FN-komité: Forkert dansk afgørelse i diskriminationssag

Ifølge to retsafgørelser kunne det ikke bevises, at tyrkisk elev blev diskrimineret, da han fik afslag på praktikplads. FN-komité: Manden bør have erstatning.

Det var forkert, at byretten og landsretten frikendte Københavns Tekniske Skole, da skolen stod anklaget for at have diskrimineret en dansk statsborger af tyrkisk oprindelse.

Det siger FN's racediskriminationskomité, som derfor fastslår, at den danske stat bør betale erstatning til den pågældende.

Ifølge komitéens afgørelse har staten forbrudt sig med to artikler i FN's konventioner. De handler dels om racediskrimination, dels om ligestilling på arbejdsmarkedet og inden for uddannelsesområdet.

Den dengang 30-årige Murat Er var i 2003 elev på skolen og søgte om at komme i praktik som tømrerlærling. Han fik afslag og fandt en seddel med teksten "ønsker ikke p".

P'et stod for perkere, og der var tale om en arbejdsgiver, som ikke ville have unge med indvandrerbaggrund i praktik.

Sagen blev indbragt for den nyoprettede Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling, som fastslog, at manden havde været udsat for diskrimination. Men byretten og landsretten var altså af en anden opfattelse.

/ritzau/