Dansk debutfilm hædret i Göteborg

Omar Shargawi blev i weekenden hædret med to filmpriser for sin debutfilm "Ma Salama Jamil - Gå med fred Jamil" på Göteborgs Internationale Filmfestival.

Omar Shargawi hædret for sin debutfilm. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner

Den dansk-palæstinensiske instruktør Omar Shargawi blev hædret med to filmpriser for sin debutfilm "Ma Salama Jamil - Gå med fred Jamil" på Göteborgs Internationale Filmfestival, som sluttede i aftes.

Shargawi fik den svenske kirkes filmpris på 50.000 svenske kroner (knap 40.000 kroner), fordi der midt i filmens tema om æresdrab og hævn føres en "samtale om frihed og menneskeværd", skriver juryen på festivalens hjemmeside.

Den danske debutfilm fik også tildelt den internationale kritikerjurys pris, fordi "filmen imponerer med sin energi, kraft og originalitet" og behandler "aktuelle og politiske temaer på en gribende og fængslende måde".

- Vi er sikre på, at denne debutant kommer til at blive en af de store navne i nordisk film, skriver de tre anmeldere i festivalens internationale jury i deres hæder.

"Ma Salama Jamil - Gå med fred Jamil" får dansk premiere til efteråret.

/ritzau/