V-minister får hård kritik af et flertal i Folketinget - igen: »Vi mangler andre værktøjer til at straffe ministre«

De senere år er skiftende Venstre-ministre på fiskeri- og landbrugsområdet raget uklar med et flertal i Folketinget. I dag fik fiskeriminister Eva Kjer Hansen endnu en næse. Politikere efterlyser flere værktøjer til at straffe ministre.

Fiskeriminister, Eva Kjer Hansen (V) kan se frem til sin anden næse på ganske kort tid. Denne gang bliver den givet for hendes håndtering af sagen om storfiskeres adgang til forsøg med muslingefiskeri. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Fiskeri- og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) får sin anden næse af Folketinget inden for få måneder.

Kritikken fra et folketingsflertal er formuleret som en såkaldt beretning og blev givet tirsdag i Folketingets miljø- og fødevareudvalg.

Berlingske har de seneste uger oprullet, at en lille håndfuld af de største muslingefiskere fra Limfjorden i flere år har haft eksklusiv adgang til fangster ved Storebælt. Adgangen for de udvalgte fiskere blev angiveligt tildelt via mørklagte aftaler med embedsmænd. Fiskerimyndighederne kategoriserede fiskeriet ved Storebælt som forsøgsfiskeri, selv om der ifølge en række fagfolk snarere har været tale om et permanent fiskeri.

Fiskeriminister Eva Kjer Hansen har kaldt fiskeriet ved Storebælt for helt uacceptabelt og greb ind i sagen i efteråret 2018. Alligevel er ministeren styret ind i hård kritik fra flere partier på Christiansborg. De har især haft et stort problem med, at Eva Kjer Hansen ikke oprindeligt oplyste dem om sagen, og at det - også efter ministerens mellemkomst - fortsat er de største muslingefiskere fra Limfjorden, som har adgang til Storebælt. Det vakte især opsigt, at lokale fiskere fra den jyske østkyst i en årrække forgæves havde søgt om forsøgsfiskeri ved netop Storebælt.

Ib Poulsen (DF), fiskeriordfører

»Hvis sagen kun skulle vurderes ud fra det rent fiskeripolitiske, så havde ministeren ikke overlevet denne sag«


I næsen til Eva Kjer Hansen lægger det politiske flertal vægt på, at ministeren ikke har taget sagen alvorligt nok, ikke har opfyldt lovgivernes behov for indsigt og information og bidraget til ulige adgang til Storebælt.

»Der er således tilbageholdt central viden for Folketinget i sagen om forsøgsfiskeri i Storebælt«, står der i beretningen.

Dansk Folkepartis ledelse har tilsyneladende været udslagsgivende for, at det endte med en næse - og ikke en fyreseddel til Eva Kjer Hansen, selv om partiets ordfører på området løbende har luftet muligheden.

Ifølge fiskeriordfører Ib Poulsen (DF) er forløbet så problematisk, at ministeren kunne have mistet sit job.

»Hvis sagen kun skulle vurderes ud fra det rent fiskeripolitiske, så havde ministeren ikke overlevet denne sag. Jeg respekterer selvfølgelig, at ledelsen i Dansk Folkeparti også tager andre hensyn i betragtning,« siger Ib Poulsen.

Han vil ikke uddybe, hvilke andre hensyn ledelsen i partiet har taget.

Det er dog åbenlyst, at en ministerfyring formentlig ville udløse intern konflikt i blå blok, der kunne trække spor ind i valgkampen. Da Eva Kjer Hansen mistede jobbet som miljø- og fødevareminister i 2016 efter hendes håndtering af blå bloks landbrugspakke, truede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) eksempelvis indirekte med, at hele regeringen måtte gå af sammen med ministeren.

Da Eva Kjer Hansen fik en stor næse i februar i år, udtalte Ib Poulsen, at næsen udgjorde et gult kort. Hvis lignende sager dukkede op, ville ministeren automatisk se rødt, fastslog han.

Du har fra begyndelsen talt om ministerfyringer. Har du ikke været unødigt hård i din kritik af ministeren, når I nu nøjes med at give hende en næse?

»Nej, ministeren har tilbageholdt oplysninger for Folketinget, og hun har skabt ulige adgang til fiskeriet. Derfor har min kritik været fuldt berettiget hele vejen igennem. Det fremgår tydeligt af den næse, som vi giver i dag,« siger Ib Poulsen.

Folketinget, Ombudsmanden, Rigsrevisor og statsrevisorerne kan udtrykke utilfredshed med ministre gennem de såkaldte næser. Det kan virke som et voldsomt spring, om et folketingsflertal blot giver en - symbolsk - næse til en minister eller går skridtet videre og udsteder en regulær fyreseddel. Flere politikere erkender, at næsen reelt er uden betydning og efterlyser en sanktion hårdere end næsen og mildere end afskedigelsen.

Mange problemsager

I denne valgperiode har netop fiskeri- og landbrugspolitikken på Christiansborg i høj grad været præget af et opgør mellem regeringen og Folketinget.

Siden magtskiftet i 2015 er der uddelt otte næser til siddende ministre. Halvdelen af næserne er givet til politikere fra Venstre med afsæt i landbrugs- eller fiskeripolitik.

Hertil kommer, at Eva Kjer Hansen (V) i 2016 helt måtte forlade posten som miljø- og fødevareminister, efter at et flertal mistede tilliden til hende på grund af forløbet om landbrugspakken. Ministeren blev blandt andet beskyldt for at manipulere med konsekvensberegningerne for den politiske pakke, så den kom til at se mere miljøvenlig ud, end den reelt var. Senere fik regeringstoppen en næse for at have tilbageholdt oplysninger om konsekvenserne af landbrugspakken over for resten af Folketinget - også de partier i blå blok, der havde været med til at stemme pakken igennem.

Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen, har ført an i kritikken af fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V). Han var tidligere på året med til at give hende en stor næse i den såkaldte østers-sag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) fik ligeledes en næse i den såkaldte kvotekongesag. Han måtte senere forlade posten som minister for fiskeriet, efter at det kom frem, at han systematisk havde tilbageholdt oplysninger for Folketinget. Han fortsatte dog som minister for miljø og fødevarer.

Socialdemokratiets fiskeri- og landbrugsordfører, Simon Kollerup, har været en aktiv kritikker af skiftende fiskeri- og landbrugsministre gennem hele regeringsperioden.

»Venstres ministre har gennem de seneste år vist sig at have store problemer med at forvalte fiskeri- og landbrugsområdet på en ordentlig måde og i respekt for Folketinget. Der har været sådan en går-den-så-går-den tilgang, som Venstre desværre er ved at være kendt for,« siger han.

Simon Kollerup afviser, at de mange næser blot er symbolske slag i luften.

»De skal ganske enkelt hjælpe på ministrenes opførsel,« siger han.

Du har selv ført an i flere af de kritiske sager mod V-ministre. I hvor høj grad har det handlet om at profilere dig selv og Socialdemokratiet?

»Der har været tale om regulære politiske skandaler, hver eneste gang Venstres ministre har fået kritik eller er blevet skiftet ud på det her område,« fastholder han.

Efterlyser nye straffemetoder

Roger Matthisen, Alternativets fiskeriordfører, støtter også den seneste næse til Eva Kjer Hansen. Han mener, at forløbet er så alvorligt, at fiskeriområdet helt burde være fjernet fra hende.

»Det er klart og tydeligt, at vi endnu en gang ser en minister tilbageholde informationer og direkte modarbejde intentionen i den politiske aftale. Jeg er rystet over håndteringen,« siger han.

Roger Matthisen erkender, at næsen til Eva Kjer Hansen - og næser generelt - er uden reel konsekvens:

»Jeg er enig i, at vi burde have bedre sanktioner, men jeg har ikke løsningen,« siger han.

Enhedslistens fiskeriordfører, Søren Egge Rasmussen, fremhæver, at fiskeriministeren burde have inddraget de øvrige partier, »fordi forsøgsfiskeri er en del af den politiske aftale«.

Orla Østerby (K), fiskeriordfører

»Ministeren tilbageviste al kritik på samråd. Alligevel giver man en næse«


Søren Egge Rasmussen erkender også, at de politiske næser generelt er uden konsekvens og efterspørger sanktionsmuligheder mellem næsen og fyresedlen.

»Det seneste forløb har været dybt præget af, at der lige om lidt er valg, og så har toppen i Dansk Folkeparti ikke ønsket en fyreseddel,« mener Søren Egge Rasmussen.

Han håber, at vælgerne hæfter sig ved kritikken fra Folketinget.

»Men jeg er enig i, at næserne er uden konsekvens, og at det er et problem. Vi mangler et værktøj, hvor man straffer en minister uden nødvendigvis at fyre vedkommende. De ville nok have respekt for ti procents lønnedgang, eller hvis man tog ministerbilen fra dem, men jeg har ikke løsningen,« siger Søren Egge Rasmussen.

Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, har repræsenteret sit partis ledelse i sagen. Han forklarer, at ministeren på væsentlige punkter har handlet forkert, og derfor var det nødvendigt at give en næse.

»Hun ville ikke erkende, at det her handlede om fiskeriaftalen, og der ville vi gerne indskærpe, at vi ser tingene på en anden måde. Ministeren har også været dårlig til at tage sagen alvorligt, og hun har været for dårlig til at orientere forligskredsen,« siger Peter Skaarup.

Er det taktiske hensyn op til valget, som gør, at I ikke fyrer ministeren?

»Nej, det skyldes en konkret vurdering af sagen. Ministeren har ikke serviceret Folketinget godt nok, og hun har ikke orienteret fyldestgørende. Derfor har vi ønsket at kritisere hendes fremgangsmåde. Det er det eneste hensyn, vi har taget.«

Konservative uenig i næse

Eva Kjer Hansen er ikke vendt tilbage med en kommentar til denne artikel. Under samrådet i april i år afviste hun at have gjort noget galt. Hun har også oplyst, at det først gik op for hende, at fiskeriet ved Storebælt gik til de største limfjordsfiskere, da Berlingske stillede spørgsmål om sagen.

De konservatives fiskeriordfører, Orla Østerby, har også en anden opfattelse af forløbet end flertallet. Han kalder næsen »udokumenteret«.

»Ministeren tilbageviste al kritik på samråd. Alligevel giver man en næse,« konstaterer han.

Adspurgt, om der er noget i forløbet, han selv ville have gjort anderledes, hvis han var fiskeriminister, svarer Orla Østerby:

»Man kan sagtens være bagklog. Havde man vidst, at nogen ville harcelere, havde man måske handlet anderledes, men det var uforudsigeligt,« siger Orla Østerby.

Så hvad er næsen ifølge dig et udtryk for?

»Valgkamp.«

Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet og SF står bag næsen til fiskeriministeren. De Konservative, Venstre og Liberal Alliance og desuden de Radikale er kommet med hver sin mindretalsudtalelse, hvor de udtrykker støtte til ministeren. Læs hele beretningen her.

Artiklen er opdateret 23. april og 24. april 2019 med henholdsvis kommentarer fra Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, og link til selve beretningen, inklusiv to mindretalsudtalelser.

Læs mere:

Du kan få overblik over sagen om fiskeriet ved Storebælt her.

Du kan læse Berlingskes oprindelige afsløring om sagen her.

Du kan læse mere fra Berlingskes gravegruppe her.