Haveaffald og vasketøj har hjulpet ham ud i friheden

De danske fængsler har tilsyneladende ikke et generelt problem med sikkerheden. Derimod har de et unikt problem i form af Brian Bo Larsen, som nu er stukket af for 22. gang.

Den danske udbryderkonge Brian Bo Larsen fik sin første dom som 15-årig og har blandt andet deltaget i DRs omdiskuterede programserie »Restaurant bag tremmer«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Gennem ti år og ti måneder var der ikke én flugt fra Vridsløselille. Natten til lørdag brød Brian Bo Larsen ud af statsfængslet ved Albertslund. Kort fortalt savede han en tremme over i cellens vindue og kravlede ned med et tov, som han havde flettet ud af et boldnet.

Ti år og ti måneder tidligere var det samme Brian Bo Larsen, som brød ud af Vridsløselille.

22 gange er han stukket af fra danske fængsler og arresthuse. Dermed cementerer han titlen Danmarks uofficielle flugtkonge foruden sin nok mindre romantiske titel af vaneforbryder. Senest blev han idømt syv års fængsel for væbnet røveri, og sammenlagt har han tilbragt over halvdelen af sine 40 år bag tremmer. Sidste år bagatelliserede han de mange springture undervejs.

»Når man har siddet så lang tid, så ser man jo alle hullerne løbende. Og hvis jeg får lyst, så bruger jeg bare et af dem,« sagde Brian Bo Larsen til BT, som også gav et overblik over de mange udbrud:

F.eks. stak han i 1993 af fra Horsens Statsfængsel, da han under en gårdtur gemte sig i en lastbil med vasketøj.

To år senere var Brian Bo Larsen blandt de 12 fanger, som løb ud gennem Vridsløselilles ringmur, efter at en gummiged havde slået hul i den. Han gemte sig hos en veninde på Amager, hvor politiet fangede ham et par dage efter flugten.

»Ret dumt«

I 2004 stak Brian Bo Larsen igen af fra Vridsløselille, da han begravede sig under have­affald i en minicontainer. På det tidspunkt afsonede han en dom på fem måneders fængsel for falsk anklage og overtrædelse af færdselsloven. En kriminalkommissær kaldte det »ret dumt« at stikke af fra den ret korte afsoning i betragtning af, at flugten kan give op til to års ekstra fængselsstraf.

Året efter stak Brian Bo Larsen af fra Horsens Statsfængsel i forbindelse med farmorens begravelse på Fyn. Under et toiletbesøg skar han sit bælte af og løb ned på en parkeringsplads, hvor han stak af i en bil. Få timer senere fangede politiet ham.

Sådan fortsætter historien frem til fængselsflugten fra Vridsløselille natten til lørdag. Det lykkedes forleden Ekstra Bladet at fange Brian Bo Larsen på telefon, og hér forklarede han, at han stak af endnu en gang, fordi Kriminalforsorgen ikke ville give ham udgang.

»Og så tog jeg lidt ferie,« sagde han til Ekstra Bladet.

Det har de seneste dage ikke været muligt at komme i kontakt med Brian Bo Larsen. Normalt fortæller han ellers gerne sin historie, der går tilbage til en svær barndom i Odense og den første dom som 15-årig. Folk, som har mødt ham, fortæller, at han ikke har noget imod opmærksomheden.

Brian Bo Larsen var også blandt deltagerne i DRs omdiskuterede programserie »Restaurant bag tremmer«, hvor kokken Claus Meyer skulle lære fængselsfanger at lave gourmetmad. Kritikere indvendte, at gav det kriminelle mulighed for at blive mere eller mindre funklende TV-stjerner.

I programmet talte Brian Bo Larsen også om sin vedholdende trang til at bryde ud af fængsel:

»Når du er stukket af, gælder det bare om at opleve så meget som muligt, inden du kommer ind igen.«

Over for BT har han beskrevet, at han har en voldsom rastløs energi, som han forsøger at holde under kontrol ved at ryge hash. Han drømmer om stifte familie, har han forklaret, men energien kommer i vejen. Den kommer åbenbart også i vejen for ofrene for hans forbrydelser.Ifølge BT er han f.eks. dømt for at stikke af med 23.000 kr. fra en købmandsbutik under en springtur. Under et andet købmandsrøveri affyrede han et skræmmeskud med en gaspistol, lænkede en ansat til et vandrør og stak af med 26.000 kr. og 142 kartoner cigaretter.

Som i en B-film

Kriminalforsorgens statistik for 2013 viser, at der sidste år var 14 undvigelser – over muren, under transport og andre former for flugt – fra lukkede fængsler og arresthuse i Danmark. Ifølge den seneste årlige fængselsstatistik fra Europarådet placerede Danmark sig med ni fangeflugter i 2011 i den højere ende – dog overgået af bl.a. Frankrig og Schweiz med henholdsvis 29 og 33 fangeflugter samme år.

I Vridsløselille ærgrer inspektør Kim Tobberup Andersen sig over flugten natten til lørdag. Umiddelbart har fængslet dog i hans øjne ikke et generelt sikkerhedsproblem, men et unikt problem med vaneudbryderen.»Vi har i Brian Bo Larsen en indsat, som er yderst kreativ,« siger fængselsinspektøren.

Han forklarer, at Brian Bo Larsen har været særligt sikret i fængslet, men at de indsatte ikke bare kan sidde bag låste døre, indtil de forlader fængslet. Dels fordi det efterfølgende gør det sværere for de dømte at tilpasse sig samfundets normer og regler. Dels fordi det øger risikoen for, at de begår ny kriminalitet.

»Derfor løsner vi undervejs op for de indsatte, og det skete også i Brian Bos tilfælde. Hvis vi havde vidst, at han havde intention om at stikke af, var vi ikke nået dertil,« forklarer Kim Tobberup Andersen.I betragtning af, han er stukket af 21 gange før, hvorfor troede I så, at han ikke ville gøre det igen?»Det handler om den adfærd, han viste. Og det forhold at han en lang periode – også før han kom her til fængslet – havde siddet under meget restriktive forhold. Vi ville gerne se, om vi kunne løsne op for det.«Og så slog flugtkongen til igen?»Ja, det er som taget ud af en amerikansk B-film,« siger fængselsinspektøren og tilføjer:

»Han savede jo tremmen over og klatrede over muren.«

Onsdag eftermiddag var Brian Bo Larsen stadig på fri fod.