13 ting du skal rejse efter i marts

Marts har masser at byde på, hvad enten man er til Freestyle-VM i Norge, påskemarked i Prag eller St. Patricks dag i Irland.

»Meia Maratona de Lisboa« er et af verdens største halvmaraton. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

2 Voss
Det ser halsbrækkende ud, når freestylerne kaster sig ud i hop og pukler. Norge er vært for VM i Freestyle, og et helt nyt anlæg er i den anledning bygget i Myrkdalen 25 km fra Voss by, mens half-pipe konkurrencen afvikles i Oslos superpipe. Sidste konkurrence i mesterskabet afvikles 10. marts.
voss2013.no

4 New York
»Breakfast at Tifanys« er en klassiker, men den har ikke været sat op på Broadway siden musical versionen i 1966. Nu er Truman Capotes romantiske fortælling om den festglade Holly igen på plakaten som teaterforestilling i nyopsætning om at leve efter egne regler, elske på egne betingelser, og bære sit hjerte uden på designertøjet. På Cort Theatre til 1. september.
newyorkcitytheatre.com

9 Alta
Mere end tusind ivrige hunde er samlet i den nordnorske by ved starten til det årlige »Finnmarksløp«. De er spændt foran slæder og er klar til at løbe ud på den 1.000 kilometer lange rute gennem vildmarken til Kirkenes og tilbage igen. De første af de 164 tilmeldte hundeslæder med -førere ventes i mål efter fem dage. 18 forskellige nationer er repræsenteret, flest deltagere er fra Norge, men en dansker, Andreas Holte, er med sammen med sine hunde for første gang.
finnmarkslopet.no

12 Stockholm
Kongerne mødes – tenniskongerne. »King of Tennis« er i byen, og det er i år første gang, at Jimmy Connors er med i denne ATP Champions Tour. Ud over den karismatiske amerikanske spiller er John McEnroe, Stefan Edberg og Mats Wilander med i turneringen. De fire spiller har til sammen tilbragt 526 uger som nummer et på verdensranglisten. Der er tennis i Stockholm Waterfront Congress Centre til og med 15. marts.
kingsoftennis.se

14 Wien
Det er værker fra Albertina museets skattekammer, der vises under titlen »Meisterwerke aus der Albertina«, nemlig museets samling af tegninger af hollandske kunstnere som Rembrandt, Rubens, Bosch, Bruegel og van Dyck. Over 150 tegninger er udstillet til 30. juni.
albertina.at

15 El Paseo
12 designere fra tv-serien »Project Runway« viser hvad de kan. Saks Fifth Avenue, og den berømte hunde-modedesigner Linda Higgins er også med under den årlige modeuge i den californiske by. »Fashion Week El Paseo« er kendt for både at vise etablerede navne og helt unge kommende modedesignere.
fashionweekelpaseo.com

16 Lillehammer
»Birkebeinerrennet« blev arrangeret første gang i 1932 inspireret af den historiske færd på ski i for at redde birkebeinernes lille kongesøn, Haakon Haakonsson, i 1206. Ruten er på 54 kilometer, og langrendsløbet foregår i klassisk stil. Der er start lidt vest for Rena centrum og mål i Birkebeineren Skistadion i Lillehammer.
birkebeiner.no

16 Prag
Påsken fejres i ugevis i den tjekkiske hovedstad. Allerede nu åbner påskemarkedet på byens to store pladser. Staroměstské náměstí ved rådhuset og den nærliggende Wenceslas plads er som ved juletid fyldt med små handelsboder af træ med påskepynt, kunsthåndværk og delikatesser, og hver eftermiddag er der optræden med folkemusik og -dans. Påskemarkederne varer til og med 7. april.
prague-tourist.com

17 Dublin
St. Patricks Day er en festdag uden lige i Irland. I hovedstaden har den udviklet sig til en hel festival, som varer fra 14. til 18. marts. I år bliver det ekstra festligt, for byen har inviteret 8.000 gæster fra hele verden til at deltage i den store St. Patricks parade gennem byen. Omkring 40 nationer vil være repræsenteret.
stpatricksfestival.ie

18 Singapore
Siden den første »Restaurant Week« i 2007 i New York har begrebet bredt sig. I 2010 blev den første Singapore-version afviklet: »more-for-less dining week«, og de deltagende restauranter kunne notere over 36.500 bestillinger. I dette års restaurant-uge har restauranterne specielle tre-retters frokost- eller middagsmenuer til henholdsvis 112 og 156 kr. Varer til 25. marts.
restaurantweek.sg

23 Malmø
De brændte deres lys i begge ender, og de forlod dette liv alt for tidligt. 27 år blev de, og »27« er titlen på teaterkoncerten om de syv musikere og sangere: Brian Jones, Jimi Hendrix, Janis Joplin, Jim Morrison, Kurt Cobain og Amy Winehouse. Koncerten kan opleves på Malmø Stadsteaters Hipp scene.
malmostadsteater.se

24 Lissabon
»Meia Maratona de Lisboa« er et af verdens største halvmaraton. Løbet skydes i gang i Almada på sydsiden af Tagus floden, og ruten går over 25 de Abril broen og videre mod øst langs floden til målet i Belém ved Mosteiro dos Jerónimos klostret. Det er også muligt at løbe en kortere rute, en såkaldt mini-maraton.
meiamaratonadelisboa.com

28 Leipzig
En hæklet stilet med museører, en anden har en pistol som hæl. Det er ikke sko, som de er flest, der vises på udstillingen af eksperimentel skodesign på Grassi Museum für Angewandte Kunst. Omkring 100 par besynderlige, mærkelige og sjove sko – alt fra sociale foranstaltninger til fetisch objekter. Udstillingen kan ses til 29. september.
grassimuseum.de

Læs også: Guide: Prag for ædru voksne