Eksperimentel behandling af kræft er en succes

Patienterne strømmer i stadig større tal til de nye enheder for eksperimentel kræftbehandling. Det er en gevinst for såvel patienterne som dansk kræftforskning.

Det var næsten ikke til at bære. Dødssyge kræftpatienter solgte deres huse for at få råd til at forfølge drømmen om helbredelse ved at give sig i kast med tvivlsomme, hundedyre behandlinger hos »eksperter« i udlandet.

Enkelte vendte triumferende hjem og var helbredt. Men hos mange udeblev miraklet. De blev ribbet for alt, og deres sidste tid blev forvandlet til et endnu større mareridt.

Det var beretninger som disse, der i starten af årtiet førte til krav om en øget og mere værdig hjælp til de kræftpatienter, som de almindelige kræftafdelinger ikke havde flere behandlingsmuligheder til.

Svaret blev et panel af hjemlige kræfteksperter, som patienter og kræftafdelinger fra 1. januar 2003 kunne henvende sig til for at få en såkaldt second opinion og evt. henvisning til eksperimentel eller forskningsmæssig behandling på det offentliges regning.

I første omgang var der tale om at henvise patienter til behandling i udlandet, og der blev afsat 10 mio. kr. til formålet. Men det gik trægt med at få sendt patienter, og ofte kom de meget syge mennesker hjem i en meget dårlig forfatning.

Det førte til, at de store kræftafdelinger herhjemme selv gik i gang med at opbygge enheder for eksperimentel kræftbehandling, og det er dem, der nu for alvor begynder at træde i karakter og tiltrække et stadig større antal patienter.

Ifølge en ny kræftredegørelse fra Region Hovedstaden er antallet af henviste patienter til de fem enheder foruden de to i hovedstaden findes de i Århus, Aalborg og Odense fordoblet fra 370 i 2005 til 745 sidste år.

Samtidig er bevillingerne steget kraftigt, og undervejs har der også været kritiske røster fremme.

Hvorfor bruge en masse penge på forsøg, som måske ikke virker og i heldigste fald kun kan forlænge patienternes liv med få måneder, når man har mangel på kapacitet til f.eks. strålebehandling, som man VED virker, har det lydt.

Men den kritik er i det store hele forstummet. For både patienterne, kræftafdelingerne og Kræftens Bekæmpelse har vist sig at være uhyre glade for ordningen, der også er kommet til at fremstå som en sjælden succeshistorie midt i alle de fortrædelige historier om hundredevis af dødsfald om året, som følge af lange ventetider stort set over alt i systemet.

Og noget kunne også tyde på, at de eksperimentelle behandlinger rent faktisk viser sig at hjælpe et større antal kræftpatienter, som ellers kun havde kort tid igen.

Positiv udvikling
Endnu har der ikke været en større evaluering af de behandlingsmæssige resultater på de eksperimentelle enheder. Men Rigshospitalet har allerede udsendt positive signaler om resultaterne af en ny forsøgsbehandling mod hjernekræft, som man ligefrem kalder et »gennembrud«. Og på Herlev har der lydt positive toner om et forsøg med såkaldt regional kemoterapi, som ser ud til at kunne give flere års liv uden sygdom til patienter, som under normale omstændigheder ville være døde i løbet af få måneder.

De eksperimentelle enheder har også givet dansk kræftforskning et løft. De store medicinalvarefirmaer har fået øjenene op for, at Danmark kan være et godt sted at udvikle nye lægemidler. F.eks. var Rigshospitalet det første i Europa til at tage den nye Avastin-behandling i brug, oplyser lederen af den eksperimentelle enhed, overlæge Ulrik Lassen.

Desuden er behandlinger nu på vej til at blive gjort til standardbehandlinger ude på de almindlige kræftafdelinger, efter de først har været afprøvet på de eksperimentelle enheder. Det gælder f.eks. en behandling for galdevejs- og leverkræft, der har været positive erfaringer med på Rigshospitalet.

Dermed kommer flere nye behandlinger hurtigere til Danmark, og på den måde repræsenterer de eksperimentelle enheder også en forvandling af hele indstillingen til kræftbehandling i Danmark.

Tidligere var dansk kræftbehandling kendt for, at der skulle særdeles langvarige overvejelser til, før man gik i gang med behandlinger, som havde været i brug i længere tid i udlandet.

Men de seneste 10 år er der kommet en langt mere offensiv holdning, godt hjulpet på vej af politisk velvilje og øgede bevillinger, til ny medicin og nye behandlinger i dansk kræftbehandling. Blandt kræftlæger tales der om, at det er en hel ny verden. Kommer der noget nyt frem, som blot antydningsvis ser ud til at kunne hjælpe, så kan vi bare bruge det, siges det. Tidligere måtte man sidde og vride hænder og undskylde overfor patienterne, at man endnu ikke måtte bruge eller ikke havde råd til de nyeste lægemidler.

Det er nye tider.