Check-in: Celadon Palace

Bo som en kejser i Hue i Vietnam. Hotellet er tydelig inspireret af det palads, som Bao Dai, den sidste kejser i Nguyen-dynastiet, boede i.

Foto: Judith Betak

Første indtryk
Det er stort, hvidt og næsten bombastisk trods de elegante søjler og mange altaner med sorte smedejernsgitre. Men byens første og netop åbnede fem-stjernede hotel efter international standard er også tænkt som et palads og er inspireret af den sidste kejsers bolig.

Fra hotellets indgang træder man ind i en hall stor som en festsal. To trapper, en fra hver side, mødes på etagen over – og man kan næsten se kejserparret stå der og modtage sine gæster. I dag modtages gæsterne heroppe af receptionen og dens personale.

Værelserne
Hotellets neo-koloni-indokina-stil er gennemført. Der er hvide skydedøre, som kan lukke af for den dobbelte glasdør ud til altanen. Den er låst af »af sikkerhedsmæssige årsager«, men låses op, hvis man forlanger det. Elfenbenshvide vægge og tykt beige tæppe med et lille grønt mønster på gulvet.

Badeværelset er integreret i værelset, som derfor syner endnu større. Bruser- og toilet har dog hvert sit rum, mens håndvasken er i et fritstående bord op mod et åbent træ-espalier. I de luxe-king rummene er der stor dobbeltseng med to madrasser oven på hinanden, store puder og dundyne. Skrivebord, stor vamset lænestol og fodskammel med blomstret betræk i douce farver - og naturligvis en vifte i loftet.

Mad og drikke
To restauranter. La Brasserie, som også er morgenmadsrestaurant, er en buffetrestaurant, og Le Petit Café har vietnamesiske retter på menuen. Begge ligger i stueetagen sammen med baren.

Særligt
Hotellet er i byggestil tydeligt inspireret af den sidste kejser af Nguyen-dynastiet, Bao Dai's, bolig – et gult paladsagtigt palæ, der ligger nærmere floden og i dag er museum »An Dinh Palace«. Her levede kejseren, til han abdicerede i 1945, da det kommunistiske Vietminh styre fik magten.

Han døde i 1987 i Paris. Bao Dai var kendt for at være levemand med sans for det modsatte køn, og det har hotellet ført med i sin dekoration og indretning, hvor der er tilstræbt sanselighed. Her hersker bløde og buede former, og der er masser af malerier af smukke asiatiske kvinder på væggene. Det er tydeligt, at her handler det om at nyde.

Plus
Man svøbes i luksus. Fra spa og fitnesscenter til den store udendørs pool. Men størst luksus er en utrolig service. Man når næppe at tænke på et ønske, før det er opfyldt.

Minus
Poolen ligger stort set dagen igennem i skygge. Godt på brændende varme dage, men skidt for solhungrende turister. Det nyåbnede hotel har desuden et problem med fugt og lugt i de nederste etager i hall’en og receptionsetagen.

Her mødes man især i regnsæsonen (i vintermånederne, hvor luftfugtigheden er omkring 95 pct.) af en hengemt lidt ram lugt. Hotellet kæmper med at finde løsninger på problemet.