Venstres Jan E. Jørgensen vil være borgmester på Frederiksberg

Selvom Venstre blot har et mandat i Frederiksberg Kommune, ønsker partiet borgmesterposten til november.

Venstres Jan E. Jørgensen til ministrenes spørgetid i Folketingssalen, onsdag den 6. maj 2020.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Venstre, der blot har 1 af 25 mandater på Frederiksberg, vil gå efter borgmesterposten i kommunen. Det siger Jan E. Jørgensen (V) til Politiken.

Partiet er blandt de mindste i byrådet, men et mandat er i princippet nok til at overtage borgmesterstolen.

Selv vurderer Jan E. Jørgensen sin chance for at blive borgmester som lille.

»Hvis det var Oddset, og du satsede på, at det blev mig, ville du nok få meget tilbage på din indsats,« siger han til Politiken.

Jan E. Jørgensen er nuværende 1. viceborgmester i Frederiksberg Kommune, der været ledet af konservative borgmestre siden 1909.

Det er første gang, at Jan E. Jørgensen aktivt melder sig som borgmesterkandidat, selv om han har været spidskandidat for Venstre ved de seneste fem kommunalvalg.

Han forklarer, at Frederiksberg er blevet mere broget, hvilket afspejlede sig i resultatet ved forrige kommunalvalg i 2017, hvor De Konservative var tæt på at miste magten til rød blok med henholdsvis 49,7 procent af stemmerne og 49,5 procent af stemmerne.

Derfor mener Jan E. Jørgensen, at alt kan ske til november, hvor der er kommunalvalg.

»Vi vil gerne fortælle vælgerne, at der er andre muligheder end det her præsidentvalg mellem Simon Aggesen (K) og Michael Vindfeldt (S), som har været i indbyrdes valgkamp det sidste halve år,« siger han til Politiken.

Ifølge Jan E. Jørgensen lider Frederiksberg Kommune under »en forskrækkelse for det nye.«

Han giver det eksempel, at den konservative borgmester ikke vil godkende byggeplaner ved den franske skole på Værnedamsvej på Frederiksberg.

Med Venstre i spidsen i Frederiksberg vil Jan E. Jørgensen ifølge eget udsagn skrue op for tempoet på udviklingen af byen.

Ud over Jan E. Jørgensen, Socialdemokratiets Michael Vindfeldt og Simon Aggesen har Radikales Lone Loklindt også meldt sig på banen.

/ritzau/