Hjemlig hygge i børnehaven

Der er ild i pejsen, når børn og forældre ankommer til Vognmandsparkens Børnehave på de kolde vintermorgener. Her arbejder de ansatte konstant på, at børnehaven skal være et hyggeligt hjem nummer to.

Det er en institution, men det skal helst ikke ligne for meget. Det vakte en del opmærksomhed, da personalet i Vognmandsparkens Børnehave for fem år siden - efter forslag fra en dreng i øvrigt - fik installeret en pejs. <br><br>Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

Det kan godt være, at en stor del af børnene i Vognmandsparkens Børnehave ikke vokser op i et hjem med klaver. Men når de engang skal fortælle andre om deres herkomst, kan de i det mindste slå på, at de kommer fra en børnehave med klaver.

I Roskildes udkant mellem blodfattigt socialt boligbyggeri ligger en lav, beskeden gulstensbygning. Udefra ligner det en daginstitution af den slags, der går 13 af på dusinet. Men åbner man døren til den nye gang, er stilen brudt. Det ujævne gulv er støbt af sten fra stranden, til højre står en mahognisofa, og endevæggen prydes af et familiegalleri. Kun de lave knagerækker med flyverdragterne sladrer om, at vi er i en daginstitution.

15 år har stedfortrædende leder Gitte Guldager arbejdet i børnehaven, og hun er lidt stolt over at kunne præsentere et sted, som gør en dyd ud af ikke at ligne en funktionel daginstitution med specielt designede institutionsmøbler, og hvad dertil hører.

I Vognmandsparken er der ingen blå og rød stue, men en pejse- og en klaverstue. Overalt er der hyggelige gamle skabe, sofaer og stole. På det ene af toiletterne er der badekar, og næsten hver dag er der børn, som føler trang til et karbad. Køkkenmøblerne i birketræ er lavet hos en møbelsnedker i Sverige, hvor børnehaven har været på koloni. Den store pejs blev bygget for fem år siden og har sin egen historie.

»Vi sad med nogle børn og udvekslede ønsker for børnehaven. En af drengenes højeste ønske var, at vi kunne lave ild indendørs, og det blev til en pejs.« fortæller Gitte Guldager.

Hverken kommune eller forældre blev rådspurgt, men en ældre murer blev tilkaldt for at bese forholdene. Han var noget skeptisk, en pejs i en børnehave, det havde han aldrig hørt om.

»En mor spurgte også, mens byggeriet stod på, om vi virkelig havde tænkt os at tænde ild i den. Ja, hvad havde hun ellers forestillet sig.«

Protesterne væltede dog ikke ind, og i dag er selv forældrene utroligt glade for pejsen. Det er svært at komme videre, når der sådan en vintermorgen er tændt op i den herregårdsrøde pejsestue, hvor lysekronen - et containerfund - hænger i loftet, som i øvrigt har fået snydestuk for at understrege den hjemlige hygge. Her slapper børnene tit af foran ilden med en bog eller et fodbad efter en regnvejrstur.

Børnehaven har ikke flere kvadratmeter end andre daginstitutioner, derfor udnyttes alle rum i huset. I den store mellemgang med bl.a. garderobe er et stykke lukket af med forhæng, hvis et par børn eller tre har lyst til at være for sig selv. Og børnene må komme overalt i bygningen, også inde på lederens kontor og det tilstødende personalerum.

»Skal pædagogerne holde pause, finder vi bare et andet sted i huset og puster ud. Man skal heller ikke gøre det sværere end nødvendigt. Jeg hørte om en børnehave, hvor hele personalet på skift holder pause på en time, og i den tid er børnene nødt til at være udenfor i to timer. Ville vi andre bryde os om at blive tvunget på den måde,« spørger Gitte Guldager.

I dag er det dog eftertragtet at opholde sig udenfor i solskinnet. En gruppe af de ældste drenge er sammen med pædagogen Anders optaget af ishockeykamp på legepladsens fodboldbane, som frosten har forvandlet til en skøjtebane. Pucken er en klump is, og nogle lange kæppe gør det ud for hockeystave. Kampen er så hektisk, at børnehavens to høns holder sig pænt på afstand.

»Børnene må gerne have deres eget legetøj med hver dag, for vi køber ikke selv så meget. Legoklodserne stammer f.eks. fra vores egen barndom, derfor har børnene tit en pose med hjemmefra med mere tidssvarende klodser,« siger Gitte Guldager.

Bil og nyt køkken

På en eller anden måde lykkes det som regel altid børnehaven at komme igennem med de mange ideer. Boligselskabet, der ejer bygningen, puttede for to år siden penge i en tilbygning med gang og køkken, men børnehaven var også selv i stand til at lægge 300.000 kr. på bordet. I september lykkedes det at få råd til en brugt Toyota Hiace med plads til to voksne og syv børn.

Børnene bestemmer selv, om de vil være ude eller inde, og på hvilken stue de vil være.

»Men er der en stueplante, som sjældent vil lege ude, sørger vi for, at det barn kommer med ud at handle eller med på vores mange ture. Vi respekterer altid børnenes ønsker, men det er os voksne, der har det endelige ansvar. Derfor er der også ting, som vi vil gennemføre. F.eks. vores læsegrupper efter frokosten, hvor børnene bliver delt op efter alder og får læst historier.«

Men ellers er børnehavens politik, at børn skal afbrydes så lidt som muligt, og de skal føle, at de kan være på egen hånd, uden konstant at føle sig overvåget. Børnene skal inddrages, ikke opdrages.

»Vi stikker altid en finger i jorden, før vi afbryder børnene, hvis de er i gang med noget vigtigt. Man skal i det hele taget være forsigtig med at sige nej til børn. Det er ikke alt, der kan lade sig gøre, men det meste kan, og som regel kan man finde et kompromis. Kom der et par børn og spurgte mig lige nu, om de må komme i badekarret, ville jeg nok sige nej.

Men så er det i orden, hvis de bagefter får et ja fra Anders, for det kan han godt overkomme. Det er ikke at spille os voksne ud mod hinanden, men et udtryk for, at børnene kender os, og ved hvad de kan bruge os til.«