Ingen hjælp fra politikere

Partiernes pensionsordførere hælder mest til at lade pensions­selskaberne indføre åbenhed og gennemsigtighed ad frivillighedens vej, selv om intet er sket i snart fire år. Ekspert mener, det skyldes uvidenhed og en dygtig brancheorganisation.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I år er det fire år siden den tidligere økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) lovede danskerne åbenhed og gennemsigtighed i pensionssektoren. Det er imidlertid fortsat en lukket og uigennemsigtig branche, og politikerne ønsker fortsat ikke at komme forbrugerne til undsætning: De svarer fortsat »tja, bum bum«, på spørgsmålet om, hvorvidt pensionssektoren skal tvinges til åbenhed.
De politiske pensionsordførere erklærer ganske vist, at pensionsbranchen må tage sig sammen og indføre åbenhed og gennemsigtighed. Men politikerne har nikket til, at det kan ske ad frivillighedens vej, og at det kan vente til 2011 – mere end fem år efter, at den nuværende økonomi- og erhvervsminister Lene Espersens forgænger og partifælle, Bendt Bendtsen, forlangte det.

I venteposition
I mellemtiden er forbrugerne på herrens mark, for pensionsselskaberne er ikke enige om, hvordan nøgletal skal opgøres. Men politikerne er indstillet på at vente.
»Hvis det ikke kommer til at fungere, og de ikke er i stand til at leve op til kravene om åbenhed, så har branchen et problem, og så skal der politiske initiativer til,« siger erhvervsordfører Orla Hav fra Socialdemokraterne.

Han vurderer, at det langtfra er alle selskaber, som lever op til åbenhedskravene, når branchens frivillige plan er fuldt udfoldet i 2011.
Colette Brix fra Dansk Folkeparti peger også på et klart behov for at få større gennemsigtighed i pensionsbranchen:
»Kunderne skal kunne se, hvilke omkostninger de samlet har til administration og investeringer i pensions- og forsikringsselskaberne, så konkurrencen styrkes. Det gælder også administrations- og investeringsomkostninger hos underleverandører, hvor eksempelvis dele af en pensionskasses formue forvaltes,« lyder det fra hende. Men heller ikke Dansk Folkeparti kræver lovgivning her og nu.

De Konservatives pensionsordfører har følgende kommentar:
»Jeg ønsker fuld åbenhed og gennemskuelighed, så folk kan vælge selv og med fuldt sammenligningsgrundlag,« siger Mike Legarth.
Men ingen melding om vilje til at hjælpe kunderne ved at tvinge pensionsselskaberne.

Det bliver svært
Enhedslistens Frank Aaen vil gerne tvinge selskaberne. Faktisk så han helst, at hele systemet blev lavet om, men han erkender, at det nok bliver svært:
»Fortsætter det nuværende system, skal der indføres fuld, nem og gennemskuelig åbenhed om gebyrer, omkostninger, driftsherretillæg og skyggekonti,« siger Frank Aaen.
Men hvorfor har vi her i Danmark anno 2009 en branche, som gang på gang får det, som den gerne vil have det?

Aktuar og pensionsekspert, Jørgen Svendsen, mener, at pensionsbranchen i alt for lang tid har haft held til at snøre politikerne:
»Det er meget få politikere, som kan gennemskue pensionssektoren og dens produkter. Derfor lytter de til tilgængelige argumenter, og pensionssektorens brancheorganisation har været god til at fortælle politikerne, hvad de skal mene,« siger Jørgen Svendsen.
Han ærgrer sig på forbrugernes vegne over, at politikerne bliver ved med at tro på, at branchen selv kan finde ud af at indføre åbenhed og gennemsigtighed. Han er enig med Forbrugerrådet i, at det er nødvendigt at tvinge selskaberne til handling:
»Svaret er ja. Lige nu er alle bange for at lægge for mange informationer frem, fordi de frygter, andre gør noget andet. Eksempelvis har Danica Pension lagt deres omkostninger frem og har fået mange tæsk for det, fordi andre tøver med at følge trop. Men hvis det skal give mening at sammenligne ordninger, skal alle selskaber tvinges til at lægge det hele frem,« siger Jørgen Svendsen.

Berlingske Business forsøgte i går forgæves at få et interview med økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K), men hendes mund var lige så lukket som pensionssektorens, når det handler om åbenhed, gennemsigtighed og sammenlignelighed.
Hun skriver dog i en mail, at hun går ind for, at kunderne skal kunne se omkostningerne, og hun forventer, at sektoren sørger for dette.