Kina om valgplakater ved ambassade: Det er bevidst provokation

Kina mener ikke, at man skal blande sig i landets interne anliggender under påskud af, at der er valgkamp.

Thomas Rohden fra De Radikale satte søndag ti valgplakater op ved Kinas ambassade i København. Få timer senere var de væk. Nikolaj Skydsgaard/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den kinesiske ambassade i Danmark tager afstand fra de plakater med et tibetansk flag, som en politiker fra De Radikale søndag hængte op ved ambassaden i København.

- Vi udtrykker vores stærke indignation over denne bevidste provokation, skriver ambassaden i en skriftlig kommentar.

- Vi blander os aldrig i andre landes valg, men vi er dog klart imod ethvert forsøg på at blande sig i Kinas interne anliggender og undergrave dets suverænitet og territoriale integritet under påskud af valgkamp eller den såkaldte "ytringsfrihed", skriver ambassaden.

Thomas Rohden, der er kandidat til regionsrådsvalget i Region Hovedstaden, satte søndag ti valgplakater op nær ambassaden. Nogle timer senere var de væk.

På plakaterne kan man se en smilende Thomas Rohden foran det tibetanske flag samt teksten "Stop samarbejdet med Kina". Han er ud over medlem af De Radikale formand for Dansk Kina-Kritisk Selskab.

Han har en formodning om, at det er ambassaden, der har taget plakaterne ned, og han har derfor valgt at anmelde den til politiet.

Ambassaden forholder sig i sin udtalelse ikke til, at plakaterne er blevet taget ned.

Mediet Den Uafhængige kopierede mandag nogle af valgplakaterne, som blev sat op samme sted ved ambassaden.

For rullende kamera kunne mediet dokumentere, at de bliver pillet ned. Ifølge Den Uafhængige er det en vagt fra ambassaden, der piller dem ned.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) understreger i en kommentar til sagen, at det er "stærkt problematisk", hvis lovligt opsatte valgplakater er blevet fjernet. Uanset årsagen.- Jeg forstår, at den omtalte konkrete hændelse er anmeldt til politiet, og billederne fra vejen foran ambassaden er da umiddelbart også bekymrende.

- Vi skal og vil stå fast på vores værdier og principper. Herunder at vi lever i et retssamfund.

- Jeg vil derfor afvente at træffe en beslutning om eventuel videre håndtering, til politiet måtte komme med en konklusion, siger ministeren.

Politiet oplyste tirsdag, at det har taget kontakt til anmelderen for at undersøge, om "han har yderligere oplysninger til sagen, end de oplysninger som fremgår af anmeldelsen".

Thomas Rohden har tirsdag været ude og hænge plakaterne op igen ved ambassaden.

- Det, der ryger hurtigt ned, ryger også hurtigt op, skriver han på Twitter.

/ritzau/