Renten giver smæk til dansk økonomi

En stor del af skylden for Danmarks økonomiske nedtur ligger hos renten. På torsdag forventes den at stige endnu mere. Økonomer forventer ny bolignedtur.

Renten påvirker dansk økonomi kraftigt på grund af de variable boliglån. Foto: Linda Henriksen Fold sammen
Læs mere
Det er en ren kajeryster, som de stigende renter har givet dansk økonomi. Nu er økonomien i recession efter to kvartaler med en negativ udvikling i samfundets samlede omsætning.

"Renterne har da spillet en betydelig rolle for økonomiens udvikling. For husholdningerne har rentestigningerne i år betydet en merudgift på 7.000 kroner, så det er en stor faktor i opbremsningen," siger cheføkonom Jes Asmussen fra Handelsbanken.

Han påpeger, at renteniveauet spiller en større rolle for danskerne, end de gjorde i 1990erne. Det skyldes blandt andet indførelsen af realkreditlån til variable renter, så husholdningerne får en direkte effekt af de stigende renter, der gør det dyrere at eje en bolig.

"Derfor regner vi nu med, at huspriserne skal falde med 5-10 procent i år og næste år, hvor vi tidligere regnede med et fald på 0-5 procent," siger Jes Asmussen.

Økonomerne regner med, at den europæiske centralbank ECB på sit næste møde på torsdag hæver renten med endnu 0,25 procentpoint.

"Men den stigning er allerede priset ind i markedet, så den får ikke en effekt her og nu," siger cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian.

Danskene skal ikke forvente hjælp fra Danmarks Nationalbank, der stort set altid følger ECBs rentebevægelser. Og når den ikke gør det, er det til den forkerte side set med forbrugernes øjne.

"Vi så jo nationalbanken lave en selvstændig renteforhøjelse i maj for at lette presset på kronen. Som udgangspunkt har nationalbanken ingen holdning til den danske vækst. Den kigger udelukkende på hensynet til kronen, og sådan skal det være," siger Steen Bocian.

 
Læs også:

Her er boligmarkedets sorte pletter

Rekordhøj oliepris øger frygt for nedsmeltning

Hænger du på en taber-aktie?

Finanslegende: Kreditkrisen forværres i andet halvår