Pseudo-liberalismen har sejret

Med sin debat om personligt ansvar tager regeringen sig liberal ud, men har i virkeligheden taget et skridt væk fra liberalismen. For ved at påtale borgernes mangel på personligt ansvar gør regeringen sig skyld i at føre politik med moral og ikke andet end moral. Så den er på god socialdemokratisk vis i færd med at skabe kulturfællesskaber i stedet for at bruge politik som et instrument til indretning af samfundet.

Liberalisme handler jo om at hæge om det enkelte menneskes frihed og med denne frihed også den enkeltes ansvar. Derfor burde der ikke være noget overraskende i, at beskæftigelsesminister Claus Hjort Fre­deriksen for nylig slog på tromme for, at vi som borgere lærer at tage et ansvar i samfundet og for eksempel selv finder malerkosten frem, hvis der trænger til at blive malet hos ens gamle mor på plejehjemmet. Tanken er en del af relancering af værdikampen fra regeringens side, ved at nedsætte »Ministerudvalget om Det Personlige Ansvar«.

Skatteminister Kristian Jensen istemmer beskæftigelsesministeren ved at nævne, at når folk synes, at momsen påøkologiske grønsager skal sættes ned, fralægger de sig det personlige ansvar for selv at købe økologisk for så dyre er økologiske varer jo heller ikke. Ifølge skatteministeren er det vigtigt at få gjort op med den socialdemokratiske tanke om, at det altid er samfundet, der har ansvaret for at løse folks problemer. I det store og hele pæne tanker om, at vi hver især engagerer os mere og tager et aktivt ansvar for, at samfundets hjul bliver smurt.

Det lyder jo meget liberalt, men er det bare ikke. Det er nemlig ikke tilstrækkeligt bare at tale om personligt ansvar for at blive liberal.

Moral kan aldrig forvises fra politik. For hver gang vi bliver mødt med udfordringer i samfundet fra ventelister på sygehusene til børns evne til at læse ligger der i vores måde at løse problemerne på fundamentale værdier, der handler om, hvordan vi ser verden, og hvordan man tackler samfundsudfordringer. Denne optik er moralsk og det er det niveau, regeringen med sin kulturkamp i almindelighed og nu ministerudvalget for personligt ansvar i særdeleshed går ind og arbejder på. Hvilket der ikke burde være noget galt i.

Men problemet er, når man omformer liberalt tankegods til moral og ikke andet end moral. Så mister politik nemlig den realpolitiske målestok for, hvilke ideer der er anvendelige, og hvilke der ikke er. Selvfølgelig har politikere lov til fra tid til anden højtstemt at sjunge over land, hvad det er for fundamentale værdier, de repræsenterer. Men i kraft af at være regeringspolitikere har både Claus Hjort Frederiksen og Kristian Jensen mulighed for at iværksætte love og forordninger, der belønner den adfærd, de efterlyser. I stedet bliver vi som borgere bare mødt med en opsang om at tage mere ansvar. Selvfølgelig implicerer politik moralske spørgsmål men det implicerer så sandelig mere end det.

Det hedder sig, at formålet med regeringens udvalg for mere personligt ansvar er at skabe debat og iværksætte kampagner. Der er med andre ord tale om at ændre borgernes adfærd gennem en beskydning af deres holdninger. Debatter er meget gode, men spørgsmålet er jo netop, om de når det kommer til stykket egentlig ændrer mere end at skabe bevidsthed om et problem. I tidens løb har der været nok så mange debatter om bl.a. rygning og trafiksikkerhed men det er ikke førend politikerne griber til mere håndgribelige forbud eller afstraffelser, at der sker en reel adfærdsændring i befolkningen.

Der er jo ikke noget galt i kravet om mere ansvarlighed. Det er bestemt et synspunkt, det er vanskeligt at være uenig i, fordi ansvarlighed aldrig skader samfundet. Men at moralisere løser ikke problemer for hvis det gjorde, havde vi forlængst fyldt det offentlige rum med prædikener. Så kunne vi fortælle alle, at det ville være forkert at arbejde sort, og pist væk ville sort arbejde være. Og vi kunne sige, at børneporno var forkasteligt, og vupti så ville det problem være løst. Når politikerne giver sig til at tænke i kulturkamp, bevidstgørelse, debatter om grundholdninger og kampagner får man unægtelig den mistanke, at de fattes realpolitiske instrumenter til at løse problemerne med.

Derfor er det eksempelvis ikke skatteminister Kristian Jensens opgave at fortælle os, at vi skal spise mere økologisk. Det er hans opgave at finde løsninger på at få os til at gøre det og hvis ikke en momsnedsættelse er løsningen må han som politiker finder andre veje end at lege overlærer.

I en artikel i 180Grader bakkes Claus Hjort Frederiksen op af debattør Morten Albæk, der mener, at regeringen med sit tiltag fører ægte liberal politik. Det handler ifølge Albæk nemlig ikke om, som hos de neoliberale, bare at føre økonomisk politik, men om at være åndsliberal, hvor man bliver sig bevidst om sin rolle som borger i samfundet.

At blive bevidst om sit eget ståsted og at udveksle synspunkter med andre om ens ånd er der jo ikke noget forkert i hvis man har behov for at sidde og fumle med sine værdier og sin identitet. Sikkert er det imidlertid, at der sjældent kommer realpolitik ud af den slags tænkning. Her ender man meget nemt med at blive åndelig for åndelighedens egen skyld. Og i et interview bedyrer Claus Hjort Frederiksen, at han bestemt ikke mener, at danskernes personlige moral har det dårligt men at det alligevel vil være godt med en debat. Altså debat for debattens egen skyld uden at det bliver klart, hvilke problemer øget ansvarlighed egentlig skal løse.

Derfor har det fra et liberalt synspunkt netop været befriende, at CEPOS eksempelvis har haft et overvejende fokus på skattepolitikken, fordi der her netop er tale om at fokusere på politik som instrument og i stedet for at reklamere for liberalismen som et mere forkromet fællesskab end det socialdemokratiske.

Moral gør altså ikke arbejdet alene. En holdning skal understøttes af tiltag, der rent faktisk belønner eller straffer en bestemt adfærd. Ved at moralisere gør regeringen sig skyld i at omdanne sig til et præsteskab for de rigtige holdninger. Pludselig kommer politik til at handle om, hvem vi er og ikke om, hvad vi gør.

De rigtige holdningers logik kender vi kun alt for godt fra venstrefløjen. Her er det imidlertid legitimt at repræsentere »de rigtige holdninger«, for venstrefløjen arbejder per definition med politiske løsninger, der implicerer, at vi skal hylde fællesskabets moral. Det samfundssind, som venstrefløjen konstant kolporterer gennem begreber som lighed, solidaritet og omsorg for de svage, handler i sin essens om at skabe en fælles kultur. Det var denne evindelige fællesskabstvang, underforstået velfærdsstatens kritikløse fortræffelighed, der gjorde Nyrup-regeringen bela­­­stende for borgerlige på trods af dens realpolitiske resultater.

Liberalismen handler derimod ikke om at skabe fælles kultur. Den anerkender netop, at borgere kan have vidt forskellige normer mht. religion, seksualitet, familie og faktisk også samfund. Liberalismen definerer bare rammerne for samfundet, indenfor hvilket det er op til borgerne at agere. Og så længe den enkelte borger holder sig inden for disse rammer, er der ingen grund til at påtale vedkommendes værdier.

Det modsatte er et åndstyranni, hvor vi som borgere kun bliver accepteret i kraft af vores moral, hvilket rummer en klar misforståelse af politikkens formål. Så kan VK-regeringen råbe personligt ansvar nok så meget. Så længe dens metode er at moralisere fordi den ikke kan tænke andre politiske løsninger end ved at ensforme borgernes moral så vil den forblive socialdemokratisk i sin metode langt ind i sin sjæl. Og dansk politik vil blive fyldt med præstesnak men tømt for realpolitiske løsninger.