Blå blok vil lempe krav til realkreditinstitutter

Kravene til landets realkreditinstitutter skal sænkes, mener Christiansborgs blå partier.

Flere partier i blå blok melder sig klar til at lempe krav til realkreditinstitutterne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Realkreditinstitutterne er hovedsageligt underlagt love og krav fra EU, men også på Christiansborg har politikerne vedtaget reguleringskrav til realkreditinstitutterne. Nu melder flere af de borgelige partierne sig klar til at fjerne disse krav.

Det skriver DR.

Folketinget har flere gange vedtaget reguleringskrav til realkreditinstitutterne, senest i 2014. Både Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti oplyser, at de er klar på at skrue ned for de reguleringskrav, som har fået realkreditinstitutterne til sende regningen for de øgede krav til kunderne i form af forhøjede bidragssatser, skriver DR.

»Vi har gennem længere tid konstateret, at der er for meget regulering på realkreditområdet, det gør omkostningerne for dyre for både erhvervslivet og for forbrugerne, så vi vil godt være med til at skrælle noget regulering af, siger Konservatives erhvervsordfører, Brian Mikkelsen, til Orientering på P1.

Udmeldingen kommer midt i en debat om øgede bidragssatser. Her har Berlingske Business blandt andet kunnet fortælle, at Nykredit har hævet bidragssatserne for lån markant i datterselskabet Totalkredit i forbindelse med Nykredits børsnoterering. Samt at Nykredits egen direktør, Troels Bülow-Olsen, har finansieret sit eget boliglån hos konkurrenten BRFkredit og dermed slipper for ekstraregningen, de øgede bidragssatser har medført.