Efter regnskabsrod i Skat: »Katastrofalt pinligt« og »virkelig ikke kønt«

Socialdemokratiet og Enhedslisten kalder nu skatteministeren i samråd.

Rune Lund (EL) kalder det katastrofalt pinligt, at Rigsrevisionen er så usikre på Skats regnskab, at de er nødt til at tage forbehold for det i det samlede statsregnskab. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix 2016) Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Samfundet er ikke tjent med, at der år efter år sås tvivl om regnskabet for statens indtægter, og derfor kaldes skatteministeren nu i samråd.

Sådan lyder meldingen fra skatteordførere i Socialdemokratiet og Enhedslisten i kølvandet på Berlingskes historie om, at Rigsrevisionen lægger op til for første gang nogensinde at tage forbehold for hele Skats regnskab i det samlede statsregnskab.

Rigsrevisionens forbehold skyldes, at regnskabet indeholder så mange usikkerheder, at Rigsrevisionen ikke kan sige god for dets rigtighed. Samtidig erfarer Berlingske, at Statsrevisorerne lægger op til massiv kritik af Skat.

»Jeg har respekt for, at det er komplekst at aflægge regnskab for 1000 mia. kr. i skatteindtægter fra mange forskellige kilder. Men det er jo altså ikke nye problemer, og det er ikke godt, at der år efter år er så stor usikkerhed om regnskabet for statens indtægter. På baggrund af den kritik, der har været rejst og de fortsatte problemer med skatteregnskabet vil vi nu kalde Skatteministeren i samråd i finansudvalget,« siger Jesper Petersen (S).

Han bakkes op af Rune Lund (EL), som kalder situationen for »katastrofalt pinligt«:

»Det er virkelig ikke kønt. Når man ikke har styr på regnskabet, ved man jo ikke, hvor mange penge man har. Det vil sige, at vi har et samfund kørende, hvor vi dybest set ikke aner, hvor mange penge, vi har, og det er fuldstændig uholdbart,« siger han.

Skatteordfører i Alternativet René Gade ser imidlertid ingen grund til at kalde ministeren i samråd, for problemerne i Skat er velkendte:

»Der er ikke noget nyt og chokerende i det, og jeg er tilfreds med, hvordan vores skatteminister prøver at rydde op. Jeg håber bare, at han fortsætter den transparente linje, som han har lagt nu,« siger René Gade, som glæder sig over, at der kommer syn for sagn.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) forventer, at den nye skatteforvaltning hurtigst muligt kan fremlægge regnskaber uden forbehold.