Kongelig interesse for stjålet borgmesterkæde

Den stjålne borgmesterkæde i Sønderborg er stadig væk, trods en dusør på 10.000. Men interessen omkring den er nået hele vejen til prinsesse Benedikte.

Fredag mistede Jan Prokopek Jensen det symbolske bevis på, at han er borgmester i Sønderborg. Borgmesterkæde blev nemlig stjålet fra hans hjem i Guderup på Als.

Siden er der er udlovet en dusør på 10.000 kroner og borgmesterens computer, der også blev stjålet, er leveret tilbage. Men trods den intense jagt, er der stadig ingen spor efter kæden.

- Men jeg er fortrøstningsfuld, siger borgmester Jan Prokopek Jensen til P4 Syd. Og at dømme efter interessen for den 100.000 kroner dyre kæde, bliver den svær at skjule.

- Ved ballet-arrangementet i aftes ved Sønderborg Slot spurgte alle til kæden - ja, selv prinsesse Benedikte, så kongehuset er også godt informeret, fortæller Sønderborgs borgmester.

/ritzau/