Enhedslisten vil afskaffe frit skolevalg

Det er blevet populært for indvandrerforældre at sende deres børn i friskoler, hvor der kun går tosprogede elever. Enhedslisten vil sikre blandede skoler ved at afskaffe det frie skolevalg.

Stadig flere børn med indvandrerbaggrund går på skoler uden etnisk danske elever. Der er nu 27 privatskoler med 100 procent tosprogede elever, og det er et problem, lyder det fra Enhedslisten.

Undervisningsordfører Rosa Lund (Ø) mener, at man bør afskaffe det frie skolevalg, så flere skoler får en mere blandet elevsammensætning.

»Skoler med udelukkende tosprogede elever er ikke særlig godt for integrationen, ligesom når alle etnisk danske forældre vælger skoler, hvor børnene ligner deres egne børn. De gør præcis det samme som de muslimske forældre,« siger hun.

De seneste fem år er der åbnet syv nye indvandrerfriskoler, og antallet af elever er ifølge Jyllands-Posten steget fra 3.800 i 2009 til flere end 5.000 i 2013.

Rosa Lund påpeger, at antallet af elever på privat- og friskoler er steget generelt, blandt andet på grund af usikkerhed omkring folkeskolereformen.

»Tosprogede forældre vil det samme som etnisk danske forældre - nemlig at sende deres børn over i friskoler og privatskoler, fordi der har været så meget rod og kaos med den nye folkeskolereform,« fastslår undervisningsordføreren fra Enhedslisten.

Karaktergennemsnittet til folkeskolens afgangseksamen viser desuden, at eleverne på rene indvandrerfriskoler klarer sig på lige fod med elever, der går i en almindelig folkeskole.