Danske Spil vinder retten til lotto

Lille spillefirma må ikke kalde sig Lotto24, siger dommerne i Sø- og Handelsretten.

Lotto er blevet så stærkt et varemærke hos Danske Spil, at et spillefirma på nettet ikke må kalde sig Lotto24. Det fastslog Sø- og Handelsretten tirsdag i en dom.

Firmaet Lotto24.dk ApS tilbyder onlinespil, og indtægterne består i penge fra annoncører. Cirka 7000 mennesker spiller dagligt, har firmaets medejer Mads Peter Veiby forklaret under retssagen.

Opgøret i retten skyldes, at Patent- og Varemærkestyrelsen afviste at registrere Lotto24 som et varemærke. Og dommerne har altså nu konkluderet, at Danske Spil sidder så tungt på ordet, at mastodonten kan forbyde det lille firma at kalde sig Lotto24.

/ritzau/