»En skole, man bliver syg af at være i, er per definition en mislykket skole«

For 50 år siden blev spanskrøret forbudt i den danske folkeskole. Kæft, trit og retning blev erstattet af et mere gensidigt respektfuldt og afslappet forhold mellem elev og lærer. I dag viser en undersøgelse, at det forhold faktisk er afgørende for elevers trivsel og læring

Sidste år sluttede 5.A hver fredag af med klassens tid og børnemeditation for at værne om fællesskab og trivsel. Kirsten Iversen fortæller, at mange havde svært ved det i starten, men at de efterspurgte det til sidst. »Det var en rar måde at slutte ugen af på og at komme ned i gear,« siger hun. Fold sammen
Læs mere
Foto: ASTRID DALUM

»Hvis vi har et godt forhold, er trygge ved hinanden og jeg kan regne med dem, kan vi flytte meget mere, end hvis det bare var kræft, trit og retning,« siger Kirsten Iversen og banker tre gange i bordet med sin pegefinger. Hendes blik er fast gennem brillerne.

Kirsten Iversen er klasselærer for eleverne i 5.A på Lemtorpskolen i den nordvestjyske by Lemvig. De opfatter i højere grad deres elever som en del af fællesskabet end som enkelte elever. I nogle tilfælde taler hele klassen sammen, hvis der har været problemer, i stedet for at Kirsten Iversen kun taler med de involverede.

»Men det er også vigtigt, at de kan komme til mig med personlige ting, uden at de andre får noget at vide, og at de føler sig set og hørt. Hvis de ikke trives, kan vi ikke lære dem noget,« siger hun.

Det samme konkluderer rapporten »Elevernes fællesskab og trivsel i skolen« fra Dansk Center for Undervisningsmiljø. Af den fremgår det, at de elever, som både oplever et godt fællesskab med deres kammerater og med deres lærere trives ekstra godt.

Men det gode fællesskab mellem elev og lærer har ikke altid været i fokus. Indtil ungdomsoprøret i 1960’erne dominerede den sorte skoles udenadslære og kæft, trit og retning. Med andre ord havde eleverne i 5.A før ungdomsoprøret ikke kaldt Kirsten for Kirsten, men Fru Iversen, de havde rejst sig op, når hun kom ind i klassen, og de havde forhåbentligt lært deres lektier og katekismus udenad. Hvis det ikke var tilfældet, havde Fru Iversen lov at give dem en opsang med spanskrøret.

I 2017 er det 50 år siden, spanskrøret og anden legemlig afstraffelse af elever blev forbudt i Danmark, og i 2018 er det 50 år siden, at studerende på 2000 universiteter i den vestlige verden gjorde oprør mod udenadslære, og hvad de syntes var en gammeldags og borgerlig måde at lave uddannelse og undervisning på. Studenteroprøret, som var en del af ungdomsoprøret, igangsatte en humanisering og demokratisering af undervisningen. Det resulterede i nogle mindre autoritetstro elever, men også i et forhold mellem elev og lærer, der i den gensidige respekts navn blev mere afslappet.

 

Stilhedens klap

Nu viser rapporten fra Dansk Center for Undervisningsmiljø, at et godt forhold mellem elev og lærer er enormt vigtigt for elevers trivsel. Rapportens konklusioner er lavet ud fra de svar, som 300.000 skoleelever i 4. – 9. klasse har givet i den nationale trivselsmåling. En måling, som blev igangsat med folkeskolereformen fra 2014 og et ønske om øget fokus på trivsel. Tanken er, at man med den kan holde øje med, hvordan eleverne trives og få bedre muligheder for at sætte ind, hvor det halter.

Udover at vise at et godt fællesskab blandt eleverne er vigtigt for trivslen, viser den også, at de elever, som også oplever et godt fællesskab med deres lærer, trives i en klasse for sig.

Og en af de skoler, hvor elevernes trivsel ifølge rapporten ligger i top, er netop Lemtorpskolen i Lemvig, hvor Kirsten Iversen underviser i 5.A, som Berlingske har besøgt.

En af eleverne klapper en kort fast rytme i hænderne, og al opmærksomhed samles om ham, hvorefter de andre elever klapper den samme rytme. Så er der stille.

»Det hjælper helt klart på undervisningen, når vi har en lærer, vi er glade for. Hvis vi har en, vi ikke er trygge ved, er man ikke lige så glad for at gå op og spørge, hvis man har brug for hjælp,« siger Emma Løhde Rye.

Ifølge Hans Henrik Knoop, som er lektor ved Aarhus Universitet og medforfatter til rapporten, er det afgørende, at eleverne oplever, at de bliver taget alvorligt af deres undervisere og føler sig trygge ved dem.

»De kan nærmest ikke lære noget, hvis de kan mærke, at læreren ikke kan lide dem,« siger han.

Det bakker undersøgelsen op om. De elever, der oplever et godt fællesskab med deres lærere, finder bl.a. i højere grad undervisningen spændende, føler sig bedre til at arbejde sammen med andre og føler, at de kan klare det, de sætter sig for.

Hans Henrik Knoop forklarer, at de har defineret fællesskab med lærerne som det at være sammen om noget fagligt på måder, der er motiverende og pædagogisk velfungerende.

»Om det, I laver sammen, er livsbekræftende for eleverne eller noget, de bliver trætte af og mister lysten til. Hvis du ikke har lyst til eller ikke kan se meningen med at være sammen om det, I er sammen om, er der selvsagt ikke meget fællesskab i det. Og så koster det selvtillid, præstationer, mave- og hovedpine og alt muligt andet, du ikke ønsker for eleven.«

Går det her?

Ifølge Hans Henrik Knoop er oplevelsen af at blive inkluderet i et godt elev-lærer fællesskab afgørende for en livsduelig skole og elevernes trivsel. Formår skolen – og lærerne – ikke at skabe et rum, hvor det kan lade sig gøre, har det ifølge Hans Henrik Knoop alvorlige konsekvenser.

»Det betyder, at man ikke er hjemme i skolen på den måde, man har brug for. Det svarer til at gå på arbejde, og din chef ikke kan lide dig. Det påvirker hele hverdagen og er hæmmende for dit humør og stort set alt, hvad du foretager dig,« siger han.

Ud af de 300.000 elever, hvis svar er med i rapporten, har langt de fleste elever det godt, men Hans Henrik Knoop henviser her til de 25.000 elever, som hverken oplever et godt fællesskab med eleverne eller lærerne.

»De er mere eller mindre permanent stressede i skolen og har ikke nogen at snakke med. En skole, man bliver syg af at være i, er per definition en mislykket skole,« siger han.

Men i 5.A på Lemtorpskolen snakker de meget. De har ”Klassens tid,” hvor de snakker om deres sammenhold, og ifølge Kirsten Iversen tør eleverne godt række hånden op og sige, hvis de har følt sig alene.

Da eleverne bliver spurgt om, hvad et godt fællesskab er, svarer en af eleverne, at det er, hvor man tør fejle.

Kirsten Iversen mener også, at det er vigtigt at lære børnene at fejle.

»Jeg plejer at sige, at man skal komme ud over kanten, mærke suset i maven og tænke »Går det her?« Og så lander man jo igen. Men hvis du aldrig begiver dig derud, udfordrer du ikke dig selv. Så bliver du ikke klogere.«

Så de skal også turde komme og sige, at de er skrøbelige og kede af det?

»Ja. For de skal mærke, at vi tager hånd om det.«