Mænd lukker døren og går i enrum med deres livskriser. Kvinder åbner døren på vid gab, inviterer andre indenfor og snakker om deres følelser.

Sådan lyder den gængse fordom om M/K, når det gælder de to køns måde at tackle sorg, omvæltninger og tab på. Og noget tyder på, at der er en del sandhed i den opfattelse.

En undersøgelse, som Yougov har foretaget for Psykiatrifonden, viser, at mens hver tredje kvinde oplever et dødsfald i den nærmeste familie som en livskrise, er det kun hver femte mand, der har den opfattelse.

Kvinderne føler sig også mere fysisk påvirkede af livskriser ved eksempelvis hjerte­banken, og de søger også i langt højere grad professionel hjælp ved livskriser.

Kvinder i bedre kontakt med sig selv

Den forskel hos kønnene handler om, at kvinder er langt mere opmærksomme på og i bedre kontakt med deres indre liv. Sådan lyder udlægningen fra Michael Danielsen, chefpsykolog hos Psykiatrifonden.

»De er for eksempel bedre til at søge læge, hvis de fornemmer, at noget er galt. Det er jo en af grundene til, at kvinder lever længere end mænd. Den gængse selvopfattelse hos mænd er, at en livskrise virker meget truende for deres liv. Mens det for kvinder opleves som en mere naturlig del af livet, at det går op og ned. At man oplever ting, der skal bearbejdes på den ene eller anden måde. Det falder mere naturligt i kvindernes sprog at tale om, hvordan man har det,« siger han.

Kønnene kan lære af hinandens forskelle. Mænd kan drage en lektie af kvindernes evne til at forholde sig til sig selv på. Mens kvinderne kan lære af mændenes realisme.

»Det er, som om vi mænd kun har to gear. Enten er vi velfungerende, eller også er vi nærmest i dyb krise. Kvinder oplever oftere eksempelvis et dødsfald som tæt knyttet til deres eget liv, og at det har en stor påvirkning. Hvorimod det ligger i den mandlige selvforståelse, at det ikke er noget, der har forbindelse til hans eget liv. Det kunne jo være interessant at få folk til at stoppe op og tænke over, hvor man befinder sig i det følelsesmæssige spektrum,« siger Michael Danielsen.

I en tid hvor vi taler om robusthed og evnen til at stå imod, er det vigtigt også at få talt om, hvad en livskrise egentlig er. I chefpsykologens optik er det en begivenhed, hvor man bliver nødt til at stoppe og revurdere sin selvforståelse af verden og sig selv.

Når han holder foredrag, har han mødt en række mennesker, der har ment, at det at miste et job er en svær og alvorlig livskrise. Noget chefpsykologen er uenig i. Han opfordrer til, at man skelner mellem egentlige livskriser og det, der er sørgelige begivenheder. For livet ser ikke altid godt ud.

»Livet består også af perioder, der er præget af ubehag og usikkerhed omkring økonomi, parforhold eller børnenes udvikling. I det offentlige rum er der kommet en opfattelse af, at et godt liv er et liv, der kun består af positive oplevelser. Hvor der ikke skal være smerte. Men sådan forholder det sig ikke. Vi skal være mere bevidste om, hvordan vi håndterer livskriserne, og hvad der er en egentlig livskrise. At vi får et naturligt sprog omkring det,« siger han.

Raske drenge tuder ikke

De kommer hver dag for at få sagt de ord, der ellers ikke kommer ud. Mandeterapeut og forandringsrådgiver Annette Jønsson møder mændene hver dag i sin praksis, når livskrisen kradser. Det ligger dybt i både yngre og ældre generationer af mænd, at raske drenge tuder ikke.

Som f.eks. en af hendes klienter på 29 år, der sagde, at alt det, han lige havde fortalt hende, ville han aldrig kunne dele med andre. Fordi han ikke ville lade andre se hans svaghed.

»Der skal rigtig meget til, før en mand reagerer. Han går ofte meget længe med det og også meget alene med det. Han taler ikke højt om svære følelser, fordi han har den indstilling, at man skal klare tingene selv. Både i forhold til ham selv, og når der sker noget for andre. , jeg hører gang på gang, er, at han er opdraget til at ordne det selv. Det er en livs­filosofi, mange mænd har. Man har ikke lyst til at vise svaghed, for så er man en pivskid eller en tøsedreng.«

Mænd kommer, når grænsen er nået

Det, der går forud for livskrisen, behøver egentlig ikke at være en voldsom begivenhed. Voldsomheden ligger i, at mændene så længe har undertrykt deres følelser. Otte ud af ti mænd kommer på eget initiativ for at få hjælp, lyder Annette Jønssons vurdering. De fleste har talt med deres koner eller kærester om, at nu er det tid.

»De kommer, når grænsen er nået, og det er ofte kroppen, der bukker under på den ene eller anden vis. De får hjertebanken, hovedpine, mavepine og andre stress-symptomer. Når kvinderne angiver, at de føler flere fysiske symptomer, er det ikke ensbetydende med, at mændene ikke føler det samme. Mænd har ikke lært at tale om krise og sorg, og måden, de håndterer det på, er ofte ved at trække sig tilbage. Det er jo enormt hårdt at gøre det på den måde. De bliver ensomme oven i, fordi de ikke taler med nogen om det,« siger Annette Jønsson.

Kvinden er ofte bindepunktet i familien. Hun tager følelsesmæssigt ansvar, hvis der sker noget voldsomt. Og lader døren stå åben ind til smerten. Mens manden langsomt lader låsen falde i. Den reaktionsforskel hører Annette Jønsson ofte blive luftet i hendes praksis.

»Rigtig mange kvinder beskylder deres mand for at være følelseskold, egoistisk og ligeglad. Men det er ikke tilfældet. Det skyldes simpelthen manglende evne til at gøre noget. Det er et tilbagevendende tema hos mændene, der kommer her. Uanset om han er direktør eller håndværker.«