Drabsoffer blev grusomt mishandlet

En 62-årig mand i Toreby blev så mishandlet af sine drabsmænd, at politiet stadig ikke er sikker på hans identitet.

Retten i Nykøbing Falster lukkede dørene, da tre yngre mænd torsdag blev fremstillet i grundlovsforhør for drabet på en 62-årig mand i landsbyen Toreby.

Det fremgik forinden, at offeret blev så mishandlet, at politiet endnu ikke er fuldstændigt sikker på hans identitet. På politigården oplyste politiledelsen, at den er sikker på at have fat i gerningsmændene. To mænd først i 20'erne sigtes for at have begået drabet, den tredje, en 18-årig, for meddelagtighed. De er alle tre fra lokalområdet.

Her gik rygtet, at den 62-årige var en "handelsmand", der lå inde med store summer. De tre unge har intet sagt til politiet, som ikke har lagt sig fast på et motiv.

/ritzau/