På skinner gennem Ukraines eventyrlige sceneri

I det nordvestlige Ukraine leder en historisk smalsporsbane ind i dybe skove, gennem små landsbysamfund og forbi ulovlige ravminer på en 106 kilometer lang strækning.

20REJFOTO-131400.jpg

To kvinder har viklet henholdsvis et lyserødt og et brunt tørklæde om ansigtet. Det er søstrene Olga Trotskovets og Nadja Volosjina, der venter på trinbrættet i Antonivka. Den ukrainske landsby udgør en af endestationerne på Europas længste smalsporsbane. 106 kilometer er der op til Saritjne, ved den hviderussiske grænse, hvor skinnerne ikke fører videre. Det er tidlig morgen, og solen har endnu ikke fået kraft. Natten kaster endnu et blåligt skær over de ventende ved det blot 75 centimeter brede spor. Så kommer et ejendommeligt fartøj pludselig til syne fremme i kurven. Et miniature-lokomotiv med kun to vogne nærmer sig. Toget lægger an for at hente passagererne. Alle stiger om bord. Olga og Nadja sætter sig til rette på de vinrøde sæder af kunstlæder i den bagerste vogn. Desværre er målet for deres udflugt ikke så fornøjeligt.

»Vi skal op og besøge vores søster. Hun bor i en landsby ved en af stationerne. Hendes svigermor er lige død, og vi er på vej på til begravelsen, der finder sted klokken 13,« siger 59-årige Olga.

Med et ryk sætter toget i gang, og rejsen begynder. Vognene skiftevis suser, knirker og skramler ud i det eventyrlige sceneri. Først går det gennem en dyb skov. Mellem stammerne kommer uhyggelige lysninger pludselig til syne. Over flere kilometer afløser et goldt månelandskab den oprindelige bevoksning. Oppløjet og gruset jord træder i stedet for den frodige skovbund. Træerne ligger væltede med rode, står knækkede eller vikler sig underligt afbrændte og forkullede ind mellem hinanden. Vand og mudder fylder tusindvis af meterdybe huller. Udgravningerne vidner om rovdriften på områdets vigtige naturressource.

»De lokale udvinder rav her. Der er mange penge i det,« forklarer en ældre passager, iført læderjakke og sixpence, der er gået om bag i toget for at ryge en cigaret, idet han nikker ud mod den hærgede natur langs sporet.

Den ulovlige jagt på de brune ædelstene ødelægger de vilde skove i det nordvestlige Ukraine, men skaffer en hårdt tiltrængt indkomst til indbyggerne i Rivne-regionen – en af landets fattigste.

En rejse til en svunden epoke

Landskabet åbner sig, og bløde enge glider forbi. Dugvådt græs blinker i solen, og på hjulsporet ved siden af skinnerne driver et ældre ægtepar deres hestevogn afsted. Ved stationerne i de undselige landsbyer langs ruten har storke bygget deres rugesteder i lygtepælene. Store og buskede kommer rederne til syne over samlingen af affarvede træhuse og skæve stakitter. Ude i en mose går den langnæbede fugl på jagt efter en frø. Det oprindelige kulturlandskab langs smalsporsbanen leder tankerne hen på illustrationerne til historierne om Gammelpot – en tegneserie, der udspiller sig i et 16-1700-tals univers – eller på naturmalerierne af den russiske maler Ivan Sjisjkin. At rejse med det lille tog er som at begive sig ind i en svunden epoke, inden åer blev rettet ud og landbrug industrialiseret. Et sted ved jernbanesvellerne prøver en skikkelse at komme noget langt græs til livs med en le. Traditionelle høstakke står i et skovbryn som små, gyldne bjerge. Et rådyr springer ind mellem birkestammerne, skræmt af togets særligt høje hvinen i en kurve. På et sæde bag søstrene Olga og Nadja sidder konduktøren Ljudmila Tarasjuk og spiser solsikkekerner med en veninde.

»Polakker, australiere, danskere, franskmænd og tjekker har vi haft med ombord,« remser den 41-årige konduktør op og henviser til smalsporsbanens stigende popularitet som turistattraktion.

»Jeg spørger ofte de udenlandske passagerer, hvad de synes er det bedste ved turen. De svarer, at de synes, landskabet er usædvanligt smukt.«

Rejsen langs det 75 centimer brede spor fører gennem noget af Ukraines smukkeste og mest varierede natur. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Malling.

Hun knækker endnu en solsikkekerne og tager en tår kaffe af koppen fra sin termokande. Drikken damper op i den kolde morgen.

»I snart mange år nu har der gået rygter om, at banen må lukke, fordi det ukrainske togselskab ikke tjener penge nok på den. Men vi kører stadig,« siger Ljudmila, der ikke går af vejen for også at påtage sig rollen som guide:

»Snart kommer et af rutens højdepunkter, passagen hen over en 150 meter lang træbro opført i 1906,« siger hun og rejser sig i sin mørkeblå uniform for at sælge billetter til passagererne, der netop er steget ind.

I det landlige lokalsamfund omkring smalsporsbanen virker det naturligt, at hun hilser dem med kælenavne, inden hun overrækker den lille papirlap.

At dørene ikke låses under turen giver mulighed for at stille sig på et trin halvt ude af vognen, mærke vinden i ansigtet og indsnuse lugten af lokomotivets dieselmotor. Her gælder det om at være forsigtig, for nogle gang svirper grene hårdt mod vognens sider. Snart glider toget hen over træbroen, som Ljudmila nævnte, med en dyb susen. Floden forneden glimter og leder sammen med smalsporsbanen gennem Prypjat-sumpene – Europas største vådområde, der strækker sig næsten hundredetusinde kvadratkilometer fra hviderussiske Brest i vest og ned mod Ukraines hovedstad Kiev i øst. Landskabet af vandhuller, moser og sivmarker forsvinder ud i horisonten. Fra sin plads oppe i førerhuset styrer Nikolaj toget sikkert hen over svellerne. Han fortæller, at lokomotivet blev bygget på en fabrik i Rusland i 1953 – året, hvor den sovjetiske diktator og sejrherre fra Anden Verdenskrig Josef Stalin døde.

Læs også: Ø-perler i Nordskotland

»Min arbejdsdag består af at køre en gang frem og tilbage fra Antonivka,« forklarer den 50-årige lokofører med overskægget og en gylden stjerne på skulderen af sin uniformsjakke. Han har arbejdet på banen siden 1987. Mellem de næsten antikke fartmålere og styreinstrumenter i den trange kabine sidder også Nikolajs yngre assistent. Godt ankommet til endestationen Saritjne hjælper han med at rangere lokomotivet, så det er klar til hjemturen. En gruppe højlydte soldater har allerede slået sig ned i den forreste vogn, og det flyder med spillekort og hryvnia-sedler på sæderne. Nu går turen den modsatte vej.