Gå i den bengalske tigers fodspor

Hvis du elsker naturen og dens forunderlige skabninger, så bliver det ikke meget større end at tage dybt inde i Indiens jungler – på udkig efter kongen over dem alle: Den sky tiger.

Klokken 6 om morgenen er det knap blevet lyst i det centrale Indien, men vi holder alligevel i den åbne jeep og venter på at komme ind i Kanha Nationalpark. Vi skutter os, selv om vi ved, at om få timer vil temperaturen dirre omkring de 35 grader i den tropiske jungle.

Så det er nu, det gælder. Mens nattens kølighed stadig hænger i junglen, er skovens dyr aktive; senere vil de finde et skyggefyldt sted og sove dagen væk, indtil sidst på dagen, hvor heden letter, og det går løs igen.

Det gælder især det jungledyr, som vi brænder allermest for at se: Det største kattedyr af dem alle – den bengalske tiger. Så vi kører ind i parken med vores naturvejleder bag rattet og ved hans side den lokale guide. Det var i Pench-nationalparken syd for Kanha her, at Rudyard Kipling fik ideen til »Junglebogen«, så vi glæder os vildt til at se hans dyr i levende live.

Bare det at køre ind i nationalparken med de mange Sal-træer med lysegrønne blade sender sitrende forventninger gennem kroppen, lidt uventet. For jeg har da været på safari i Afrika og set De Fem Store: Elefant, løve, leopard, næsehorn og bøffel. Men tænk, hvis man oplevede den kæmpestore og sjældne tiger i dens egen baghave ...

Kanha Nationalpark på små 2.000 kvadratkilometer er et af de første steder, hvor den nu udryddelsestruede tiger fik et fristed. Det er en af de ældste nationalparker, hvor tigeren og dens levesteder er blevet beskyttet; faktisk er der blevet arbejdet på bevaringen her i parken siden 1955.

Det var tæt på at gå galt for tigeren, for opfindelsen af kraftige geværer gjorde tigerjagt populær både hos kolonimagten England og højtstående indere. Sammenholdt med en ufattelig skovhugst – i 1980 var der kun 14 procent af Indiens oprindelige skove tilbage – betød det, at tigeren mistede sine opholdssteder.

Endelig i 1972 søsatte den indiske regering et stort redningsprojekt for tigeren. 21 nationalparker blev fredet for at give tigeren en chance, og noget tyder på, at projektet er ved at lykkes. Ved forrige tælling nåede man frem til 1.400 tilbageværende tigre; her i foråret var den samlede bestand på 1.700 dyr.

Vi er midt i delstaten Madhya Pradesh, en af de største delstater i Indien, otte gange større end Danmark og med 56.000 små landsbyer spredt ud over den tropiske delstat.

Her i Kanha må turister køres rundt på 300 kvadratkilometer, og vi begynder vores safari. Tigrene lever og jager  alene i deres eget revir, medmindre man støder på en mor og hendes unger. De er helt afhængige af det bytte, moren nedlægger, indtil de er omkring 18 måneder, og følger hende tæt. Så smider hun dem på porten, og de må finde deres eget revir.

Naturvejlederne kender mange af tigrenes revirer og gætter på, hvor de tænkes at opholde sig netop denne morgen. Måske har de dræbt i nat, eller i hvert fald spist af et tidligere bytte, og ligger nu og slapper af – måske er de på vej hen til yndlingsstedet i bækken; tigre elsker vand og er gode svømmere.

Så vi kører rundt i den grønne jungle og stirrer som gale ind bag bladene. Skoven veksler med åbne, tørre græssletter, hvor flokke af de smukke, plettede chital-hjorte græsser, og længere oppe dækker enorme bambus-skove klipperne.
Små grupper af vildsvin løber over stien, to vilde hunde løber nysgerrigt efter dem, men fortrækker, da et vildsvin gør et udfald. Og dér smutter en sjakal ind i det høje græs, da vi triller forbi. De store, fredsommelige bøfler spiser bare videre og er ligeglade med os, mens Indiens største hjort med de store ører smutter om bag en gruppe træer.

Påfugle roder rundt i skovbunden, mens isfugle, spætter, fugle med dobbelthale og fugle i prægtige farver er overalt. Her er flere end 200 fuglearter i Kanha – et paradis for fugleelskere. Og her er et utal af langur-aber, der nysgerrigt følger os både på jorden og i træerne, hvor de gnasker i de mest friske blade og lader resten falde til jorden – til stor glæde for chital-hjortene, som de tit ses sammen med.

Fællesskabet har også en anden funktion: Hvis aberne højt oppe i træerne får øje på en trussel – tiger eller leopard – skriger de deres alarm-skrig, og får hjortene til at fare af sted.
Vi passerer en slette, hvor en jeep holder stille på stien. Det er ikke tilladt at bruge radio mellem bilerne for at holde hinanden orienteret, så vi stopper og kigger med.

Uf, derude ser jeg den glidende bevægelse ... Guiden tror, det er en kobra-slange. Og ja, det er det, den rejser hovedet, typisk for kobraen. Slanger har jeg aldrig været vild med.

Vi har snart kørt tre timer, og det er blevet varmere. Af med jakken og på med solcremen.
Der er en lille time tilbage, til vi skal forlade nationalparken og give den fred til i eftermiddag, og vi har oplevet meget. Men ikke en tiger.

Jeg spørger naturvejlederen, om han er helt sikker på, at der er tigre her i junglen. Han smiler og konstaterer, at der ingen garantier er – de første måneder, han var her, så han ikke en eneste tiger. Så det er med lidt hængende skuldre, vi kører gennem alt det grønne. Store forventninger har suget en del af kraften ud af os, det er anstrengende at stirre så meget.
Vi kommer rundt i et sving på stien, og netop der går tiden i stå, og alt bliver stille: Midt på stien står den og kigger ligegyldigt på os. Tigeren.

Guiden bremser og slukker jeepen, og vi fumler som gale med kameraerne.
Tigeren går langsomt hen mod os på stien, og vi knipser løs, helt bevidst om, at vi sidder i en åben jeep, mens junglens største rovdyr er på vej.  Men den stopper op, kigger en ekstra gang og går så langsomt ind i junglen og er væk.

Milde himmel, tænker jeg, mens vi fire voksne mænd dunker hinanden i ryggen og pumper hænder, mens vi lykønsker hinanden med brede smil, der ikke vil gå væk. Så du, den var lige der, lyder det igen og igen – ja, vi så den alle sammen.

Naturvejlederen siger, at tigre ofte følger den samme rute – og i øvrigt holder af at gå på stiernes bløde sand for at beskytte trædepuderne. Og hvis den her tiger går videre gennem junglen, hvor den gik ind, så vil vi måske kunne møde den igen på en anden sti.
Altså kører vi nu svedende videre og stopper jeepen på en anden sti.

Efter nogen tid bliver der uro i junglen. Fugle skræpper op, langur-aber råber alarm, det samme gør chital-hjortene. Og gennem det hele lyder pludselig en gennemtrængende brølen.  En tiger er på vej.
»Det er meget sjældent, de brøler om dagen,« siger guiden.
Han vender sig om og kigger bagud.
»Der er han igen ...«

20 meter bag jeepen står tigeren igen på stien og kigger. Så vender den sig om og følger stien 20 meter mere, hvorefter den lægger sig ned og kigger væk. Rejser sig så igen og forsvinder ind i det grønne.
En formiddag i den indiske jungle, som jeg aldrig glemmer.

Men der er mere, for vi skal overnatte i telt-campen Taj Banjaar Tola højt hævet over bredden på Banjaar-floden.
Telt og telt ... Campen består af en vest- og østdel med hver ni telt-suiter med hver sit overdækkede opholdsområde, swimmingpool og bibliotek.

Men det er boligerne, der får det til at gibbe i én. Udefra kan suiterne minde om et gammeldags landsbyhus med spidst tag af kanvas. Men når man træder ind, sker der ting: Den lyse dobbeltseng står midt i opholdsrummet på en rund forhøjning. Med direkte udsigt gennem de store glasdøre til terrassen, den netop nu næsten udtørrede flod og junglen på den anden side.

Man går lidt gyngende ud i badeværelset, for suiten er hævet over jorden, og det smukke gulv er lavet af sammenpresset bambus – som væggene i øvrigt også er. Ved et af vinduerne står badekarret med fri udsigt til floden, hvis man da ikke foretrækker bruseren. Møblerne er fremstillet af lokale træsorter, og udsmykningen står lokale indiske kunstnere for. Bomuld og silke dækker møblerne.
En let indretning med indbygget lyst til at tage en lille lur indendørs i middagsheden med stor udsigt, inden det er tid til eftermiddagens safari-tur.

Men har man nu mere energi til det? JA.

Denne eftermiddag holder vi stille i lang tid ved et dybtliggende vandhul, som vi ikke kan se fra stien. Sammen med 17 andre jeeps.
Alle er enige om, at pote-sporene i det løse sand stammer fra den fuldvoksne hantiger, som holder til her, og at han ligger nede ved vandet og slapper af. Det drejer sig altså bare om at vente, til han beslutter at gå en tur.

Til sidst kommer to parkansatte gående fra den modsatte side af klipperne ned mod vandhullet. De fortsætter ned i dybet, og vi må konstatere, at fuglen er fløjet. Eller rettere tigeren. Og safari-bilerne kører videre i forskellige retninger.
Den første, der besluttede at køre, er den heldigste. Et par hundrede meter længere fremme holder bilen stille, og der står en tiger på stien foran bilen.

Vi nærmer os, og så sker der noget: To mindre tigre løber over stien foran bilen – og til sidst en stor han-unge, der er genert og brølende forsvinder i det høje græs. En mor og tre unger er på farten.

Folkene i bilen foran er ved at gå i opløsning af lykke. Vi ser de fire tigre på lang afstand – men vi ser dem. Og vi kan trille ud af nationalparken, mens den hede sol er gået ned, og lidt kølighed får os til at falde ned.

Tilbage i campen, og efter et bad, sidder vi på terrassen over floden med en gin-tonic – det skulle afskrække de irriterende moskitoer. Mørket har sænket sig, men kokken har tændt op i de store tønder og er gået i gang med at forberede maden, der vel kan sammenlignes lidt med tapas på indisk facon uden den voldsomme styrke, inderne selv foretrækker. Og med det grillede nanbrød, man kan blive helt afhængig af.

Og snakken går: Så du nu også rigtigt, hvordan tigeren stod der midt på stien..? Og ja, vi så godt, hvordan den stod der og kiggede på os.
Og vi kan høre nattedyrene begynde deres puslen og sukken, for her er ingen fjernsyn og intet internet til at tage opmærksomheden. Velkommen til den indiske jungle, hvor du bliver fulgt i seng af en butler med lygte. Farerne lurer angiveligt derude, og man tager ingen chancer med gæsternes sikkerhed.