5 for teenagepiger i New York

New York er et paradis for teenagepiger med hang til mode, lækkert hår og cafebésøg. Her er fem steder, hvor de kan give den gas, uden at det koster en formue.

Victoria’s Secret.
Læs mere
Fold sammen

1. Inderst inde

Hvad: Victoria’s Secret
Hvor: 591-593 Broadway
Info: victoriassecret.com

I efteråret 2012 åbnede den amerikanske undertøjskæde Victoria’s Secret to butikker i København Lufthavn, men her får man kun en smagsprøve i form af lidt skønhedspleje, accessories og trusser. Det store udvalg skal man stadig til udlandet for at finde – bl.a. på Broadway.

Hvis ens foretrukne undertøjsstil er minimalistisk og »Scandi-cool«, kan man hurtigt mærke et migræneanfald nærme sig. Enkelthed er ikke en af Victoria’s Secrets stærke sider. Men mange unge kvinder elsker det farvestrålende og pyntede undertøj med blonder, glimtende sten, flæser og broderier.

Medarbejderne er meget imødekommende og hjælpsomme, og er man i tvivl om sin størrelse, hjælper en »fitter« gerne med at finde den rigtige model.

Lidt længere henne ad Broadway, i nummer 565, ligger Victoria’s lillesøster Pink. Mærket har de 15-22-årige som målgruppe, og her er der skruet lidt ned på forbruget af blonder og de seksuelle undertoner.

2. Hipt genbrug i Greenwich Village

Hvad: Beacon’s closet
Hvor: 10W 13th st (mellem 5th og 6th Ave)
Info: beaconscloset.com

Her i kvarteret, hvor det vrimler med unge studerende, ligger den store genbrugs/vintagebutik Beacon’s closet, der i december 2014 blev kåret som New Yorks bedste genbrugsbutik af magasinet Village Voice.

Selv om butikken er stor, er det nemt at danne sig et vist overblik over udbuddet, hvor der både er dyre designermærker og fine gamle vintageting, men først og fremmest mode til rimelige priser. Og heldigvis bliver der hele tiden ryddet op, tøjet hænger ikke for tæt og i farveorden, og der er meget personale.

Har man lyst til at få noget andet med hjem i kufferten, end man havde med, er det også en mulighed. Hvis butikken vurderer, at den kan sælge ens tøj videre, fastsætter den en udsalgspris, og sælgeren kan så vælge imellem at få 35 procent af den i hånden i kontanter eller 55 procent i rabat på et tilsvarende køb i butikken.

Familiens teenager kom ud med en tilsyneladende helt ny ternet frakke i tynd uld med skindkanter fra det canadiske mærke Club Monaco for 350 kroner. Noget af et kup for en frakke, som fra ny ville koste omkring 2.500 kroner.

Beacon’s closet sælger også herretøj, og på butikkens webshop kan man få et indtryk af udvalg og prisniveau.

3. Outlet-maraton

Hvad: Jersey Gardens
Hvor: 651 Kapkowski Road, Elizabeth, New Jersey
Info: jerseygardens.com

Lad det være sagt med det samme: Hvis man ikke vil afsætte en hel dag til at gå på jagt efter gode tilbud, skal man lade være med at tage derud, medmindre man går målrettet efter én eller to butikker.

Man begynder dagen på den skræmmende store busstation Port Authority, men heldigvis står der på Jersey Gardens hjemmeside, hvilken bus, man skal tage, og hvor man kan købe billet. Busturen tager en halv times tid og ender i et dødssygt industrikvarter, men det er lige meget, for indendøre ligner stedet et helt almindeligt storcenter.

Der er flere end 200 butikker at vælge imellem, og mange af dem er teenagefavoritter, så lav en prioriteret liste, inden I går i gang. Vi besøgte bl.a. Abercrombie & Fitch, Adidas, Calvin Klein, Converse, Forever 21, Hollister, Footlocker, Nike, Nine West, Reebok, Victoria’s Secret, Kenneth Cole og Steve Madden.

Blandt de bedste kup var bukser fra Kenneth Cole til 25 dollar, sneakers fra Nike til 40 dollar, høje sko fra Steve Madden til ti dollar, og en stor portion g-strenge fra Victoria’s Secret, hvor de lå i bunker til kun to dollar stykket.

Men der er selvfølgelig også meget grimt tøj, som man godt forstår, er endt i en bunke i et outlet, og det kræver tålmodighed at finde de gode ting.

Heldigvis er der mange restauranter og cafeer, hvor man kan tage nogle pitstop og samle kræfter undervejs.

Er man til designeroutlet-shopping, er det ikke Jersey Gardens, man skal vælge, men i stedet Woodbury Common. Her er der bl.a. Balenciaga, Kate Spade, Dolce & Gabbana, Saint Laurent og Dior. Se mere på premiumoutlets.com/woodburycommon

Foto: Birgit Straarup. Sprinkles Cupcakes. Fold sammen
Læs mere

4. De sødeste cupcakes

Hvad: Sprinkles Cupcakes
Hvor: 780 Lexington Ave (mellem 60th og 61th gade)
Info: sprinkles.com

Cupcake-butikken Sprinkles, hvis navn betyder »krymmel« eller »drys«, vil nok virke bekendt for dem, der husker de nu lukkede Agnes Cupcakes-butikker i København.

De helt perfekt fremstillede kager er superdelikate at se på og smager også godt. Og så er de til 3,75 dollar stykket lidt rimeligere i pris, end de danske var.

Der er ikke færre end 24 varianter at vælge imellem – man kan dog ikke købe dem alle sammen hver dag, og vi er jo i New York, så der er også en »doggie« cupcake på menuen. Sukkerfri selvfølgelig. Til de tobenede findes der også en sukkerfri, en glutenfri og en vegansk udgave af den populære »Red velvet« cupcake.

Man kan blive i butikken og spise sin kage, eller man kan få den med sig i den fineste lille papkasse. Og bliver man sulten efter en cupcake uden for åbningstiden, kan man trække en kage i butikkens »hæveautomat« – en lyserød cupcake-ATM.

Er man mere til is end til kage, ligger der meget praktisk en Sprinkles isbutik lige ved siden af.

5. Alt til håret

Hvad: Ricky’s NYC
Hvor: 111 3rd Avenue og 22 andre steder på Manhattan
Info: rickysnyc.com

Der er ingen undskyldning for at have en dårlig hårdag efter et besøg i en Ricky’s NYCs 23 butikker på Manhattan (og et par stykker i Brooklyn).

Ricky’s gør ikke meget ud af indretningen. Til gengæld er udvalget enormt: Hylde efter hylde med shampoo og ufatteligt mange andre hårprodukter til enhver udfordring for enhver type hår fra kruset og krøllet til tyndt og farvet. Og af mærker fra de billige af slagsen til de dyre som Tigi Bedhead, Rusk og Sebastian, som man normalt kun kan købe hos frisøren herhjemme til en langt højere pris.

Ricky’s NYC har også et imponerende udvalg af neglelakker og pynt til neglene. F.eks. Essie og OPI i alle farver til lidt over halv pris af den danske.

Er man til udklædning og spas, er man også kommet det helt rigtige sted hen. Her er parykker, fjerboaer, glimmer og falske øjenvipper i lange baner. Og så i øvrigt en hel masse skrammel ,som man må forsøge at abstrahere fra, så man ikke mister fokus.