Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Politikere, der taler lige ud af poser, vinder altid stor respekt«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I næste uge kommer det frie Tibets åndelige leder, Dalei Lama, til København. Det frie Tibet, kom jeg til at skrive. Det er lovlig frisk, faktisk en tilsnigelse. Ifølge dansk udenrigspolitisk linje eksisterer det frie Tibet ikke. I en såkaldt verbalnote, 2009, anerkendte den daværende borgerlige regering efter pres fra Kina, at Tibet hørte under Kina, en beslutning, der ikke gav rum for den tibetanske selvstændighedsbevægelse. Man kan på visse måder sammenligne Tibets forhold til Kina med Kosovos forhold til Serbien. Ligesom Tibet statusmæssigt har autonomi, selvstyre – i praksis ikke-eksisterende – i forhold til Kina, havde Kosovo selvstyre i forhold til Serbien, men ved Jugoslaviens opløsning blev denne autonomi svækket, og Kosovos selvstændighedsbevægelse styrket. Danmark støttede selvstændighedsbevægelsen, og i 1999 deltog vi oven i købet i befrielseskrigen til fordel for denne selvstændighedsbevægelse. Hvorfor denne forskel? Svaret er enkelt: realpolitik.

Begrebet realpolitik er præget af Tysklands første rigskansler, Otto von Bismarck, en politiker og åndspersonlighed af et respektindgydende format. Jeg skal ikke lægge skjul på, at han er en af de to politikere, jeg sætter højest. Den anden er Winston Churchill, i meget Bismarcks modsætning. Et land har ikke venner, sagde Bismarck, det har interesser. Dette er kernen i begrebet realpolitik. Når vi ikke støtter den tibetanske selvstændighedsbevægelse, og når ledende politikere blegner, hver gang Dalei Lama annoncerer sit besøg, skyldes det, at vi ikke tør fornærme kineserne. Vi har større og større økonomiske interesser knyttet til Kina, og efterhånden er der opbygget et net af samarbejdsrelationer, som vi ikke vil sætte over styr.

Derfor talte kulturminister Marianne Jelved (R) ikke sandt, da hun med stigende forurettelse påstod over for Martin Krasnik i DR2 Deadline, at det skyldtes almindelig høflighed, at hun i sidste øjeblik undlod at besøge systemkritikeren Ai Weiwei under sit Kina-besøg for nylig. Der lå en simpel kalkule bag. Tidligere fødevareminister Mette Gjerskov (S) talte heller ikke sandt, da hun forleden på samme kanal forsøgte at bortforklare, hvorfor Helle Thorning-Schmidt (S) ikke vil mødes med Dalai Lama, når den smilende munk kommer. Ofte forstår jeg ikke, hvorfor politikere ikke bare siger sandheden. Politikere, der taler lige ud af posen, vinder altid respekt.

At bedrive realpolitik er sjældent smukt. Der står en sort sky af kompromis, kynisme og kold beregning omkring realpolitikken. Det er meget flottere at være idealist. Idealisten varmer hjertet, får tåren til at trille og brystet til at løfte sig af begejstring. Idealister er menneskehedens velgørere. Eller er de? I det daglige liv er de fleste idealister især idealister på andres vegne. Enhedslistens ledende kvinde, Johanne Schmidt-Nielsen, er altid god for en indigneret svada på menneskelighedens vegne. Hun er nærmest blevet folkeeje, men hvad er hendes idealisme værd i praksis? Enhedslisten er politiske gratister. De bliver aldrig stillet til regnskab for konsekvenserne af deres egne synspunkter.

I Bent Winthers interessante interview i Berlingske, onsdag, med Venstres Søren Pind, rejser Pind det helt vitale spørgsmål om forholdet mellem realpolitik og idepolitik i en dansk sammenhæng. Jeg forstår godt hans forbehold over for udenrigsminister Martin Lidegaards (R) realpolitiske holdning til forhandlinger med den syriske despot Bashar al-Assad, for når de Radikale snakker realpolitik, ender det erfaringsmæssigt altid med eftergivenhedspolitik.

Men i virkelighedens verden har realpolitikken næsten altid gjort mere for menneskene end den idealistiske politik. Historien viser os, at idealister med magt enten ender med at koste en masse mennesker livet eller efterlader en verden i kaos. Idealistiske amerikanske præsidenter som Wilson, Jimmy Carter og – måske – Barack Obama har i praksis forvoldt mere skade end godt. På den anden side er realpolitik uden idealisme tom politik. Men det er svært at afvise Martin Lidegaards synspunkt i den aktuelle situation. Når det største onde skal bekæmpes, kan man ikke altid vælge sine venner. Det gjaldt, da Hitler skulle bekæmpes. Og det gælder i dag over for den rædselsbande, der kaldes Islamisk Stat.

CEPOS’ bestyrelse, som jeg er medlem af, havde for nylig, som det også fremgik af et interview i Berlingske, inviteret Richard Perle, tidligere sikkerhedsrådgiver for præsidenterne Reagan og George W. Bush, til Danmark. Under bestyrelsens frokost med Perle gav han en meget præcis skildring af IS, der – sagde han – er langt farligere, end vi tror. Efter Perles vurdering bør Vesten gøre en langt større indsats for at bekæmpe IS, der ligesom marxismen og nazismen er båret af en vision. En grusom vision, en dyster fortidsvision efter vores opfattelse, men det er en vision, der taler til mange mennesker. Hvis de vinder en enkelt sejr, eller blot noget, der kan fremstilles som en sejr, vil de kunne brede sig til de mange lande, hvor der er store muslimske mindretal. Succes avler succes. Jeg deler Perles frygt. I bekæmpelsen af Islamisk Stat kan realpolitik og idépolitik gå hånd i hånd.