Han er drevet af sin samvittighed

Den 68-årige advokat Leif Skov, der gjorde storbygherren Aage V. Jensens naturfonde til sit livsværk, er drevet af idealisme og kulsorte samvittighed på sin generations vegne,.

Portræt

Storbygherren Aage V. Jensen var ikke en mand, der gjorde væsen af sig. Det gør hans førstemand for naturfondene Leif Skov heller ikke. Den 68-årige advokat, der gjorde Jensens naturfonde til sit livsværk, er en stilfærdig eksistens i offentligheden, til gengæld et respekteret navn blandt naturfolket.

Aage V. Jensen og Leif Skov fandt sammen i fælles glæde over og bekymring for Danmarks natur. Bekendtskabet begyndte, da den nyslåede advokat Leif Skov i 1971 slog sig ned i Vimmelskaftet i København og overtog forgængerens forretninger med den jyske tømrermester. Forretningsforbindelsen udviklede sig til et nært venskab.

Siden Leif Skov satte den første af Aage V. Jensens nu tre naturfonde på juridisk gyldigt papir, har han været deres formand og manden med naturens overblik.

Siden 1984 har hans professionelle tilværelse været viet fondene. Bortset fra betjeningen af sine ældre klienter, som ikke vil af med deres advokat. Opkøbene af Vejlerne i Han Herred, Lille Vildmose i Himmerland og Æbelø, genslyngningen af Gudenå og de unikke atlaser over Danmarks plante- og dyreliv regnes blandt fondenes danske fortjenester.

Naturinteressen havde Leif Skov med hjemmefra, hvor naturen lå uden for døren i form af Store Vildmose i Vendsyssel. Her tog hans far, Åbybros slagter, drengen med på jagt- og fisketure, og unge Skov blev tidligt et aktivt medlem af både Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Jagtforening og Dansk Ornitologisk Forening. Organisationer, som i dag nyder godt af formandens hjerte og dybe kendskab til deres virke.

Man falder godt i hak med ham, siger folk med ærinde til fondskontoret i Kampmannsgade, hvor advokatdatteren Mette er blevet en nær medarbejder. Man ved, hvor man har ham, hedder det, og der er ikke megen udenomssnak. Han er resultatorienteret og præcis i sine udmeldinger. Kommer man til ham på naturens vegne, kan man regne med ham. På den anden side efterlader han ikke falske forhåbninger.

Sort samvittighed
Idealismen driver ham, siger han selv. Og den kulsorte samvittighed på sin generations vegne:

»Jeg tilhører den generation, der efter Anden Verdenskrig og op i tresserne ødelagde mest for den danske natur. Jeg føler en forpligtelse til at rette op på den natur, jeg skal aflevere til mine efterkommere.«

Familielivet leves på gården i Udbyhøj, der hvor Randers Fjord møder Kattegat. Golf bliver der for lidt af, siger han uden beklagelse.

»Golf spiller man om sommeren, men da har mine syv børn selvfølgelig førsteprioritet.«