slår ham simpelthen ihjel,« sagde hun igen.

Stedsøsteren tilbød at hjælpe hende med at pakke og flytte ind hos sig. Men Susanne vidste, at Allan bare ville finde hende igen. Han ville altid kunne finde hende.

Weekenden kom. Susanne og Allan havde været inde i byen efter nogle øl, som Bos ekskæreste skyldte dem. De skulle være hjemme til tiden. Det tiende afsnit af julekalenderen kom snart på TV, og det skulle Allan se. Da programmet var slut, hentede de nogle øl på bodegaen over for købmandsgården til de gæster, som snart ville ankomme.

Vennerne Bo, Søren og Sørens kone Tina strøg ind ad døren til det lille kvistværelse. Susannes bror kiggede også forbi, og der var liv og glade dage. Susanne sad i sofaen med Søren og talte om digte. Begge holdt af at skrive, og Susanne skrev ofte, når livet var surt. Allan holdt øje med dem fra spisebordet, hvor de andre sad og drak øl. Senere på aftenen tog vennerne videre. Der blev uddelt krammere i døren, og Susannes bror gik plørefuld i seng på sit værelse i den anden ende af gangen i toppen af købmandsgården.

Med et slog Allan hende. Lussingen sad direkte på kinden. Huden sitrede. Tiden stod stille et øjeblik. Som i en trance begyndte hun at rydde de tomme dåser af bordet, stille dem ud i fælleskøkkenet og tømme askebægrene. Imens redte Allan sofaen op til natten. Normalt sov hun i sofaen, og han på hynderne på gulvet. Susanne begyndte at tage tøjet af. Hun lagde ikke rigtig mærke til, hvad der foregik omkring hende, som om noget af hendes verden var blevet sløret. Hun bevægede sig ud i køkkenet, og pludselig lagde hun mærke til det. Det franske knivsæt hendes far engang havde vundet, og som hun nu ejede. Hun tog den bredeste og den længste kniv, vejede dem let i hænderne og gik ind i stuen igen.

Skulle det gøres, skulle det gøres nu.

Hun bøjede sig over Allan. Han sov. Lidt sad hun der og nussede ham på kinden. Kørte hånden gennem hans hår og kyssede ham på panden. Så løftede hun forsigtigt dynen af ham.

Pludselig slog han øjnene op. Hendes åndedræt stoppede. Det var nu eller aldrig.

Kniven masede sig gennem kødet og skar en luns af højre lunge.

»Nej,« skreg han højt.

Det var den frygteligste lyd, Susanne nogensinde havde hørt. Hun stak ham igen. Kniven flænsede venstre nyre. Så løb hun.

På vej ned ad trapperne bankede hun på dørene ind til de andre lejligheder. Bag sig kunne hun høre Allan kalde på hendes bror. Hun stormede ud af fordøren, ud på hovedvejen og satte af sted mod nogle bekendtes lejlighed. Hamrende på deres dør stod hun i natten med knivene i hænderne og blod på T-shirten. De lukkede ikke op. Susanne var sikker på, at Allan var efter hende. At han ville slå hende ihjel. Hun kunne ikke blive stående foran den lukkede dør, så hun løb tilbage til købmandsgården, hvor ambulance og politi allerede var nået frem fra Aalborg godt 22 kilometer væk. Nogen måtte have hørt hende banke på dørene i opgangene, men hun vidste ikke hvem. Måske den ældre herre på anden sal.

»Det var min kone, der stak mig.«

I flere timer blev Susanne afhørt på stationen. Hun havde fået en jakke og et par bukser med. Det var alt.

Om formiddagen den 12. december kom en betjent ind. Han vidste ikke, om han nu skulle overrække den 18-årige pige en god eller en dårlig nyhed. Allan var død. Lægerne havde forsøgt at pumpe blod i ham, men han var død. Susanne begyndte at le. Han var væk. Det var fedt. Men det var også noget lort. Hun vidste godt, at nu var hendes fremtid forseglet.

Et halvt års tid senere, den 29. juni 1995, blev Susanne kendt skyldig i drabet på sin mand den 11. december 1994. Dommen lød på seks år. Hun havde regnet med otte. Måske ti.

Epilog

Susanne Petersen sidder i stuen i sit hus i Svenstrup. Hun har boet her i Runddyssen de sidste ni et halvt år. Hun har stadig sit lange brune hår, nu med stænk af gråt, og livlige øjne i det rødmossede ansigt. Hun ruller en smøg. Tager lidt tobak op af den røde dåse Escort på kniplingsdugen på sofabordet og pakker det i den matchende ruller. Væggene er lysegrønne og fyldt med billeder og knive. Hendes mand, Johnny, har våbentilladelse. I hjørnet sover en fed hund. Det er Trunte. Susannes barn.

Hun endte med kun at sidde inde i fire år. I 1998 kom hun ud på prøve med den betingelse, at hun skulle læse videre på VUC og komme på antabus. I fængslet havde hun læst engelsk og dansk. Men uden for fængslet var der ingen til at holde fast i den 23-årige kvinde, så hun blev væk fra timerne, og til sidst røg der øl ned i stedet for antabus.

Hun drikker stadig meget. Men ikke Hof. Hun husker stadig, da hun efter et par dage i detentionen fik politieskorte til at hente tøj på købmandsgården. Der var blod på gulvet fra stuen og ud på badeværelset. På døren til hendes storebrors værelse var der ti blodige fingre på den hvide overflade. Inde på sofabordet stod en enkelt dåse Hof.

»Så fik du ikke din morgenbajer, din skid,« husker Susanne at have tænkt.

I huset på Runddyssen hænger en machete over akvariet, ved TVet et sværd fra slaget ved Dybbøl. Johnny er ikke bange for at have sine våben hængende. Drabet er en del af Susannes fortid, det kan han ikke blande sig i, siger han. Det er ikke nogen hemmelighed, at hun har dræbt sin første mand, det hører hun tit for af naboerne. Og fra politiet når de med jævne mellemrum rykker ud til husspetakler hos parret og ser de mange knive.

I dag tør Susanne godt slå igen og true med at gå fra Johnny. Sådan var det ikke med Allan. Hun var bange for, at han en dag ville slå hende ihjel, men hun kom ham i forkøbet. Dog ikke uden pris.

Hun har brugt sin ungdom i Ringe statsfængsel og har ødelagt sit liv på det, fortæller hun. Hun fortryder ikke sin handling. Det har hun aldrig gjort. Men hun vil aldrig slå ihjel igen – det er ikke det værd. Hun finder en stak digte frem fra kommoden under TVet. Hun skrev meget, da hun var ung, men det gør hun ikke så tit længere.

Hun ryger hash et par gange om dagen. Det hjælper blandt andet på temperamentet. Den tykke røg forvrænger hendes stemme og bølger tykt ud i rummet. Havde hun ikke slået Allan ihjel, havde hun heller ikke mødt Johnny. Ham har hun været sammen med i 13 år. De blev gift den 14. januar 2014. Det er hendes femte ægteskab. Men to af de tidligere var ren proforma i fængslet.

Engang på udgang fra Ringe, da Susanne og veninden Anne skulle på VUC havde en dame spurgt, hvad de to sad inde for. Veninden havde slået en grønlænder ihjel i affekt, og Susanne havde dræbt sin mand. Damen troede, Susanne sad inde for noget økonomisk, og at Anne havde lavet noget narkorelateret.

»I ligner jo slet ikke mordere,« havde hun sagt.

»Hvordan skulle vi så se ud?« spurgte Susanne

Den bruger hun stadig, når folk spørger på den måde. For alle kan jo drives til at dræbe, så det er helt forældet at tro, drabsmænd ligner Frankensteins monster, siger hun.

Ellers tænker hun ikke så ofte på, at hun har slået et andet menneske ihjel. Men hvis Allan ikke var død, er hun overbevist om, at han havde stået ved porten og ventet på hende, når hun blev løsladt.

»Det var ham eller mig.«