I dag bliver fiskeriministeren udfrittet om skjulte fangster til storfiskere. Forstå sagen her

Hemmelige fangster gennem flere år. Skuffeaftaler til de største muslingefiskere. Og et folketing, der føler sig groft underinformeret og vildledt.

business
Både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet er stærkt kritisk over for, at fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) undlod at informere Folketinget om et såkaldt forsøgsfiskeri ved Storebælt, som er gået til de største muslingefiskere herhjemme. Her ses hun med sin rådgiver, Morten Flindt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ritzau Scanpix/Gyldendal

Det handler sagen om:

De største muslingefiskere i Danmark har i al hemmelighed siden 2016 fået eksklusiv adgang til at lande mange ton blåmuslinger fanget ved Storebælt. Ordningen ved Storebælt går stik imod det, et politisk flertal i flere år har arbejdet for, nemlig at sikre en mere ligelig fordeling af kvoter blandt fiskerne.

Tilladelserne til de udvalgte fiskere er tilsyneladende givet gennem underhåndsaftaler mellem embedsmænd og udvalgte storfiskere. Andre fiskere har intet fået at vide om aftalerne og har derfor ikke haft mulighed for at komme med i særordningen.

På papiret har myndighederne betegnet fiskeriet ved Storebælt som forsøgsfiskeri, selv om de månedslange fiskeperioder og mængderne af fangster tyder på et permanent fiskeri. At myndighederne har kategoriseret fiskeriet ved Storebælt som forsøgsfiskeri, betyder også, at fangsterne ikke tæller med i kvotelofterne for, hvor meget den enkelte fisker må fange.

Sagen bliver yderligere opsigtsvækkende af, at fiskere fra den jyske østkyst i mere end ti år forgæves har forsøgt at få tilladelse til forsøgsfiskeri i netop Storebælt.

I efteråret 2018 greb fiskeriminister Eva Kjer Hansen personligt ind i fiskeriet ved Storebælt. Ministeren sikrede, at alle fiskere fik mulighed for at søge om at komme med i ordningen, men opstillede samtidig nogle krav, som reelt afskar mindre fiskere fra at være med. Efter ministerens mellemkomst var udfaldet det samme: At stort set samme lille kreds af landets største muslingefiskere fortsat har adgang til Storebælt.

Her er ministerens forklaringsproblemer:

Selv om ønsket om at åbne nye muslingefiskerier i Danmark er indskrevet i den fiskeriaftale, som Folketinget vedtog i december 2016, orienterede Eva Kjer Hansen aldrig partierne om fiskeriet ved Storebælt i 2018 eller de første måneder af 2019. Først da Berlingske havde sendt en række spørgsmål om sagen, orienterede ministeren overfladisk Folketinget om sagen i slutningen af marts.

Det er især opsigtsvækkende, at Eva Kjer Hansen ikke involverede Folketinget, når de nye muslingefiskerier er en del af Folketingets politiske aftale, og når fiskeriet gik til de største muslingefiskere. Konsekvensen af fiskeriet ved Storebælt går stik imod Folketingets ønske om at gøre op med de største fiskere. Samtlige partier i Folketinget vedtog sommeren 2018 en lov, som netop skulle udligne licenserne blandt muslingefiskere.

Her kan man se, at enkelte af fartøjerne har landet ikke ubetydelige mængder blåmuslinger ved Storebælt. Kilde: Fiskeristyrelsen, Udenrigsministeriet Fold sammen
Læs mere

Det kan også blive et særskilt problem for Eva Kjer Hansen, at hun på en lukket orientering om sagen torsdag 28. marts i år oplyste fiskeriordførerne om, at forsøgsfiskeriet ved Storebælt ikke er en del af Folketingets fiskeriaftale. Både ordlyden i den politiske aftale og især et internt dokument hos fiskerimyndighederne forelagt ministeren peger på det modsatte.

Det kan også blive et problem for ministeren, at fiskeriet ved Storebælt blot er én blandt flere sager de seneste to år, hvor regeringen er blevet skarpt kritiseret for at holde hånden over landets storfiskere, ofte benævnt kvotekonger. Værktøjer til at bekæmpe storfiskere er blevet tilbageholdt for Folketinget, embedsmænd har lagt strategier for at forpurre Folketingets fiskeriaftale, og senest har Eva Kjer Hansen fået hård kritik af Folketinget for at forhale lovgivning mod de største muslingefiskere.

Eva Kjer Hansen siger, at det først gik op for hende, at fiskeriet var gået til de største muslingefiskere, da Berlingske kontaktede hende om sagen. Dansk Folkeparti mener, at ministeren som minimum burde have orienteret sig om dette, da kvotekoncentrationer netop har haft Folketingets store fokus de senere år.

Det ved vi om sagen:

Vi ved, at en lille gruppe af de største muslingefiskere har fået adgang til såkaldt forsøgsfiskeri i udvalgte områder ved Storebælt i perioden 2016-2018.

Vi ved, at der er stor forskel på, hvor meget hvert enkelt fartøj landede. I den høje ende disse eksempler: På seks måneder landede én kutter i ét område 2.179.170 kg blåmuslinger til en anslået værdi af knap en million kroner. Et andet fartøj landede på fem uger i ét område 322.960 kg blåmuslinger til en værdi af 364.350 kroner.

Her kan man se, hvilke fartøjer der fik adgang til Storebælt i 2019 efter ministerens mellemkomst. Fartøjerne er ejet af en lille kreds af de største muslingefiskere. Kilde: Fiskeristyrelsen, Udenrigsministeriet. Fold sammen
Læs mere

Vi ved, at de udvalgte fartøjer fik lov at fiske i flere måneder ad gangen. Nogle op til et halvt år ad gangen.

Vi ved, at næsten samme lille gruppe af de største muslingefiskere kunne fortsætte fiskeriet ved Storebælt i 2019, efter at myndighederne med fiskeriministeren i spidsen havde kørt en åben ansøgningsrunde. Årsagen er nogle specifikke krav, som reelt afskærer mindre fiskere fra at deltage.

Vi ved, at samtlige af de fiskere, som fik adgang i 2019, ligger over de tilladte kvotelofter.

Vi ved, at fiskere fra den jyske østkyst forgæves har forsøgt at få tilladelse til forsøgsfiskeri ved Storebælt i mere end ti år.

Det er væsentligt at understrege, at de største muslingefiskere herhjemme er markant mindre end de allerstørste storfiskere på åbent hav, hvoraf nogle af fiskerne er at finde blandt Danmarks mest velhavende.

Det ved vi ikke om sagen:

Vi ved ikke præcist, hvordan det oprindeligt lykkedes fiskerne fra Limfjorden at få adgang til Storebælt. Fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) har selv fået det indtryk, at de nærmest bare kunne ringe til centrale embedsmænd.

Her kan man se, at østjyske fiskere siden 2008 har bedt om tilladelse til forsøgsfiskeri ved lige præcis Storebælt. Fold sammen
Læs mere

Vi ved ikke, hvorfor de jyske østkystfiskere gennem flere år har fået nej til Storebælt.

Vi ved ikke, hvem der hos fiskerimyndighederne tog initiativ til de krav, som reelt afskar de mindste fiskere fra at deltage i 2019.

Sådan er sagen kommet frem:

Historien bygger på en række dokumenter, som Berlingske har indhentet gennem 2019. Dokumenterne viser blandt andet:

  • Hvilke fartøjer der fik adgang til Storebælt i 2016 til 2018 – og hvor mange blåmuslinger hvert enkelt fartøj landede i specifikke perioder.
  • Hvilke fiskere der fik adgang til Storebælt i 2019.
  • En oversigt fra fiskerimyndighederne over, hvilke fiskere der i forvejen ligger over de tilladte kvotelofter.
  • En ansøgning om at komme med i forsøgsfiskeriet ved Storebælt fra østjyske fiskere.

Ved at finde ejeren af hvert fartøj fra 2016 til 2018 kan man udlede, at det nærmest er de samme storfiskere fra Limfjorden, som kunne fortsætte fiskeriet i 2019 efter ministerens mellemkomst. Og at samtlige af fiskerne med adgang i 2019 i forvejen ligger over de tilladte kvotelofter. Berlingske har desuden fundet frem til jyske fiskere, som forgæves forsøgte at komme med i ordningen. Andre dokumenter viser, at fiskerimyndighederne selv har kædet fiskeriet ved Storebælt sammen med den fiskeriaftale, Folketinget vedtog i 2016.

Læs mere:

Læs den oprindelige afdækning af skuffeaftalerne bag fiskeriet ved Storebælt her.

Læs Berlingskes tidligere dækning af kvotekonger her.

Læs mere fra Berlingskes gravegruppe her.