Ifølge Financial Times kan Danmark blive bedt om at spille en hovedrolle i forsøget på at stoppe Ruslands olieeksport.

Mediet skriver, at EU planlægger at give Danmark ansvaret for at inspicere og potentielt bremse tankskibe, der sejler gennem Øresund med russisk olie.

Financial Times henviser til tre EU-kilder, der angiveligt kender til planerne. Ingen i den danske regering eller de danske ministerier har umiddelbart bekræftet oplysningerne.

For ti måneder siden besluttede EU og G7-landene, at en tønde russisk olie kun måtte koste 60 dollar. Det skulle begrænse Vladimir Putins indtjening på olieeksport, som bruges til at finansiere krigen i Ukraine.

Rusland er dog i vid udstrækning lykkedes med at omgå prisloftet.

Med indførelsen af prisloftet på 60 dollar pr. tønde fik vestlige selskaber forbud mod at fragte eller forsikre russiske olielaster med en højere pris. Men Rusland formår at sejle olien ud gennem Østersøen uden at være forsikret af vestlige selskaber.

Cirka 60 procent af Ruslands olieeksport via skibe forlader landet via Østersøen og gennem Storebælt. Cirka to millioner tønder russisk olie sejler hver dag gennem Øresund, skriver Financial Times.

Ifølge avisen kan Danmarks søfartsmyndigheder i en ny EU-plan få til opgave at undersøge tankskibene og stoppe dem, hvis det vurderes, at de udgør en potentiel miljøfare og ikke sejler med EU-godkendt forsikring.

Det er uklart, hvordan danske myndigheder skal reagere, hvis et tankskib nægter at stoppe, understreger avisen.

Europa-Kommissionen afviser over for Financial Times at kommentere rygterne om planen. Men kommissionen understreger over for mediet, at kommissionsformand Ursula von der Leyen har lovet yderligere »handling for at stramme prisloftet«.

Berlingske arbejder på at få en kommentar fra de relevante danske myndigheder.

Opdateres …