Skiferie blandt vilde ulve

Langedrag nær Geilo i Norge er et af de få steder i verden, hvor man kan komme i nærkontakt med vilde ulve.

Mangler du inspiration til skiferien, kan du se alle guides og artikler om sne og ski her. Legesyge ulve, iltre losser, små nuttede polarræve og en elg, der kommer ved den rette piften. Velkommen til Langedrag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Peter Hauerbach

Med bankende hjerte går jeg gennem sidste solide jernlåge – ind på de fem store hanulves vidtstrakte territorium.

Heldigvis er naturguiden André med. Han har talrige gange haft turister med ind til ulvene, der lever deres eget flokliv i det enorme indhegnede skovområde.

Læs også: På sneferie i Norges Klondyke

Mens vi går stille gennem dyb sne til op over knæene i det halvåbne skovterræn, hvisker André: 
- Husk nu langsomme bevægelser. I skal opføre jer som stolte dyr, som har krav på respekt. Ret ryggen og udstrål selvtillid. De vilde ulve er sky, og vi skal være heldige, hvis de kommer nogenlunde tæt på.

På nethinden står lige nu film med ulveflokke, der uhyggeligt hylende indkredser deres slædekørende ofre – uretfærdigt, for ulve er dårlige jægere og foretrækker nemt bytte som sårede, gamle eller unger.

Ulvene løber i deres særlige hoppende, elegante stil nede mod søen inde i skoven. Vi sætter os på nogle snedækkede sten, hvor ulvene er vant til at se gæster.

Sceneriet er smukt. Gyldne stråler glimter i det friske, tykke snelag fra denne nat. Snefaldet er nu afløst af skarp, morgenblå himmel og minus ti graders knasende flot frost.

En stærk oplevelse
Den første ulv, der forsigtigt nærmer sig til 25 m afstand, er Aslan. Han er for tiden udstødt fra flokken. Magtforholdene skifter jævnligt. Han halter fra et grimt bidsår på hoften. 

Aslan virrer tøvende med hovedet, snuser luften ind for at vejre. Han holder vågent øje med de andre ulve. For går de andre efter de snacks, som André kaster ud og ikke får dem, kan Aslan blive udsat for en ny omgang bid i det skrappe ulve-hierarki.

Aslan har tidligere tyranniseret de to yngste hanner, men nu er det hans tur til at være under-ulv. Alle får dog deres stykke kød ved den faste fodring.

Det er en stærk følelse at opleve 40 kilo stærk vild ulv så tæt på; nyde dens adfærd og få øjenkontakt – endda på dens territorium. Da Aslan nu har taget chancen over for de måske farlige indtrængende, tør de andre komme frem og cirkler nu om os i 30 m afstand.

- Vi vil sende den gamle førerhan Thor til en anden dyrepark. Så kan hunnen, vi snart får, danne par med den, der bliver den nye unge alfa-han, siger André.

Med stille bevægelser samler vi os og går ud som en samlet flok med André på den udsatte plads bagest. Intet sker nu, men André er tidligere blevet overfaldet bagfra – dog hos de halvtamme ulve.

En del af ulveflokken
Næste stop på rundturen er netop ved de halvtamme ulve. Her bliver vi turister udenfor, mens Tuva Thorsen går ind. Hun er ejer og daglig leder af Langedrag, der er en fjeldgård med natur- og dyrepark, zoo med gamle husdyrsracer, vilde dyr, lejrskole og overnatningssted for turister.

- Her er jeg og André accepteret som en del af ulveflokken, men ingen andre kan sikkert gå ind til ulveflokken her, der består af Ask, Varg og Irgass, siger hun. 

Tuva knurrer og blotter tænderne. Hun kommunikerer med ulvene. 

Da hun henter nogle kødstykker ind, venter ulvene pænt, til hun i sin adfærd løser op som respekteret »førerhun«, blinker, og dermed tillader Ask – førerhannen – at spise. Derefter serverer hun også for de andre.  

Bagefter leger Tuva med ulvene, tumler, klør dem på maven, trækker i benene og leger tag fat. Med kropssprog viser hun, hvornår det er tilladt, at de hopper op af hende. 

- Ulvene her er født i fangenskab, og André sov sammen med dem i seks uger for at skabe tryghed og præge dem.

Alligevel blev André overfaldet – dog ikke af sine »unger«, men af en bogstaveligt talt tilløbende hun, Vilja.

Lynhurtige mini-leoparder
Vilja er nu mormor til flere af de halvtamme ulve. Hun dukkede selv op. Vandrende over fjeldene på jagt efter en mage faldt hun for førerhannen i Langedrag. 

Alle forsøgte at skræmme hende væk, men hun vendte stædigt tilbage og blev til sidst lukket ind. Det gik godt i årevis, til hendes udkårne døde: Så begyndte Vilja at gnave i hegnet og udvise sin gamle, vilde adfærd.

- Jeg har prøvet at besvime inde hos flokken og blive vækket med kærlige slik i hovedet. Derfor var jeg totalt uforberedt, da den tilløbende førerhun blev skør og angreb, fortæller André. 

Oplevelsen, der ligger mange år tilbage, har dog ikke afskrækket ham. 

Næste stop er hos de vilde gauper, som  vi kalder los. Det er et truet kattedyr på 20 kilo, meget adræt. En slags mini-leopard med en hurtighed, der matcher deres byttedyr – hjorte. Her holder Tuva et vågent øje, når lossene nærmest smyger sig om vores ben. 

Den unge gaupe nærmest flyver lodret op ad stolpen til platformen, hvor Tuva har kastet det frosne elgkød op, mens den gamle han lige klarer klatringen – men begge er imponerende.

Små, hvide uldtotter
Totalt afslappet hygge er det i »Stall og fjøs«, som det hedder på norsk. Her trisser fleste dyr frit rundt. En ko blandt geder med nyfødte unger, mens et par fjordheste, som på dansk er Nordbaggere, står i halvåbne båse. Størsteparten af den store hesteflok går frit i den store fold udenfor året rundt. 

- Vi tager tre heste ind hver nat om vinteren. Deres kropsvarme sørger for, at rørene til vandet i stalden ikke fryser til, forklarer Elisabeth, som er uddannet hestekiropraktor, coach og har en bachelor som agronom.  

Det er hyggeligt at sidde med de bløde, nyfødte gedekid, inden vi fortsætter rundturen udenfor på ski: Vi følger de store indhegningerrundt –forbi vildsvin, langpelsede Yak-okser og rener.

Skiene parkeres ved polarrævene, da lejrskoleklassen dukker op, og vi går ind sammen. 

Polarrævene er forbavsende små, hvide uldtotter med mørke øjne. De hopper forskræmte og forsvinder med halen mellem benene, bare en besøgende rører på sig. Efterhånden bliver de dog så trygge, og eleverne så stille, at rævene tør nærme sig og snuppe en godbid fra hånden.

»Reservemor« for en elg
Henne ved elgene går Anne Grethe først ind alene. 

Hun har været »reservemor« for en af de nu voksne hunelge. Efter et par fløjt kommer et halv tons elg galopperede op til hende som en anden hund. Anne-Grethe træner den i at bære bidsel, så hun kan tage den med udenfor indhegningen. 

Elgen finder sig i det. Den har travlt med at gumle den friske frugt, som Anne Grethe serverer. 

Dagen slutter ved rar pejseild, inden vi trækker os tilbage i vores »staubu«, en oprindelig lille, høj sætterhytte. Oppe på sovehemsen er der udsigt til månelys af de små vinduer – og et betryggende tov liggende ved vindues-nødudgangen. Vi bruger den stejle trappe ned og går de 30 meter til hovedbygningen med toiletter. 

De almindelige lejligheder har alle badeværelse. Men hvad… vores lille toilettur er bare et ekstra nattekrydderi – med knitrende frost, enorm stjernehimmel i 1000 meters højde uden andre bygningers lys til at forstyrre.

Læs også: Guide: Hummersafari i Sverige