FAKTA: Det viser Vejdirektoratets fartforsøg

I et forsøg er hastigheden på 103 kilometer statsvej blev hævet fra 80 til 90 kilometer i timen.

Læs mere
Fold sammen

København: Vejdirektoratet er netop kommet med en længe ventet evaluering af 18 forsøgsstrækninger landet over, hvor hastighedsgrænsen siden 2011 forsøgsvis har været sat op fra 80 til 90 kilometer i timen.

* I alt har 103 kilometer statsvej siden juni 2011 været udlagt til forsøg, hvor hastigheden blev hævet fra 80 til 90 kilometer i timen.

* 60 kilometer var landeveje med blandet trafik, hvor evalueringen viser, at der i forsøgsperioden har været 71 procent flere ulykker med personskade, end man kunne forvente.

* Den negative udvikling skyldes formentlig, at grøfter og faste genstande typisk er forholdsvis tæt på kørebanen på disse veje.

* 21 kilometer af forsøgsstrækningerne var motortrafikvej, og her er konklusionen, at det "stort set har været trafiksikkerhedsmæssigt neutralt" at hæve fartgrænsen til 90 kilometer i timen.

* Det samme gælder for forsøgets 22 kilometer landevej uden cykeltrafik, hvor "udviklingen i antal ulykker og personskader ligeledes er neutral".

Kilde: "Evaluering af forsøg med differentierede hastigheder på statsvejnettet". Vejdirektoratet.

/ritzau/