To knivopgør i Aalborg

To aalborgensere indlagt med livstruende kvæstelser, efter at være stukket ned med knive. To mænd på 25 år fængslet for drabsforsøg.

To mænd på 25 år blev søndag eftermiddag varetægtsfængslet frem til den 16. august.

De er begge sigtet for drabsforsøg efter to separate, men nærmest identiske knivoverfald i Aalborg lørdag aften.

Overfaldene skete med få timers mellemrum, og begge ofre er søndag indlagt på Sygehus Syd i Aalborg med alvorlige kvæstelser efter at være blevet stukket i hjerteregionen.

Det ene offer, en 26-årig mand, blev lørdag aften stukket ned i sin lejlighed på Tove Ditlevsensvej. Politiet oplyser, at offer og gerningsmand kender hinanden. Til gengæld er motivet til, at den 25-årige pludselig huggede en kniv mod vennens hjerte, ukendt.

Få timer senere blev en 45-årig mand fra Næssundgade stukket ned på gaden ud for sin bopæl. Også han blev ramt af knivstik i hjerteregionen.

/ritzau/