Man skulle tro, det var nemt at falde i søvn til naturens lyde, men når man kommer fra et veldæmpet dansk soveværelse er det en omvæltning pludselig at skulle sove midt mellem vindblæste trækroner på en bjergside.

At søvnen ikke sådan lige kommer, skyldes nu ikke kun de anderledes lyde. Det er i lige så høj grad, fordi oplevelserne står i kø – som genudsendelser for det indre øje eller som forventninger om nye eventyr, når det igen bliver lyst.

Min seng er ikke en hængekøje spændt ud mellem to træer. Det er en komfortabel madras i et telthus i Concordia Eco-Resort på den lille tropeø St. John.

Spredt ud over skråningen og forbundet med gangbroer ligger flere end 30 »huse« i forskellige størrelser, som faktisk bare er skeletter med faste gulve og kraftig teltdug svøbt udenom som tag og vægge.

Når man ser de mange huse på afstand, stikker de ud som hvide pletter på den grønne baggrund, og man fristes til at tro, at det landsbylignende miljø er det eneste menneskeskabte på øen – for det eneste, man ser her fra øens sydøstlige punkt, er havet og naturen omkring en. Og så altså de hvide pletter på skråningen.

I-ét med omgivelserne

Til trods for at være netop det, menneskeskabt, er Concordia bygget ud fra filosofien om, at man tager vare på naturen, ikke skader den – og ikke efterlader noget, der ikke kan indgå i økosystemet.

Hvis man er indstillet på, at resorts i denne sammenhæng ikke er lig med opvarmet pool, boblebad og roomservice, er komfortniveauet overraskende højt.

Til hvert øko-telt hører toilet og bad, der ligesom vandhanen i enhedernes køkken bruger opsamlet regnvand, og man kan opbevare og lave sin egen mad – der er køleskab og kogeplader; strømmen kommer naturligvis fra solfangere lige udenfor teltdøren.

Drikkevand henter man fra vandstationer tre steder på området.Hvis man stadig synes, det lyder som en straf at være bæredygtig, er det formentlig kun, til man opdager den næsten surrealistiske udsigt fra altanen: den frodige natur, de smukke bjerge klædt i grønt og de ofte mennesketomme strande omkring Salt Pond skæmmes ikke af så meget som et enkelt hotel, en enkelt stribe asfalt, eller en eneste solbader eller issælger.

Fraværet af disse elementer, der er så naturlige på mange andre smukke steder, skyldes, at det, man ser fra altanen, er US Virgin Islands National Park, en beskyttet og fredet nationalpark.

Bæredygtighed betyder ikke, at man ikke må udforske naturen. Konceptet for eco-resortet og nationalparken er det samme – brug naturen, men træd varsomt og efterlad ikke spor.

Miljøsvineri er blandt andet lig med at smide affald i naturen. Det må man gerne her – bananskræller, brødrester og andet godt må man hjertens gerne smide udenfor teltet, inden man tager af sted på dagens eventyr. For lige uden for døren venter en horde af eremitkrebs, som klarer sig i den fugtige skovbund på at få rester – brød, frugt og andet organisk fra skraldeposen, blot det ikke er kød.

Jeg kaster en skive toastbrød ud til de godt halvtreds eremitkrebs, og i kampens hede slår havsneglehusene mod hinanden og lyder som sten, der kastes rundt.

Naturen for dine fødder

Concordia Eco-Resort ligger i ringe afstand af al den natur, man kan drømme om, når tankerne driver mod et ægte tropeparadis. Fra receptionen udgår et snørklet stisystem, som fører gennem den fugtige skov med enorme kaktusplanter ned til White Sand Beach ved Salt Pond Bay.

På vejen kan man møde tusindben og kolibrier, og måske et af øens vilde æsler eller vilde svin, som man ikke skal komme for tæt på. Bortset fra myg er der dog ikke mange kryb, man skal tage sig i agt for.

Selv når skyerne dækker for solen, er følelsen af paradis perfekt, når man rammer stranden for foden af bakken.

Jeg slår mig ned i det bløde sand, nyder de 28 grader og forbereder mig på min første tur med snorkel nogensinde. Nationalparken fortsætter ude i vandet, og det er her blandt koraller, man kan møde havets fantastiske og farverige væsener på meget tæt hold.

Igen er det vigtigt at huske, man er gæst i naturen. Man må ikke røre ved koraller eller samle noget op. Men hvem har brug for det, når noget så simpelt som en dykkermaske, en snorkel og et sæt svømmefødder giver adgang til et undervandsparadis, der folder sig ud for hver meter, man svømmer?

Jeg øver mig lidt i det lave vand, vænner mig hurtigt til at trække luft gennem et rør. Og fanger mig selv i at grine, da en lille stime med store sølvglinsende fisk første gang kommer mod mig.

Fascinerende område både under-og oven vande

Man kan sagtens komme til Concordia Eco-Resort med taxa fra havnen i hovedbyen Cruz Bay i øens vestlige ende, men det er dyrt, og vil man have mest muligt ud af øen, lejer man en bil, helst med firehjulstræk, og begiver sig ud på de snoede veje på St. John.

Strande i verdensklasse – som dem ved Waterlemon Bay og Trunk Bay på det nordlige af øen – ligger en overraskende kort køretur væk, og ved de fleste af dem er der rig mulighed for at snorkle. Blot på et par timer svømmer jeg med en grøn havskildpadde, tæt på en stor rokke og i stimer af alverdens tropiske fisk.

Selv om livet under havoverfladen er fascinerende, skylder man sig selv også at tage et kig på den sorte historie – fra dengang øerne var under Dannebrog. Man skylder sig selv at se Annaberg sukkerplantage, hvor sukkermøllen står rank som vidnesbyrd om en, heldigvis, svunden tid, hvor slaver var grundlaget for øernes økonomi.

Mens slaveriet er fortid, er Concordia Eco-Resort nutid og med sin bæredygtige profil formentlig også fremtid.

Og selv om den grønne linje går kraftigt igen i menukortet i hotellets restaurant, kan man – blandt andet af hensyn til de mange amerikanske turister – også få pizza eller steak. Og uanset, hvad man vælger på tallerkenen, kan det skylles ned med en stærk cocktail lavet på rom fra de amerikanske Jomfruøer.

Kort om De Amerikanske Jomfruøer

Øgruppen US Virgin Islands, eller de amerikanske Jomfruøer, er amerikansk territorium.

St. John dækker et areal på 50,8 kvadratkilometer og har ca. 4.000 indbyggere, mange af dem bor i og omkring Cruz Bay i øens vestlige ende.

St. John var som St. Thomas og St. Croix en del af Dansk Vestindien fra 1713-1917. Øerne blev solgt til USA for 25 millioner dollars, og hedder i dag ikke længere officielt Dansk Vestindien, selv om flere danske rejsebureauer stadig insisterer på at bruge det navn.

Mere end halvdelen af St. Johns areal har siden 1956 været dedikeret til fredet nationalpark, da multimillionær og filantrop Laurance Rockefeller opkøbte land og donerede det til National Park Service.