»Det må meget gerne glimte og ligne noget, der har været dyrt«

Hvis man er, hvad man køber, er Rungstedforbrugeren en lyserød polo i størrelse XXXX-L.

Der er travlt i butikken Sct. Thomas. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Da Superbest i Rungsted for nylig havde tilbud på foie gras, måtte Bertil Buchhave allerede efter to dage ringe til leverandøren og bestille ekstra hjem.

Kunderne var umættelige. På under en uge blev mere end 1.000 dåser revet væk.

»Det er jo et særligt publikum, der kommer her. Se bare på vores kaffehylder,« siger butikschefen, der efter 15 år i forretningen stadig kan blive imponeret over Rungstedborgernes forbrug.

»Her er over 40 forskellige mærker af hele kaffebønner. Det finder du altså ingen andre steder i landet. I Hillerød er der måske fem.«

Superbest-butikken i Rungsted er den i Danmark, der sælger mest vin (særligt de italienske og australske er populære), flest hummere (i sommersæsonen mellem et halvt og et helt ton) og mest italiensk San Pellegrino-kildevand (godt en palle om ugen).

Her kan folk lide at spise godt. Men også sundt. Hvor ellers vil forbrugerne betale dobbelt pris for danske kirsebær frem for udenlandske og købe børstede kartofler til 40 kr. kiloet. Men så er de godt nok også lige klar til at blive kogt.

Bertil Buchhave viser rundt i delikatesseafdelingen. Hver dag kommer en fast skare af de ældste Rungstedfruer og køber frokost hos Marianne.

Det er bedre, end det de får fra madordningen i kommunen, forlyder det.

Men her ligger også bagsiden af historien:

For mens butikken i Rungsted topper listen over store kødudskæringer, frisk fisk og lækkert dansk grønt, går det sløjere med salget af bleer og babymad.

Rungsted er påfaldende renset for folk i tyverne. Først når de kommer et godt stykke op i trediverne, har de igen råd til at flytte ind.

Pæne damer og tykke mænd

Hos tøjbutikken Sct. Thomas på havnen kan ejer Marianne Nørgaard godt mærke, at de lokale spiser godt.

Mens en del af damerne, som hun udtrykker det, er »opererede og pæne« og »lidt fine på en akavet måde«, har mange af mændene – og det helt uden at skamme sig – en gedigen mandekrop.

En af de hurtigst sælgende herrevarer er de lyserøde Lacoste-poloer.

Ikke i medium, men i størrelse XXXX-L.

Kvinderne til gengæld vil gerne have noget, der skinner – også gerne i hvid, rosa eller lilla – og får dem til at se »lidt friskere ud«.

»Jeg elsker miljøet og mine kunder her. Men det er altså også lidt sjovt: Vi har altid solgt meget bling-bling, og der må stadig meget gerne stå Armani på blusen. Det vigtigste er, at den glimter og ligner noget, der har været dyrt.«

Oprindelig er Marianne fra Hvidovre, i dag er hun gift med Peter, der sælger luksusbiler, bor i Vedbæk og har au pair.

Men indimellem føler hun sig stadig som en vestegnspige, der ryster på hovedet af sine døtre og af det miljø, de vokser op i.

Da hun og pigerne forleden dag kom hjem fra stranden i Brøndby, sagde den store på 13, at hun aldrig ville derud igen: Der var alt for mange med tatoveringer og alt for mange med tykke lår.

»Der blev jeg ked af det indvendig, for det er jo der, min familie bor. Tænk, hun kan sige sådan noget. Men det siger også noget om, hvad hun opfatter som normalt. De er jo vant til at se dyre huse og køre i dyre biler – de ved ikke engang, hvad en Skoda er.«

Bagel til en 1.000-kroneseddel

Det eneste sted på havnen, der ikke summer af kunder, er bagelshoppen, hvor man – som det billigste sted i området – kan spise sig mæt for under 60 kr. Her står de to udenlandske ansatte tålmodigt og ser til, mens kunderne gang på gang går lige forbi.

»Forleden kom der en 12-årig pige, som ville betale for en bagel med en 1.000-kroneseddel,« fortæller Dale Compton, der oprindelig kommer fra det rige område Monterey Bay i Californien, men er flyttet til Danmark pga. kærlighed.

»Og så gav hun sågar drikkepenge. Jeg mener: Folk, der køber en bagel med så store sedler, og 12-årige børn, der giver drikkepenge. Det ser du ikke engang i Californien i USA.«

Da han stod i kædens butik i Hellerup, var der travlt fra morgen til aften. I Rungsted Havn kan der gå timer, uden folk kommer ind.

Selv de unge gymnasieelever sætter sig hellere på restauranterne ved siden af.

Han kan ikke forstå det. Er de for billige? For hurtige? For take-away-agtige? For ikke-mondæne-nok?

»Jeg kan ikke forklare det med andet, end at folk, der kommer her og har penge, gerne vil have en god, lang oplevelse, hvor de spiser med kniv og gaffel og nyder et glas vin.«