Da en kvinde blev påkørt, rejste bandemedlemmer fra Storkøbenhavn til Maribo

Bandekonflikten på Lolland-Falster er eskaleret yderligere. Onsdag blev en kvinde kørt ned i Sakskøbing og efterfølgende troppede den ene part i konflikten op i Maribo.

Mongols MC-medlemmer drog fra Storkøbenhavn kort tid efter en kvinde blev kørt ned i Sakskøbing.  REUTERS/David Gray (AUSTRALIA - Fold sammen
Læs mere
Foto: DAVID GRAY

Det var en 30-årig kvinde ved navn Mia Maya Jensen, der onsdag blev påkørt i Sakskøbing af en 38-årig mand. Og kort efter den hændelse tog medlemmerne fra banden Mongols MC arbejdshandskerne på og rejste fra Storkøbenhavn til Maribo. Her holder grupperingen Satudarah til.

Bandekonflikten mellem Satudarah og Mongols MC har hersket på Lolland-Falster siden marts. Der har bl.a. været skudepsioder, vold og nedbrændinger af kiosker. Det har ført til indførelse af visitationszoner i flere byer i området, ligesom Lolland Kommune har smidt Satudarah ud af deres tilholdssted i Maribo. Konflikten drejer sig om at få kontrol over det kriminelle marked i området, har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi tidligere udtalt.

Mia Maya Jensen blev kørt ned klokken 12.06 i Sakskøbing. Cirka fem timer senere blev 10 mand fra Mongols MC anholdt i udkanten af Maribo. De havde taget deres officielle klubveste på, og derfor anholdt politiet dem præventivt. På baggrund af henvendelser fra borgerne, kunne politiet anholde dem allerede i udkanten af Maribo. Det fortæller Kim Kliver, der politiinspektør hos Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

»Af dem, vi anholdt, var størstedelen fra Storkøbenhavn. Der var få fra lokalområdet,« siger han.

Bange og chokeret

Mia Maya Jensen kom gående på Vestergade i Sakskøbing sammen med en mand med relationer til bandemiljøet, fortæller Kim Kliver. Berlingske har tidligere beskrevet, hvordan mindst ét Mongols MC-medlem holder til i Vestergade i byen.

»Man forsøgte med bilen at ramme begge to, men ramte kun hende,« siger Kim Kliver.

Mia Maya Jensen bankede på en dør til det hus, hun skulle ind i, da en bil ud af det blå bragede ind i hende og maste hende ind mod bygningens mur.

»Jeg er bange, chokeret og har smerter. Det kunne ligeså godt have været et lille barn, der havde stået på det fortov, da den her bilist kom kørende. Jeg er selv mor og har et barn, som jeg ligeså godt kunne have stået med i hånden, siger Mia Maya Jensen til TV ØST.

Hun fortæller også, at hun nu flytter væk fra Sakskøbing for at passe på hende selv og hendes søn. Hun mener ikke, der er nogen »efter hende«. Hun har fået hudafskrabninger så kraftige, at hun sidder i kørestol, ligesom hun har slået nakke og lænd, fortæller hun til TV ØST. Kim Kliver mener ikke, at Mia Maya Jensen er en del af konflikten.

Storbyproblemer på landet

Som beskrevet har Lolland Kommune smidt Satudarah ud af deres tilholdssted i Maribo. Opholdsforbuddet gælder tre måneder og lader sig gøre som følge af en lov, der er indskrevet i Bandepakke lll, der blev enighed om i år. Beslutningen om at smide Satudarah ud mødte kritik flere steder. Selv sagde Satudarahs talsmand, Nicky Terp, til Berlingske, at beslutningen ville være ærgerlig, da bandens medlemmer ikke ønskede at »hænge ud på barer og restauranter«.

Holder Satudarah stadig til i Maribo?

»Selvom man har lukket klubhuset, så er der jo en del af dem, der stadig har deres aktiviteter i området,« siger Kim Kliver.

Virker forbuddet så?

»Ja, det gør det, for de har ikke et samlingssted. Og kombinationen og effekten af forbuddet, visitationszonen og vores operative tilstedeværelse, den viser vi bl.a. i går. Vi reagerer prompte, når de handler i det offentlige rum.«

Holger Schou Rasmussen (S) er borgmester i Lolland Kommune. Han mener ligeledes, forbuddet mod Satudarah er den korrekte løsning. Han kalder bandemedlemmerne for »gale folk, der ikke vil samfundet«. Og så har han én anden stor bekymring vedrørende Mongols MC-medlemmerne, der kommer kørende fra Storkøbenhavn i forbindelse med bandekonflikten. De er et eksempel på, at en lille landkommune skal håndtere storbyens problematikker, fortæller han..

»Det, vi oplever, er, at vi får storbyproblemer eksporteret ud til os,« siger han og tilføjer:
»Det er en kæmpe opgave for en lille kommune med 40.000 mennesker.«

Politiet løsladte samtlige bandemedlemmer onsdag aften. Den 38-årige mand er sigtet for drabsforsøg og forsætlig påkørsel.