Far og to børn fundet druknet nær Rørvig efter sejltur

En far, søn og datter har alle mistet livet i forbindelse med en sejlulykke. De blev fundet døde i Isefjord.

Politiet til stede i Lynæs Havn, syd for Hundested, mandag den 15. april 2019. En båd er fundet ud for Lynæs Havn mandag, og en mand er fundet druknet tæt på. Det oplyser Nordsjællands Politi, der ikke kan afvise, at det hænger sammen med efterlysningen af en båd, der sejlede ud fra Frederiksværk søndag morgen. Det oplyser politiet på Twitter.. (Foto: Mathias Øgendal/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Øgendal

En far og hans to børn på 11 år og 13 år er fundet druknet.

De blev meldt savnet søndag, da de ikke kom hjem efter en tur på vandet, oplyser Nordsjællands Politi mandag eftermiddag.

Det tyder på at være en ulykke, lyder det fra politiet.

»Den indledende efterforskning tyder på en tragisk ulykke, og vi har af den årsag ikke yderligere kommentarer til sagen. Skulle vores efterforskning vise andet, skal vi nok melde ud om dette,« skriver politiet på Twitter.

Tidligere mandag blev det oplyst, at en mand var blevet fundet druknet nær byen Nakke, der ligger ud til Isefjord mellem Rørvig og Nykøbing Sjælland. Der er tale om liget af faren.

Samtidig blev også en tom båd fundet ud for Lynæs Havn tæt ved. Efterforskning har vist, at der er tale om den båd, den lille familie stævnede ud i.

De to børn - en dreng på 13 år og en pige på 11 år - er efterfølgende blevet fundet døde. De blev begge fundet i samme område.

Det var familien til de tre, som slog alarm til politiet.

Faren og de to børn var sejlet »ud på en hyggetur« søndag morgen omkring klokken 08.20 fra Frederiksværk.

Siden hørte ingen fra dem.

Derfor blev helikoptere sendt i luften, mens dykkere ledte under vandet. Også både blev brugt i eftersøgningen, der spredte sig over et område både syd og nord for Frederiksværk.

Derfor er områder i Roskilde Fjord, Isefjord og Kattegat blevet afsøgt.

Eftersøgningen af de tre har også baseret sig på meldinger fra skibe og både på vandet. De har meldt ind, hvor faren og børnene ikke er set, så man har kunnet indskrænke søgeområdet.

De pårørende til faren og de to børn er blevet underrettet.

/ritzau/