»Man spiller nok lidt stor – men det er jo bare for sjov«

I en hverdag omgivet af succes er der pres på de unge i Nordsjælland. Uden penge, ingen fest og farver. Uden flid og ambitioner, ingen fremtidsudsigter.

N, Rasmus og Thea er velhaverbørn. De elsker dyre flasker på barerne i det nordsjællandske, indrømmer de, men lægger samtidig vægt på flid og uddannelse.­ Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Normalt ligger farens speedbåd ikke i Rungsted Havn. Men i denne uge er 18-årige Rasmus alene hjemme, og så er det tid til at invitere vennerne på cruise. Om dagen står programmet på vandski, om aftenen rykker festen videre på »Anthons«, »Simons« eller »Hive«.

»Folk her vil nok gerne vise, at de har penge,« siger veninden Thea, der sidder i båden og tørrer, efter at de har været på tur.

»Det betyder dyre borde i byen,« forklarer Rasmus. Og kammeraten N supplerer: »Dyre flasker, nyt tøj. Du ved, bare ting, der har stil.«

Thea går stadig kun i 2.G på HHX i Lyngby. I sommer blev de to drenge studenter. Nu står den på arbejdserfaring – Rasmus herhjemme, N i et shippingfirma i Singapore. Næste år skal de i gang med studierne, efter al sandsynlighed på CBS.

Rasmus: »Folk på vores gymnasium har som regel forældre, der har penge. De har ambitioner om at starte egen virksomhed, vil gerne have et fedt job, tjene godt og leve livet. Det er typer, der bare stiler efter alt.«

Rasmus, N og Thea kender alt til klicheerne om de rige folks dumme børn. Om forkælede nordsjællandske unge, der strør om sig med penge. Om folk, der tror de er noget, bare fordi forældrene har store huse og råd til en båd.

Og selvfølgelig er penge vigtige, siger N. Uden penge, ingen sjov. Ingen sprut, lækkert tøj, restaurantbesøg og benzin.

Det billigste bord i byen koster 2.500 kr. (de har venner, der har brugt op til 10.000 på en aften), og det er altid drengene, der giver, og pigerne der sidder med. Og selvfølgelig giver det status, siger N. Ellers ville det jo ikke give mening. Normalt plejer drengene at splitte regningen, men til en fødselsdag har også han prøvet at hive den store pung frem.

»Man kan nok godt lide at spille lidt stor, og forventningen er lidt, at du bruger penge. Sådan er mentaliteten bare her,« griner Rasmus.

»Men det er jo langtfra alt, der handler om penge, og det er ikke, fordi vi rigtig mener det. Det er bare ballade og sjov.«

Ingen Jantelov på Rungsted Havn

Faktisk er de tre unge ikke fra Rungsted. Men de elsker at være her. Føler det som deres hjem.

»Jeg kan godt blive lidt provokeret af resten af Danmark,« siger N.

»I Korsør, hvor jeg selv kommer fra, tager folk Janteloven meget seriøst. Hvis du har en dyr bil, går folk ud fra, at du har snydt dig til pengene. Ingen tænker, at det kan være, fordi man faktisk har arbejdet hårdt. Det er mentaliteten. Folk har slet ikke nogen respekt.«

For dem er Rungsted Havn et fristed. Et ånderum. Et sted, hvor man for en gangs skyld ikke behøver at skamme sig over at have succes.­

Rasmus: »Hvis man har klaret sig godt og tjent mange penge, skal man da have lov til at vise det. Det er derfor, vi elsker Rungsted. Her er der ikke nogen, der peger fingre eller undrer sig, når vi kommer en gruppe unge sejlende i den her båd. Her kan man få lov at vise sig frem, som man vil.«

Drengene har aldrig manglet noget. De er privilegerede, og de er bevidste om det. Da de var yngre, fik de flere hårde kontanter. Nu er det mere goder: En bil i 18-års fødselsdagsgave, adgang til speedbåden, en verden af muligheder og gode råd.

»Jeg ved godt, at jeg er blevet forkælet,« siger N. »Jeg kan godt se, hvordan andre har det, og at jeg er taknemmelig for, at jeg selv har haft det godt.«

Syd for Lyngby

Ikke alle er så åbne som dem. For det kan give bagslag at stå ved sin baggrund i medierne, mener mange. Ingen har lyst til at blive kendt som »hende den snobbede fra Rungsted«, der bare fører sig frem.

»Man bliver jo nødt til at passe på sit rygte,« siger en pige fra området, der er ude at spise frokost med sine veninder på havnen, men under ingen omstændigheder vil have sit navn eller billede frem.

Berlingske vil nok få svært ved at finde nogen, der vil snakke, mener pigerne, der alle har lange blonde lokker, store solbriller og tasker fra mærker, der koster en kvart månedsløn. For alle dem, der er noget ved noget, er på ferie i Cannes. Og resten er bange for at blive stemplet som højrøvede.

»Men det er jo ikke for ingenting, at Rich Kids er optaget her,« siger veninden til højre med henvisning til ungdomsfilmen fra 2006, der dyrker myten om overklassens forsømte unge, der knuger sig til deres penge og status i whiskybæltets overhalingsbane.

»Jeg kunne klart genkende det med, at pigerne føler et pres for, at de skal være pæne for at være noget, og at man skal have penge for at være i gruppe med dem, der er noget ved.«

En af pigernes mødre kan finde på at sige til sin datter, at hun ikke må komme »syd for Lyngby«, for man ved aldrig, hvad det er for nogle typer, og så er det nemt at komme galt af sted.Faren til gengæld kan finde på at skælde ud over et 10-tal i skolen. Der er kun to rigtige uddannelser, hedder det i Vedbæk-hjemmet, og det er revisor og advokat.

»Mine forældre er nok også lidt snobbede,« siger den 18-årige. »Jeg føler helt klart et pres for, at det her er Nordsjælland, og man skal blive til noget stort.«

Du skal skaffe dine egne penge

Sådan et pres har Rasmus, N og Thea på båden slet ikke oplevet. Men det er klart, at forventningen er, man skal klare sig godt.

»Så snart du kommer ud af gymnasiet, er det et kæmpeproblem, hvis du ikke har noget mellem ørerne,« som Thea siger.

N: »Hvis jeg kom hjem og sagde, at jeg ville læse til pædagog, ville mine forældre nok blive skuffede. De ville støtte mig i alt, hvad jeg ville, selvfølgelig. Men de ville sige, at det var spild af talent.«

Ifølge Rasmus er folk, der ikke tager en uddannelse, helt galt afmarcheret. I Hørsholm­området har 44,7 procent af alle mellem 25 og 64 en videregående uddannelse. For landet som helhed er andelen kun 27,1. Og det kan være, at man tidligere kunne klare sig med lidt skabervilje og forretningssans. Men at man i dag bliver nødt til at uddanne sig til fremtiden, har han altid fået at vide hjemmefra.

»Hvis ikke du har ambitioner, er du en kegle. For det kan godt være, at vi p.t. lever af vores forældres penge. Men du bliver nødt til at have en plan for, hvordan du senere kommer til at tjene dem selv.«

Alle tre har fritidsjob. Det er en forudsætning for at få penge hjemmefra, siger de. Thea arbejder i Rema, Rasmus i Q8s kundeservice, N i sin fars firma, hvor han hjælper til med noget kontorarbejde og klassisk administration.­

De har ca. 6.500 kr. om måneden at »lege for«, inklusive den hjemmeboende SU, der ifølge de unge og dem, de kender i deres eget segment, også bare går »til en ekstra flaske i byen«. Dertil kommer konfirmationspenge, børneopsparing, aktier og andet langsigtet investeringshalløj.

»Alle her har ambitioner om at skabe deres egen fremtid. Hvis du bare har arvet en masse penge eller vundet dem i lotto, er det ikke værdigt,« siger Rasmus.

»Du skal skaffe dine egne. Ellers er det altså ikke særlig meget værd.«

Far er største forbillede

Jo bedre kår du kommer fra, jo mere forpligter det også til at opføre sig ordentligt, siger de unge. Det materielle er vigtigt, men intet står over opdragelsen og evnen til at opføre sig pænt.

N havde engang en ven, som knipsede efter tjenerne på de fine restauranter.

Det kan man altså ikke tillade sig, understreger han.

»Hvis der er noget, jeg har lært hjemmefra, er det at arbejde hårdt og opføre sig over for andre, som du vil have, de opfører sig over for dig.«

Hans far er hans største forbillede. For han er arbejdsom og ihærdig og vellidt af alle. Det er sådan, man kommer frem i verden: Med slid og respekt.

Og det handler langtfra kun om penge, siger Thea. Hun ser også op til sin far. Efter et helt liv i bankverdenen og med flere år udstationeret i bl.a. Luxembourg har han sagt sit job op for at læse til lærer.

»Det, synes jeg, er ren respekt. Bare det, at han tager den decision, når han er snart 50. Det er lidt af et forbillede, at han sådan tør stå ved, hvad han vil.«

Det er sommer, der er bestilt bord på Sticks ’n’ Sushi, og i aften står den atter på dyre flasker og dans. Men prioriteterne er klare: Uden penge ingen sjov i gaden. Men uden flid og ambitioner, ingen fremtidsudsigter.