Derfor forsøger forældre at få stillet diagnoser til deres børn

Sandsynligheden for at få støtte i folkeskolen stiger betydeligt, hvis en elev har en diagnose, selvom elever uden diagnoser har samme type problemer, viser ny undersøgelse. Det betyder, at lærere og forældre direkte søger at få stillet diagnoser til elever, lyder det.

En ny undersøgelse viser, at sandsynligheden for at modtage støtte er tre gange højere, hvis eleverne har diagnoser som generelle indlæringsvanskeligheder, ADHD og autisme, selvom graden af adfærdsvanskeligheder og faglige problemer er nogenlunde ens blandt andre elever uden diagnoser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Steffen Ortmann

Har dit barn faglige og sociale problemer i folkeskolen, som han godt kunne bruge noget støtte til i form af ekstra undervisning eller specialundervisning? Så er det en fordel, hvis han har en diagnose.

Sådan lyder konklusionen i en ny undersøgelse fra Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse.

Instituttet har undersøgt de 15 procent lavest præsterende elever i 13 kommuners folkeskoler, hvilket svarer til 15.118 elever. Ud af dem får 32 procent i dag støtte, mens 68 procent ikke får støtte.

Graden af adfærdsvanskeligheder og faglige problemer er nogenlunde ens blandt eleverne, men sandsynligheden for at modtage støtte er tre gange højere, hvis eleverne har diagnoser som generelle indlæringsvanskeligheder, ADHD og autisme.

Ifølge Niels Egelund, der er professor ved Aarhus Universitet, betyder det groft skitseret, at det derfor gælder om at få en diagnose, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at få støtte i form af ekstra undervisning eller specialtimer i skolen.

»Der er noget, der derfor tyder på, at forældre og lærere direkte søger at få stillet en diagnose til et barn, fordi de ved, at de derfor får lettere adgang til ressourcer,« siger han.

Han bliver bakket op af foreningen for skolebørns forældre, Forældre og Skole.

»Når forældre fortæller, at de er bekymrede for deres børn, får de at vide af myndighedspersoner, at børnene jo ikke har nogen diagnose, og derfor er der ikke behov for støtte. De får meldingen om, at der bør laves en udredning, så det kan afgøres, om barnet kan få stillet en diagnose, fordi det derved er lettere at få støtten,« lyder det fra Mette With Hagensen, der er landsformand for foreningen Skole og Forældre.

Diagnoser giver dårligere trivsel

Hun mener også, at undersøgelsens resultater er problematiske, fordi børn med vanskeligheder uden diagnoser bliver overset.

»Problemet ligger i, at man skal have en diagnose for overhovedet at få hjælp. Det kan godt være, at man uden en diagnose har nogle af de samme udfordringer. Hvis børn har det svært, skal de have hjælp, og det skal ikke være diagnosen, der afgør, om de får det,« siger Mette With Hagensen.

Ifølge DPUs undersøgelse får elever med støtte mere feedback fra deres klasselærer. Dog trives eleverne dårligere socialt. Lærere oplyser også i undersøgelsen, at elevernes grad af selvkontrol og interesse for at sætte mål er lavere hos de diagnosticerede børn.

ADHD er en af de hyppigst stillede diagnoser blandt børn og unge. I ADHD-foreningen genkender de også undersøgelsens resultater, der hænger sammen med, at forældrene er desperate, lyder det.

»Vi ser tit, at forældre bliver revset, fordi de søger en diagnose til deres barn. Man gør det, fordi man kæmper for sit barn, og først når man får stillet en diagnose, kan man få den støtte og hjælp, der er behov for,« siger Camilla Louise Lydiksen, der er direktør for ADHD-foreningen.

Det er skoleledere, der oftest i samarbejde med psykologer eller kommunernes afdelinger for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) afgør, om en elev er berettiget til støtte eller ej. PPR og skolelederne kan også indstille børn til børnepsykiatriske afdelinger eller læger for at få udredt, om barnet har en diagnose, men kun psykiatere kan give diagnoser.

Berlingske sendte i 2015 et spørgeskema ud til alle PPR-afdelinger i landet. Her svarede 67 ud af 100, at de har følt sig pressede af forældre til at henvise børn til psykiatrien.

Men en diagnose er ikke nødvendigvis den direkte vej til støtte, lyder det fra PPR i Københavns Kommune.

»Vores udgangspunkt er altid, om der er et specialpædagogisk behov. Det er indgangen, når vi afgør, om man kan få ekstra støtte. Men jeg kan selvfølgelige genkende, at mange med støtte også har en diagnose,« siger Lone Mortensen, der er tværfaglig chef i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune, som administrerer PPR i kommunen.

Støtte skal uddeles anderledes

Claus Hjortdal, der er formand for Skolelederforeningen og tidligere har siddet som formand for inklusionseftersynet, genkender, at flere børn, der har samme behov for støtte som diagnosticerede børn, ikke får hjælpen.

Og hvis det samtidig betyder, at forældre og lærere direkte søger at diagnosticere børnene, er det problematisk, mener han.

»Det er ikke en god ide, at alle børn får en diagnose. En diagnose er en psykiatrisk ting, der fortæller lægerne, hvad der er galt. Det er ikke en pædagogisk håndfæstning på, hvad der så skal ske,« siger Claus Hjortdal.

Undersøgelsen viser også, at drenge oftere får støtte end piger. Niels Egelund advarer derfor mod den måde, der uddeles støtte til elever på i dag.

»Vi skal passe på med ikke at lade os lokke af kønsmæssige stereotyper og diagnoser. Der er i meget høj grad tale om sociale konstruktioner. Vi bør i højere grad rette blikket mod de kontekstuelle forhold og se på, hvordan læringsmiljøet egentlig passer til de elever, skolen har,« lyder det fra professoren.