»Jeg kan efterhånden ikke holde ud, at politikerne taler om mennesker i moden alder, som om de er et problem, en ældrebyrde«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Partilederrunden på TV 2, onsdag aften kl. 21.00. Ordstyrer: Cecilie Beck. Det er SFs Pia Olsen Dyhr, der har ordet. Hun siger: »Der kommer flere af dem!« Som om hun taler om dræbersnegle eller en anden invasiv art. Men det gør hun ikke. Hun taler om mennesker. Eller er de egentlig mennesker, dem, der er fyldt 70 år? Helle Thorning-Schmidt har lige gjort det samme, og det gjorde hun også i DRs partilederrunde klokken 19.00, hvor Kim Bildsøe Lassen var vært. Der kommer i de kommende år 140.000 flere over 70 år, gjaldede den fungerende statsminister. Det skulle være en væsentlig del af begrundelsen for, at Socialdemokratiet går til valg på en forhøjelse af det offentlige forbrug på 0,6 procent, og skulle samtidig illustrere, at Venstres udgiftsstop i realiteten er en massakre på den offentlige sektor og et skub i afgrunden på de gamle. Jeg kan efterhånden ikke holde ud, at politikerne tillader sig at tale om mennesker i moden alder, som om de er et problem, ældrebyrden, som Mogens Lykketoft sagde, indtil han selv blev ældre.

Den herskende forestilling om de gamle er stereotyp. Når ældre optræder på TV, er det enten som kuriositeter – se bare: han kan stå på hovedet, selv om han er 92! – eller som plejehjemsbeboere, der sidder og savler ved spisebordet eller spiller bingo med et ansigtsudtryk og en kropsholdning, som var de allerede gået hinsides. Det er det billede, Pia Olsen Dyhr og Helle Thorning-Schmidt lægger op til med deres 140.000 invaderende gamle. Løgn er det jo. De ved lige så godt som jeg, at det er en lille bitte del af de ældre, der havner på plejehjem, og de burde vide, at færre og færre ældre har brug for hjemmehjælp, og at det i stor udstrækning er de ældre, der giver samfundsøkonomisk overskud. Ved de to partiledere ikke det, bør de spørge økonomerne.

Lad mig beskrive en af Pia Olsen Dyhrs og Helle Thorning-Schmidts 140.000 pasningsvrag, nemlig mig selv, 72 år. Som mange jævnaldrende har jeg forsørget mig selv, siden jeg var 15 år, har aldrig modtaget en krone i SU, men havde fuldtidsarbejde under hele mit syv år lange studium, har stadig en arbejdsuge på mindst 60 timer, hæver ikke folkepension, men betaler i år 500.000 kr. i skat. Min kone er seks år yngre end jeg, er lektor i det moderne gymnasium, så hun arbejder simpelthen altid, betaler 275.000 i skat. Hvis vi engang ud i fremtiden hæver folkepension, får vi kun mindstebeløbet, en ren almisse. Sidste sommer bragte Berlingske en model for, om man var økonomisk »bæredygtig«, dvs. om man gav samfundet underskud eller overskud. Flertallet af danskere får stadig mere fra det offentlige gennem livet, end de yder, selv om regnskabet efterhånden er blevet bedre, især på grund af de reformer, den borgerlige regering gennemførte.

I Berlingske kunne man efterprøve, hvordan ens eget regnskab i forhold til det offentlige var ved at indtaste nogle tal på b.dk/bæredygtig. Jeg kunne ikke uden tilfredshed notere, at jeg blev økonomisk bæredygtig som 34-årig (formentlig tidligere, men mine særlige forhold kunne modellen ikke kapere) og giver samfundet et overskud på 254.500 kr. om året fra vugge til grav – eller i alt 21,6 mio. kr. Min kone gav et overskud på knap ti mio. kr. Det er en sjov selskabsleg, men der er alvor i den. Jeg mener ikke, at et liv skal gøres op som en god eller dårlig forretning for samfundet. På den anden side er vi nødt til at lave den slags beregninger og tage vores forholdsregler, hvis vi vil undgå, at den danske skude går på grund.

Men jeg og min kone og mange med os er altså – eller bliver snart – nogle af de 140.000, som Helle Thorning-Schmidt og Pia Olsen Dyhr brugte som et skræmmebillede, der skulle motivere, at verdens største offentlige sektor skal blive endnu større. Det får formentlig kun lov at stå uimodsagt – de Konservatives Søren Pape og Venstres Lars Løkke mumlede dog en spag indvending – fordi der ikke er mennesker i en moden alder blandt politikerne. De er alle omkring 50 eller yngre, og det er egentlig den alvorligste skavank ved vores politiske liv. Så vidt jeg ved, er kun Mogens Lykketoft, Bertel Haarder og Marianne Jelved »fremadrettet« – Helle Thorning-Schmidts yndlingsord – aktive politikere på over 70 år. Birthe Rønn Hornbech og Per Stig Møller genopstiller desværre ikke.

I virkeligheden er dette en sensationel situation: i et land, der forstår sig selv som et demokrati, et folkestyre, er op imod en million mennesker ikke repræsenteret i parlamentet. Der er tale om mennesker, hvoraf en betydelig del har betalt store skatter og flere og flere af dem gør det i stigende grad, mennesker, der har omfattende erfaring. Efterhånden sidder der et større antal unge mennesker i Folketinget. De har ingen anden erfaring end den, de har fået i deres politiske ungdomsorganisation, og den, de får ved at tage selfies med hinanden. Men de kapaciteter, der befinder sig i den anden ende af aldersspektret, er i praksis udelukkede. Hvad er dog det for et demokrati? Det er ikke noget at råbe hurra for. Alligevel ønsker jeg årsungerne god valgkamp, og jeg lover, at jeg skal følge dem nøje og meddele mine iagttagelser her i Læst og Påskrevet.

 

Jeg kan efterhånden ikke holde ud, at politikerne taler om mennesker i moden alder, som om de er et problem, en ældrebyrde«