Rock i New York

Skyderier, double shots, Bruce Springsteen, cold ones - en odyssé gennem New York City.

Aerosmith er blandt de store navne der i tidernes løb har gæstet spillestedet Kenny's Castaways. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I was out in the city/ I was out in the rain/ I was feelin' down hearted/ I was drinkin' again« (The Rolling Stones, »Out Of Control«).

En kold, bidende vind blæser ned gennem 8th. Avenue. Blæser en blues for betonjunglen.
For de utilpassede og subsistensløse og for de af os, som finder det fascinerende at færdes i ét af de sidste nabolag i byen, som ikke blev helt højglanspoleret, da tidligere borgmester Rudy Guillano i forrige årti satte sin storstilede oprydningsaktion i gang.

Så vi er på gaden. I neonskæret fra stripklubberne, sprutbutikkerne og snaskerne, hvor Martin Scorceses New York stadig til en vis grad findes. Selv på en aften, hvor The Big Apple nærmer sig det frostsprængte, og man overvejer det tilrådelige i at tage en bid. Men for fa'en; vi er i Hell's Kitchen - løseligt strækningen på 8th. Avenue fra 33. til 47. gade.
Det er 16 år siden, jeg sidst var på Smith's Bar. Dengang 8th. Avenue blev kaldt »AIDS Avenue«, og man stedse følte sig hensat til en scene fra »Taxi Driver«, når man forsøgte at vende blikket væk fra den forstemmende dommedags-vision af menneskeligt forfald og depravation, de onde gader i Hell's Kitchen stillede til skue.

Overstrømmende velkomst
Da jeg droppede inden for en sen aften dér i 1992, blev jeg ikke alene budt velkommen af et ondt skulende klientel taget lige ud af »The Sopranos«, men fik dertil serveret et sandt old school New York-minute, da den hærdebrede bartender rettede på lædervesten, lænede sig henover disken og hvæsede til mig:
»Hey kid - you don't wanna be here!«
Det var så også det eneste, jeg fik serveret, for han måtte jo vide, hvad han talte om.
Seksten år senere er Smith's Bar den samme med én markant forskel: Man føler sig overstrømmende velkommen.

»Velkomsthilsenen« fra dengang er skiftet ud med »hey buddy, let me crack open a cold one for ya!«, musikken er klassisk amerikansk rock, og klientellet er en skønsom blanding af gadens løse fugle, lokale arbejdere og turister.
Ifølge bartenderen denne aften har Smith's ligget der i godt 60 år, og den er - som han med stolthed i stemmen pointerer - klassisk New York.

Nemlig. Da jeg en aften efter adskillige godt grundige kig dybt i Wild Turkey-glasset tilmed oplevede et coverband spille fede sange hele vejen fra Van Morrison til Lynyrd Skynyrd, tilføjede jeg med rystende hånd ordet »uomgængelig« på min notesblok.
I 2000 blev en ubevæbnet sikkerhedsvagt dræbt på trappen til The Wakamba Cocktail Lounge - nogle få hundrede meter og knuste drømme nedad gaden fra Smith's. Han blev skudt af undercover-politifolk, som uden held havde forsøgt at købe crack af ham.

Det er der ingen grund til at få paranoia over. Heller ikke selvom en stor del af klientellet tilsyneladende består af latino-eksistenser, som synes at trives bedst i skyggen af samfundet.
Bredskyggede hatte, flødefarvede jakkesæt og suverænt søde, pænt pumpede servitricer med kavalergange, som man har rig mulighed for at studere, efterhånden som man gradvist glider ud i glemslen, når natten skrider frem.
»Well, a man's gotta do, what a man's gotta do,« som en kløgtig fætter i sin tid påpegede.

Klassisk Johnny Cash på stereoen
Et antal stop sydpå med New Yorks nyregrus-befordrende subway, og du ender i selve årsagen til, at så mange sangskrivere gennem årtierne har tituleret denne heksekeddel »The Rock And Roll City«.
Årsagen hedder Bleecker Street og løber tværs igennem Greenwich Village-kvarteret.
Gaden og kvarteret omkring emmer simpelthen af rock and roll-historie. Fra jazz- og bluesklubben Terra Blues - en »down home blues-bar«, som har lagt lokaler til koryfæer som Edgar Winter, HoneyBoy Edwards og Louisiana Red - via Wicked Willy's, som har til huse nedenunder, hvor man passende kan varme op med et »double shot of just about anything«, som bartenderen doserer denne aften.

Specielt anbefalelsesværdig er westernbaren »1849« (opkaldt efter det år, hvor guldfeberen på Vestkysten rasede på sit højeste) med klassisk Johnny Cash på stereoen, fremragende mad på menuen og nogle af de sødeste servitricer, jeg mødte i New York.
»Jeg er vild med din hat. Rart med en mand, som kan tage sin sprut,« som én af dem belærte mig. Hvad de to ting lige havde med hinanden at gøre, fandt jeg sgu aldrig ud af. Men sød var hun.
Men allerbedst på Bleecker og en regulær vandring ind i rockhistorien er Kenny's Castaways - et mageløst sted og »The House That Rock Built«, som stedets slaglinje lyder.

Springsteens første koncert
Dette er intet mindre end stedet, hvor Bruce Springsteen spillede sin første koncert i New York nogensinde. Og der stopper historien langt fra. Siden Patrick Kenny åbnede baren i 1967 har navne som New York Dolls, The Ramones, Aerosmith, Bob Dylan, Bonnie Raitt og Professor Longhair lagt vejen forbi. Og det er blot for at nævne nogle få.
Da Patrick Kenny døde i 2002, fortsatte hans søn Kenny's Castaways i faderens ånd, og det er fremdeles et pragtfuldt sted at besøge. Dette sted er i sandhed bygget på rock'n'rolls grundstene, og som rockfan kan man simpelthen dufte det (blandet med odøren fra de whiskysølede gulve).

Hér har de sgu været. Alle de store.
Og Chuck-Berry-ske-tak-og-lov har Kenny's ikke benyttet lejligheden til at slå plat på stedets historie. Såvel drink- som madpriser er stadig særdeles rimelige, og baren emmer af en stålsat intention om at begave os alle med fede tider. Som skrevet står på væggen i Kenny's Castaways med det bedste bar-slogan, jeg faldt over i New York:
»En god ven vil betale kautionen for at få dig ud af spjældet
men en sand ven vil sidde ved siden af dig og sige: »Hold da kæft, det var sjovt!«