Hvordan man åbner og drikker champagne

I en flaske champagne eller anden mousserende vin er der samme tryk som i dækket på en mellemstor lastvogn.


Proppen

ryger af sted med en udgangsfart på 60 kilometer i timen, og øjet når ikke at reagere inden for halvanden meters

afstand. Hvis metallåg og ståltråd ryger med, øger det slagkraften. En ting er skader på prismekronerne

og stuklofter. Det kan man grine lidt af, men det sjove går af, hvis en flugt-prop giver varig øjenskade. Og risikoen

stiger, hvis man i overmod vil åbne mousserende vin med sabel. Så er det ikke kun proppen, men også det øverste

af flasken som i raketfart sendes ud i kredsløb.


Jeg har uheldigvis selv en gang bevist, at sådan en sag uden problemer

fra gadeplan går gennem en anden sals dobbeltrude på et sagførerkontor i Magstræde. Her taler vi om at sætte

folk i livsfare og sker det værste, kan man dømmes for uagtsomt manddrab.


Sabelslagtning skal ske udendørs

og med ryggen til alt levende.


Flasken skal åbnes, så folk omkring én føler sig sikre. Det er derfor vigtigt

selv at vide, hvad man skal gøre, og så gøre det med den største selvfølgelighed. Der er ikke noget

med at stå og knibe øjnene sammen og selv se overrasket ud. Sørg for at flasken er iskold. Tag det øverste

af sølvpapiret af og bræk ståltråden af. Hold fast om proppen med højre hånds tommel- og pegefinger,

og drej i bunden med venstre hånd. Vupti og et stille tilfreds suk fra flasken fortæller, at det blev gjort rigtigt.



Glassene

Og

husk så, at skummet skal op i høje slanke glas. De flade skåle, som nogen benytter, er måske meget gode til

frugtsalat, men helt uegnet til champagne og andre mousserende vine.


De fleste venter med champagnen til midnat, og de har købt

en tør af slagsen. Brut eller Brut Nature. Sammen med kransekagen klokken tolv er de ikke bare tørre. De er pivende

tørre. Sure vil nogen mene. Og det er ærgerligt at udsætte sig selv for sådan en dårlig oplevelse,

som det første i det nye år. Især når man tænker på, hvad det koster.


Jeg drikker og nyder

noget Asti Spumante på det tidspunkt, og starter aftenen med den gode tørre champagne. Til Dronningens nytårstale

og østers. Hæld lidt champagne op i skallen og slubre det sammen med dyret. Uha det er godt!


Har man af en eller

anden grund fået for meget champagne i huset, så er det fristende at fortsætte med det resten af aftenen. Man vil

lære, at champagne ikke skal nippes. Fyld munden godt, så bruset mærkes som en stor bølge, der rejser sig

og slår mod bredden. Man forstår lige pludselig meningen med champagne.


Meningen ødelægges lidt, hvis

champagne blandes med stærk alkohol og bajere. Nogen er lige frem allergiske overfor denne konstellation, og når de vågner

næste morgen (hvis de vågner), så har de en ubehagelig fornemmelse i kroppen.


Det er som om, at der er en

vibrerende jernkugle i hovedet og en i maven, som prøver om de kan mødes. Kort fortalt, man har det rigtigt skidt. Tømmermænd

er der nogle, der kalder det. Hvad skal man gøre?


Det bedste er at angre og love sig selv, at man aldrig mere vil udsætte sig

selv for det. Og så ellers blive i sengen uden at snakke, spise eller røre sig, til det er gået over. Nogen prøver

at lindre smerten med et engelsk morgenmåltid, andre med sildemad og øl. Andre igen drikker masser af vand for at få

rettet væskebalancen op og andre igen spiser frugt for at genplacere nogle af de vitaminer, som man har mistet i kampen.


Når

man ligger der med hår, der strammer, lys og lyde der generer, og en søsyg mave, kan man søge trøst i et

Frank Sinatra citat: "Jeg har ondt af folk, der ikke drikker for meget en gang imellem. Når de vågner om morgenen,

må de erkende, at de ikke får det bedre i løbet af dagen.