Bare bryster skræmmer ikke fundamentalister

"Tåbeligt". Sådan betegner Manu Sareen, integrationskonsulent og gruppeformand for De Radikale Venstr, Peter Skaarups forslag om at vise nøgne bryster i Danmarksfilm.

Der skal mere til end bare bryster for at holde terrorister væk, mener Manu Sareen, gruppeformand for De Radikale og integrationskonsulent i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech

- Jeg var ved at falde ned af stolen, siger Manu Sareen, integrationskonsulent i Københavns Kommune og gruppeformand for De Radikale Venstre. Det var hans umiddelbare reaktion, da han læste Peter Skaarups (DF) nyeste forslag:

Vis nøgne bryster i Danmarksfilmen. Den film, som udlændinge skal se, før de får familiesammenføring. For bare bryster er en del af dansk kultur. Det er Dansk Folkepartis næstformand Peter Skaarups nyeste udmelding som del af værdidebatten, der for alvor er sluppet løs. Næstformanden håber på, at brysterne vil afskrække fundamentalister fra at komme til landet og give andre udlændinge en forståelse af, at danske kvinder gerne ligger topløse på stranden.

- Det er åbenbart lang tid siden, at Peter Skaarup har været på en strand. For der er ikke ret mange danske kvinder, der ligger topløse på stranden mere. Det her er ude af trit med virkeligheden hos danskerne, siger Manu Sareen og uddyber, at der også er langt fra tanken bag forslaget og virkeligheden hos etniske minoriteter:

- For det første har de nok set bare bryster før. For det andet er det fuldstændig tåbeligt at tro, at fundamentalister, der er så ekstreme, at de vil sprænge Danmark i luften, kan skræmmes væk af bare bryster.

Og det gælder ikke bare de helt ekstreme fundamentalister eller terrorister, understreger Manu Sareen. Selvom de bare bryster måske kan ophidse nogle udlændinge, er det slet ikke nok til at afskrække dem fra at komme til landet, påpeger han:

- De årsager, der driver udlændinge til Danmark - deres længsel efter deres familiemedlemmer, deres lyst til et bedre liv, eller deres forsøg på at komme i sikkerhed, hvis de er flygtninge. De ting vejer meget, meget tungere end en film med bare bryster.