Kommuner kræver redegørelse for forstanders brug af skattekroner

I flere af de kommuner, som har betalt bostedet Storskoven for at tage sig af udsatte unge, vækker sagen om forstanderens brug af offentlige midler bekymring. Flere kræver redegørelse.

Bostedet Storskoven på Fyn har modtaget millioner af støttekroner fra flere kommuner. Nogle af dem er imidlertid gået til forstanderens privatforbrug. Foto: Sophia Juliane Lydolph Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sagen om en forstanders brug af skattekroner på private udlandsrejser og renovering af sin privatbolig skal nu undersøges til bunds.

Sådan lyder i hvert fald meldingen fra flere af de kommuner, der har betalt den selvejende institution Storskoven for at tage sig af nogle af landets mest udsatte børn og unge.

Berlingske kunne i går beskrive, at bostedets mangeårige forstander, Emil Raun, gennem en årrække har brugt institutionens midler bl.a. til betaling af rejser med sin familie og istandsættelse af sine private boliger – herunder købet af en eksklusiv vandhane til knap 18.000 kroner.

Bostedets primære indtægtskilde er de millioner af skattekroner, som hvert år modtages fra kommuner som Fredericia, København og Glostrup.

Ifølge Ole Steen Hansen (S), formand for Børne- og Skoleudvalget i Fredericia Kommune, der har en enkelt af kommunens unge placeret på bostedet, skal sagens undersøges til bunds.

»Vi vil ikke lægge navn til, at det offentliges penge er blevet brugt på den måde, og vi vil nu bede Socialtilsynet om en nærmere redegørelse for sagen. Hvis forholdene ikke bliver bragt i orden, kan jeg ikke forestille mig, at vi fremover vil placere unge på institutionen. Selv om fagligheden skulle være helt i orden, kan vi ikke lægge navn til, at lederen har brugt pengene privat,« siger Ole Steen Hansen.

»Grotesk sag«

Ifølge det omfattende bilagsmateriale, som Berlingske er kommet i besiddelse af, blev Storskovens midler allerede tilbage i 2014 brugt på at betale Emil Rauns private rejser. Senere er bostedets penge blevet brugt til at betale for byggematerialer for titusindvis af kroner til Emil Rauns private boliger i Aarhus og Odense. Herunder en udgift på 95.936 kr. hos en køkkenforhandler i Odense. Og i september i år blev institutionen sat under skærpet tilsyn, fordi der bl.a. var fundet »transaktioner, som ikke vedrører tilbuddets drift«.

I Københavns Kommune kalder Rune Dybvad Simonsen (S), formand for Børne- og Ungeudvalget, sagen for »grotesk«.

»Jeg mener, at Københavns Kommune skal tage fat i tilsynet og bede om en redegørelse for, hvad der er foregået, og hvorfor det har kunnet stå på i så lang tid. Som kommune burde vi jo kunne stole på, at der ikke foregår misbrug af penge de steder, hvor vi sender udsatte børn og unge hen,« siger han.

I Glostrup Kommune kalder Sophie Brohus (V), formand for Børne- og Skoleudvalget, sagen for »utrolig beklagelig« og oplyser, at hun har »fuld tillid til, at tilsynsmyndighederne gør, hvad der skal gøres«. Også i Faaborg-Midtfyn Kommune ser Jakob Holm (SF), formand for Opvækst- og Læringsudvalget, med »stor alvor på sagen« og erklærer sig tilfreds med, at tilsynet er i gang med at undersøge Storskoven.

Hverken Storskovens bestyrelse eller Emil Raun har indtil videre ønsket at kommentere sagen. Berlingske forsøgte i går uden held at få en kommentar bestyrelsen, mens Emil Raun fortsat ikke ønsker at forklare sig.

Ikke længere forstander

I et interview med Fyens Stiftstidende omhandlende Berlingskes historie henviste han lørdag aften dog til den verserende tilsynssag og siger ifølge avisen, at »der er ingen forhold på Storskoven, som tilsynet ikke er opmærksom på«.

»Men hvis jeg havde taget noget, så havde jeg nok ikke været her så længe,« siger han videre til Fyens Stiftstidende om sagen.

Samtidig forklarer Emil Raun til avisen, at han ikke længere er forstander på Storskoven, men at han derimod er tilknyttet som udviklingskonsulent.

Dermed har Berlingske fortsat ikke fået en forklaring på, hvorfor Emil Rauns kone overførte flere hundrede tusinder til Storskovens konto dagen inden, at socialtilsynet aflagde bostedet et varslet besøg i august, og om pengene skulle dække det beløb, som Emil Raun har brugt på at betale private udgifter. Ifølge eksperter vil det dog fortsat være i strid med reglerne, hvis Emil Raun blot har lånt pengene af institutionen.

Berlingske har i går forsøgt at få en kommentar fra Socialtilsyn Syd, der er ansvarlig for tilsynet med Storskoven. Det har ikke været muligt. Tilsynschef Peter Bjerregaard Andersen forklarede i gårsdagens Berlingske, at han ikke ønsker at udtale sig, mens tilsynet fortsat er i dialog med Storskoven som en del af tilsynssagen.